Hvad kender man egentlig Seattle for? Space Needle, Frasier, grungens fremturen i 90’erne – og så er der den evindeligt dryssende regn, ikke at forglemme. Men et sted i millionbyen gemmer sig også en lille kvinde, som muligvis ikke gør det store væsen af sig udadtil, men som indeholder et ørkenlandskab, der næppe kan karakteriseres med det våde klima. Og dog … for et stemningsbillede af tørke og isolation kan på mange måder sættes lig regnvåde gader og mørke, truende himmellag. Det er melankolien, der er fællesnævneren. Om den er soltør eller regnvåd, kan i tilfældet Jesse Sykes komme ud på ét, for kvindens sangskrivning indeholder begge elementer på én gang.
Oh, My Girl er Jesse Sykes’ anden plade, og den fortsætter, hvor debuten, Reckless Burning, slap, med en samling sløve sange, der meget nemt kan blive dit soundtrack til det næste skybrud. For her er ikke den store optimisme at spore. Men skønhed kan heldigvis have mange smagsvarianter, og i tilfældet Jesse Sykes ruger den over varme strømme af sørgesange og fortvivlelse.
Tag blot linjerne »Somebody show me / A place I can go where love’s around / A trip to the ocean / I just need to get far from town« fra “Troubled Soul” eller »Could you grow a new heart / And could you run the distance / In the time that it takes / Before it all fell apart?« fra “Grow a New Heart”. Læg dertil, at linjerne bliver fremsunget med Sykes’ luftige, mørkt hviskende vokal, der fremlægger de triste fortællinger.
Hendes fortvivlelse går hånd i hånd med en trist og siesta-lullende americana, der bliver ført malerisk frem i et dvælende og eftertænksomt tempo af Sykes’ backup-band under navnet The Sweet Hereafter. Specielt Phil Wandschers (ex-Whiskeytown) sublime, twangede leadguitar i front af lydbilledet river op i stormskyer, der begrædes af lange, lidende toner fra Anne Marie Ruljancichs violin.
Alt i alt lyder opskriften rigtig god, og når der doseres helt rigtigt, så bliver sange forvandlet til gyldne øjeblikke, hvor tiden står stille i et evigt efterår. Et eksempel er pladens smukkeste sang, den mytiske “Winter Hunter”, som Sykes hvisker sine inderste beklagelser til: »Tell the winter hunter / I knew, I knew / Of a heart gone still.« Sangen bevæger sig af sted, let og lige så omklamrende som dis, med en samtidig følelse af resignation og triumf. Mesterligt er det, når alle enheder flyder sammen og danner en afdæmpet, men alligevel voldsom gennemstrømning af følelser.
Det åbenhjertige titelnummer, der åbner pladen, byder på beduggede bekendelser fra øde ørkenlandskaber. Nummeret slæber sig dovent af sted, men med en overbeviselig mine, der genlyder i de lige så sublime numre “You Are Not Gotten Here” og “Troubled Soul”.
Travlheden er skubbet på lang afstand på Oh, My Girl. Her skal der afsættes tid og følelsesrum til at passe og pleje sit delikate indre – og Jesse Sykes har på forhånd bestemt, at det er de mørke stemningstoner, man skal lulles ind i.
Det er den eneste, lille anke, der kan holdes mod Oh, My Girl: Tempoet er enkelte gange så langsomt, at det nærmest går i stå, og de nedslåede sindsstemninger lader til tider deres blikke smelte sammen med jorden, som de fokuserer på, så de taber den ønskede øjenhøjde med lytteren. Ovenstående elementer er heldigvis en sjældenhed, men de forekommer hist og her i flere sange og gennemsyrer numre som de sløve “Your Eyes Told” og “Birds Over Water”, der næsten præsterer at lulle sig selv i søvn.
Seattle-regnen pisker konstant ned, og Sykes er blevet så gennemblødt, at det også drypper fra hendes hjerte. Oh, My Girl fremstår som en smuk blotlæggelse af følelser, nænsomt pakket ind i plaskvåd og knastør americana. Lyt blot selv til spøgelserne, der synger i “Troubled Soul”, så er det svært at blive andet end bevæget. Sjældent i løbet af en sommer håber man på regn, men det er nu en gang den bedste klimatiske følgesvend til Jesse Sykes & the Sweet Hereafters Oh, My Girl.
Lyt til “The Dreaming Dead”:
[audio:http://barsukmusic.blaireau.net/JesseSykes_TheDreamingDead.mp3]
