Caroline – Caroline II
udgivet 30. maj via Rough Trade
Hvor Carolines selvbetitlede debut dyrkede en skrøbelig og dybt fascinerende fragmentsammensætning med udspring i folk-genrens mange simpliciteter, præsenterer den otte mand (m/k/nb) høje gruppe på deres meget imødesete efterfølger et overdådigt, voluminøst værk, som både tør og viser langt mere end sin forgænger. Gruppens i forvejen særdeles homogene samspil leverer fortsat harmoniske lytteoplevelser som den smukke og Caroline Polachek-medvirkende single “Tell Me I Never Knew That”, men der er samtidig også konturer til et betydeligt større kaos, som man denne gang skal navigere igennem. Det skyldes ikke blot de hakkende og hvirvlende anslag på både strengeinstrumenter, blæsere og trommer, som flere gange undervejs konkurrerer internt om at stjæle fokus, men den overordnede kompleksitet i videreudviklingen af Carolines i forvejen frie former giver ikke overraskende anledning til mange flere herlige uforudsigeligheder – som blandt andet spadsereturen gennem en sydlondonsk villa, hvor man hører hver af de to separate kompositioner, der udgør “Coldplay Cover”, inden de slutteligt smelter sammen til nummerets endelige form.
På den måde er Caroline II en labyrintisk oplevelse, der flere gange synes at sende sig selv ud på diverse sidespor og ned ad alverdens omveje, men som til alt held aldrig formår at tabe sine lyttere undervejs.
Chat Pile & Hayden Pedigo – In the Earth Again
udgivet 31. oktober via The Flenser / Computer Students
For Chat Pile kunne det førhen næsten ikke blive makabert, vulgært og sortseende nok, hvor sange om døde børn i bagagerummet, hashrygende McDonalds’-maskotter og hjemløse, der skubber alle deres ejendele rundt i indkøbsvogne, udgjorde nogle af de fornemmeste øjeblikke i bagkataloget. Allieret med amcericana-guitarist Hayden Pedigo, der er født og opvokset lige syd for den oklahomansk/texanske statsgræne, har det ellers så brutalt støjende og tunge band imidlertid skabt et noget mere afvekslende værk, hvor utrygheden og utilpasheden trods alt momentvis stadig viser sit grimme fjæs, når det ikke nøjes med at lure et sted under den ambiente overflade.
Der er nemlig stadig buldrende momenter som på den slæbende “Never Say Die!”, de pulserende eksplosioner på “Fission/Fusion” og den mere Chat Pile-traditionelle “The Matador”. Disse flettes dog flot sammen af delikate intermezzoer, hvor Pedigos blødere fingerspil skaber en naturlig modvægt til Chat Piles mere destruktive tendenser. Og så – når alle involverede lader til at mødes på midten – opstår den egentlige magi, hvor et nummer som den melankolsk drømmende “Radioactive Dreams” næppe kunne have lykkedes uden de to yderpolers fælles input. Alt i alt er In the Earth Again et flot og yderst vellykket sidespring i Pedigos såvel som Chat Piles respektive karrierer – et på papiret lettere usandsynligt makkerskab, som i praksis har stor succes med at fremhæve og løfte aktørernes overlappende æstetikker frem for at udpensle de ellers så bemærkelsesværdige forskelle.
Darkside – Nothing
udgivet 28. februar via Matador Records
Akkurat som sine forgængere er Nothing trods sine subtilt clubbede rytmer ikke en plade, der er skrevet til dansegulvet. I stedet helliger den sig en vanlig tilbagelænet og lounget æstetik; smukt indpakket i Darksides sofistikerede tilgang til electronica. Og i modsætning til debuten, Psychic, der præsenterede et ganske tydeligt møde mellem Jaars elektroniske baggrund og Dave Harringtons guitarflader, har Darkside – nu også med trommeslager Tlacael Esparza som officielt fuldtidsmedlem – med tiden udviklet sig til en mere sammensmeltet organisme. Så selvom Jaar stadig er den, hvis bidrag på vokal, synth og alskens andre tangenter som oftest træder tydeligst i forgrunden, lader trioen på Nothing til at have fundet den gyldne mellemvej for deres samspil.
Resultatet er et udtryk, som er tilsat en smule flere pop-greb, end man måske lige er vant til fra den front, og Nothing udgør da også Darksides mest tilgængelige samling numre til dato; et oplagt sted at starte, hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med projektet. Heldigvis er kanterne ikke blevet fuldkomment blankpolerede, hvilket giver plads til både jam-fyldt cumbia på førstesinglen, “Graucha Marx”, en ubekvem, apokalyptisk vals på “Hell Suite, Pt. I” og den kraftigt forvrængede outro under den døende sol på “Sin El Sol No Hay Nada”.
Geese – Getting Killed
udgivet 26. september via Partisan Records
På dette tidspunkt er det næppe gået nogens næse forbi, hvordan en lang række musikpublikationer har brugt de seneste 12 måneders tid på at lovprise den måde, hvorpå Cameron Winter angiveligt har grebet ud efter den uofficielle titel som rockens nye frelser. For det yngre repræsentantskab skyldes det højst sandsynligt, at han, når alt kommer til alt, bare er en enormt talentfuld og bragende dygtig formidler; og for det ældre segment er det formentlig, fordi en del af appellen ved Geese er, at Winter er en 23-årig, der skriver sange om ægteskabet og om at betale skat.
I fordums tid ville man næppe have holdt sig tilbage med at tildele den unge newyorker troubadour-prædikatet, hvilket ganske fint kan forenes med hans 2024-solodebut, Heavy Metal, men som frontmand i Geese er han pludselig medafsender på noget, der føles langt mere potent og sprængfarligt – akkurat som bilbomben på åbneren, “Trinidad”, eller det eponyme reptil på “Cobra”. På alle leder og kanter gennemsyres Getting Killed nemlig af forrygende kompositoriske tilvalg – ikke mindst anført af nærmest ulovligt godt guitarhåndværk fra Winter og Emily Green – som spiller op mod førstnævntes til tider vrælende vokalpræstationer. Derudover er det også en plade, som ikke bare nøjes med at hvile på et klassisk poprockfundament, men som også stråler ved sine afstikkere som på titelnummerets Dr. John-shamanistiske voodoorytmer, de underspillede funk-greb på “100 Horses” samt det frenetiske, dobbelt-pianokonkurrerende motiv på en af årets allerbedste albumlukkere; “Long Island City Here I Come”.
Heathe – Control Your Soul’s Desire for Freedom
udgivet 3. oktober via Emptytape / Virkelighedsfjern
Det blev i sidste ende et rigtig langt tilløb, Heathe endte med at tage til deres opfølger til 2019’s On the Tombstones; The Symbols Engraved, men med udgivelsen af Control Your Soul’s Desire for Freedom kunne man heldigvis intet andet end at konstatere, at det havde været hele ventetiden værd. For det er nemlig ikke længere kun i et buldrende og støjende doom-format, at Heathe nu præsenterer sig selv som en af landets mest beundringsværdige hybrider. I stedet vrimler det pludselig med klokker, gonger, tangentinstrumenter og adskilligt andet værk- såvel som legetøj, der tilføjer langt flere dimensioner til det (primært) nordjyske foretagende. Det resulterer eksempelvis i en række medrivende og markant mere udtalte grooves, som transformerer store dele af lytteoplevelsen til en mere vidtrækkende seance sammenlignet med det noget tungere og guitarfokuserede materiale, som gik forud. Samtidig får Martin Jensens strålende, dommedagsprofeterende klagesange nu også følgeskab af ildevarslende kor fra resten af bandets besætning.
Væk er med andre ord tiden, hvor man bare sad og råbte ind i en computerskærm. Nu er det i stedet med et baggrundstæppe af anderledes velpolerede studieproduktioner, at Heathe ganske succesfuldt får fremmanet deres musikalske skærsild, som på én og samme tid synes at påberåbe både det rituelt ophøjede og afgrundsdybt nedsunkne.
Hesse Kassel – La Brea
selvudgivet 1. marts
Man skal ikke bruge særlig lang tid i selskab med La Brea – den rent ud sagt fænomenale debutplade fra de endog meget unge chilenere i Hesse Kassel – før man ikke bare genkender alle inspirationskilderne, men også (endnu vigtigere) indser, netop hvorfor kvintetten er et af hjemlandets mest omtalte rockorkestre lige nu samt det potentiale, de unægteligt besidder. Hessel Kassel fremstår nemlig som værende tydeligt formet af en række navnkundige Post Brexit-orkestre, hvor Black Country, New Road i Isaac Wood-årene ville være den mest nærliggende sammenligning, men der er imidlertid et helt andet sortsyn at spore i chilenernes postpunk parallelt med det noget mere eksplosive politiske klima på kontinentets vestkyst.
Den iboende nihilisme og misantropi spiller nemlig forrygende sammen med frontmand Renato Olivares’ yderst medlevende leverancer, der både spænder fra det ynkeligt klynkende over det apatisk monotone til det bestialsk frådende, i takt med at de enkelte numre lader til at springe hektisk fra den ene sindsstemning til den anden. For selvom der rigtig nok er sporadiske lysglimt at spore på La Brea, er det ultimativt en nedadgående emotionel rutsjebanetur, der slutteligt formår at fremvise nogle fejende flotte, uforfalskede lydbilleder af menneskelig dårligdom; sort som den tjære, pladen nu engang er opkaldt efter.
Katokye – Obuhangwa bwa Banyankore na Bahororo
udgivet 5. september via Nyege Nyege Tapes
Blandt de mere end 50.000 kvadratkilometer frodigt græsland i det vestlige Uganda – indkapslet mellem Kampalas vestlige bygrænse, landegrænsen med Rwanda mod syd, Mount Stanley helt ude vestpå og lige dér, hvor Nilen oppe mod nord knækker mod øst og flyder ind i Kyogasøen – bor både nyoroer, kigaer, nkoler, og himaer og en lang række andre befolkningsgrupper, der alle deler et sprogligt ophav blandt de mange forgreninger af bantu. John Katokye, der tilhører himaerne, har siden barnsben fortolket sit eget folks sangtraditioner gennem ekyeshongoro, der relativt simpelt blot oversættes til “sang”, hvor korte digte repeteres i særegne, messende rytmer, som ofte gentages på den gode side af 10 minutter.
På sin debut, Obuhangwa bwa Banyankore na Bahororo, hvirvler Katokye og hans medfortolker Samuel Rujerus kontinuerlige ordstrømme således ind og ud mellem hinanden i det, der nok bedst kan beskrives som dybt meditative kanoner. I løbet af seks meget bemærkelsesværdige oder til hjemlandets naturskønne bakker, bjerge og vandløb både chanter, snakker, knipser og tramper de to ophavsmænd sig således simplistisk vej til én eller anden form for klarhed i det for mange ellers udechifrerbare – for man behøver i hvert fald ikke at have logget nogen som helst Duolingo-timer i bantu for hurtigt at lade sig fascinere af Katokye og Rujerus nærmest sørgmodige røster.
Neptunian Maximalism – Le Sacre du Soleil Invaincu
udgivet 11. april via I, Voidhanger
Man navngiver næppe sit projekt Neptunian Maximalism, uden at man i det mindste har en lille smule forkærlighed for at skabe værker, der søger at dyrke det ambitiøse, udfordrende og mest af alt selvproklameret bevidsthedsudvidende. Og med en samlet længde på mere end 1 time og 40 minutter er man da også sikker på, at Le Sacre du Soleil Invaincu først og fremmest er en plade, der kræver den rette portion tålmodighed fra sine lyttere.
Det belgiske ensemble, der tidligere har kredset om friere jazzformer og langstrakte droner som fundament for deres eksperimenterende, kosmiske psychmetal, har denne gang i stedet kastet sig over de ældre indiske musiktraditioner som primær inspirationskilde, hvor Le Sacre du Soleil Invaincu nærmere bestemt er bygget op omkring tre separate ragaer; alt sammen indspillet live over fire dage i en kirke i London. Slutproduktet kan for nogen virke både unødvendigt overvældende i sin blotte størrelse og kontortionistisk i sine mange formskift – og kan endda fremstå grænsende til det navlepillende såvel som kunstnerisk vulgære – men den ganske imponerende skala, hvorpå pladen udfolder sig, giver samtidig også mange (og lange) anledninger til større musikalsk fordybelse; i en grad som meget få metaludgivelser i løbet af 2025 ellers har formået.
Water Damage – Instruments
udgivet 30. maj via Rough Trade
Instruments er 2025-pladen for dem, der bare gerne vil zone helt og aldeles ud. Texas-kollektivet, hvis medlemmer tidligere har udgjort inventaret i bands som Spray Paint, Swans og Black Eyes, kreerede allerede i 2024 en lige så herligt dronende plade i form af In E, der nådesløst trawlede sig gennem fire numre á omtrent 20 minutter hver, og med Instruments følger Water Damage fuldstændigt samme formel med et album, der – foruden tilføjelsen af saxofonist Patrick Shiroishi og guitarist David Grubbs – er hverken mere eller mindre end lige præcis det, man på forhånd kunne have forventet.
Over 20 minutter på åbneren, “Reel 28”, hviner saxofon og guitarer kakofonisk om kap over det sløve bas- og trommeunderlag. På “Reel 25” virker instrumentationen anført af Thor Harris’ tønder i stedet anderledes tordnende. Og på “Reel 32” emulerer saxofonen i stedet en jamrende sirene, der ikke får synderligt med modspil fra resten af det dvaske lydbillede.
Udvikling er der selvsagt ikke megen af – hverken kompositorisk eller hvad sangtitlerne angår – men det er simpelthen heller ikke en nødvendighed i Water Damages univers. I stedet er Instruments et storslået studie udi repetitionernes kunst, der belønner sine lyttere i langt højere grad, end hvad det i grunden kræver af dem.
YHWH Nailgun – 45 Pounds
udgivet 21. marts via AD 93
Allerede fra åbneren, “Penetrator”, er der ikke noget, som for alvor lyder helt ordentligt på YHWH Nailguns imødesete debutplade, 45 Pounds. Guitartonerne bøjes ind og ud af form, de synkoperede trommer slynges rundt i lydbilledet, og forsanger, Zack Borzone, leverer en rallende, hæs jamren, som var han et sted mellem dehydrering og dødslejet. Det er altså med andre ord et lettere aparte udstillingsvindue, Philadelphia-postpunkerne befinder sig bag, hvor man som lytter sjældent føler, at man når at få hele billedet med. De 10 numre på pladen, hvoraf kun et enkelt når at runde en længde på over tre minutter, fremstår nemlig blot som vignetter – fragmenter af en i forvejen ufuldendt helhed – der kan være ovre, næsten lige så hurtigt som de startede, og man skal altså ikke nødvendigvis forvente at kunne fordybe sig i særlig høj grad på hverken den første, anden eller tiende gennemlytning af 45 Pounds.
Det er i stedet en plade, der opererer på sine helt egne performative og til tider uvedkommende præmisser. En fabelagtig, excentrisk sag blottet for nogen som helst form for bredere appel, og som omvendt nærmest tvinger sine lyttere til at komme til dén, hvis de vil underholdes – og havde det ikke forholdt sig sådan, havde det ikke fungeret tilnærmelsesvist lige så godt.
