Kan man udgive et fuldlængdealbum med kun tre numre? Ja, når man hedder Papir og spiller syret og krautrock-inspireret instrumentalrock, så kan man faktisk det meste. Siden den selvbetitlede debut, som blev udgivet på undergrundsselskabet Red Tape tilbage i 2010, har bandet manifesteret sig som et af de mest interessante eksperimenterende bands, Danmark længe har opfostret. Grundene hertil er mange, men blandt andet godt gammeldaws musikalsk craftsmanship, en konstant vilje til at rykke grænserne for den instrumentale trioform og absolut forrygende livekoncerter er nogle af de faktorer, der i sin tid fik mig til at falde pladask for bandet.
IIII er titlen på det seneste album, der – som navnet antyder – er det fjerde i rækken, og de tre sange på pladen er navngivet “IIII.I”, “IIII.II” og “IIII.III”. På den måde kan albummet ses som konceptuelt samhørende med sidste års III, hvis fem sange var betitlet efter samme princip. De tre numre til trods løber den samlede spilletid op i mere end 40 minutter, så det siger sig selv, at sangene er udformet som vidtstrakte forløb, der starter et sted og slutter et helt andet. Udtrykket ‘en musikalsk rejse’ er måske nok en smule klichéfyldt, men det er ikke desto mindre præcis den følelse, man sidder med, for musikken på IIII er i konstant bevægelse og udvikler sig hele tiden i nye retninger.
“IIII.I” starter eksempelvis ud i det afdæmpede hjørne med flydende guitarfigurer oven på rytmegruppen, der vugger af sted så beroligende, så det kunne være taget fra en meditations-cd med titlen Afslapningsmusik for begyndere. Der går dog ikke mange minutter, før guitaren begynder at folde sig ud i langstrakte soli, der ender med at gå over i et hårdtrockende riff og derfra tilbage igen. “IIII.I” er modelleret dynamisk, hvor der dels sker en masse, men hvor bandet på den anden side heldigvis ikke er bange for at tage sig god tid. Nummeret forløses perfekt i en ganske melodisk guitarfigur, der på meget fin vis binder sløjfe på løjerne, før det slutter. Der skabes dermed en perfekt modstilling til det riff, der kommer umiddelbart før.
Også “IIII.II” starter stille og roligt, hvor bas og trommer igen danner en næsten poetisk og ganske bestemt sfærisk underlægning for guitaren, der lægger små, glasskrøbelige strejf af lyd henover, før det hele vokser til en meditativ eksplosion. Der sluttes af i et langstrakt forløb, hvor guitaren dels skaber flydende toner og dels drypper som fin regn i sagte forløb fra et sted over alt det andet, mens bas og trommer ligger i et vedvarende rytmespor. Det er alt sammen meget smukt.
Hele B-siden udgøres af den næsten 22 minutter lange “IIII.III”, og her er fra starten lagt i ovnen til energiske krumspring, hvilket ikke mindst er understreget af de insisterende anslag på bas og bækkener. Og ganske rigtigt åbner nummeret sig få minutter op i udskejelser med næsten freejazzede kvaliteter, som især kommer til udtryk i den gennemgående guitarsolo og en skala-fikseret bas. Efter en længere stille passage bygges igen dynamisk op, og “IIII.III” eksploderer og afsluttes i riff og solo, der leveres med endorfinpumpende intensitet. Papir er the natural high. Der sluttes af i langstrakt guitarstøj, og det klæder bandet også at tillade sig selv dette kaotiske element som en del af et lydbilledet.
Samspillet mellem Papirs tre medlemmer er, og har altid været, en af deres helt store forcer. Det er en kunst at udnytte trioformen og dens begrænsninger, så lytteren ikke gives indtryk af, at der mangler noget i lydbilledet. Og netop det har aldrig været noget problem for bandet, hvilket de ikke mindst kan takke rytmegruppen for. Både bas og trommer formår nemlig at fylde så meget, at der gives masser frihed til, at guitaren kan veksle mellem afdæmpede passager og de mere ekspressive udfald. Bassen ligger ofte stenhårdt og droner den samme basgang igen og igen, men den går lige et skridt videre, da den også sniger sig i en mere melodisk retning og på den måde også visse steder supplerer guitaren nærmere end understøtter den. Trommerne er termostaten i bandet, fordi de på mange måder er med til at fastsætte helhedsindtrykket, og de danner dermed en uvurderlig opbakning til guitaren. Alt sammen skaber det et meget ‘fortællende’ udtryk, som dermed kompenserer perfekt for den mulige faldgrube, det instrumentale udtryk kunne have været for mindre kyndige musikere.
Jeg leder med lup efter svage punkter på IIII, fordi det er min pligt som anmelder at påpege disse, men giver op; simpelthen fordi de ikke er der. IIII er et gennemført udspil, der vidner om et band, som både forstår at lade sig inspirere af forgængerne, samtidig med at de selv besidder en så original tæft for det musikalske håndværk, at de gør det instrumentale kraut/psych-udtryk til deres eget.
Der er efter alle standarder tale om et gennemført album, der befinder sig i et for danske udgivelser sjældent højt luftlag. Tør man sige ‘mesterværk’? Tja, jeg er i hvert fald imponeret, for det er noget ud over det sædvanlige. Og det er ikke kun, fordi Papir er dygtige musikere, men også fordi de evner at formidle deres kunnen på en måde, der går kilometer længere end teknisk blær. Jeg bliver rørt, når jeg lytter til IIII, fordi musikken åbner sig op for mig som stemningsbilleder, der når hele spekteret rundt i følelsesregisteret. Der gives liv til store fortællinger i det ordløse univers, for musikken er både berusende og overvældende og åbner døren på klem til en rejse ud af verden og ind til noget helt andet.
Når snakken falder på samtidig dansk musik, har jeg de sidste par år haft som næsten religiøst mantra, at Papir er Danmarks bedste nuværende band – gerne proklameret i råbende lydstyrke og med næverne knyttet over hovedet og rystet i takt til ordene. Og hvordan er så formen anno 2014? Holder bandet stadigvæk den position? Et spørgsmål, der i al sin opløftende enkelhed kun findes ét svar på: Ja, for fanden!






God anmeldelse. Jeg er fuldstændig enig. Jeg synes Papir skal åbne Orange. Det ville være et sindsygt modigt men helt igennem meningsfuldt valg. Papir er musikkens inderste væsen i flydende form……hæld det ud over dyreskuepladsen og den vil selvantænde i spontant rockekstase…
@Simon
Hvad i alverden skulle Papir lave på en kæmpe scene som Orange? Uanset hvad man synes om deres musik, henvender de sig til et absolut mindretal og er ikke just kendte som det mest udadvendte band (ikke et krav, men absolut et stort plus). Næ, skulle de med, så burde de spille på Pavilion som sidst.