Plader

Asobi Seksu: s.t.

Skrevet af Camilla Grausen

Asobi Seksu fra New York støjer som My Bloody Valentine og synger pop som ingen andre – sangerinden Yuki Chikudates svage, falske vokal ødelægger størstedelen af albummet, der uden hende kunne være gedigent, selvom det endnu ville mangle en god portion opfindsomhed.

Endnu et New Yorker-band har set dagens lys. Asobi Seksu består af guitaristen James Hanna, trommeslageren Keith Hopkin, bassisten Glenn Waldman samt gruppens eksotiske særpræg, den japanske sangerinde Yuki Chikudate. Bandet blev dannet i 2002, hvor deres debutplade udkom i et lille oplag. I maj i år udkom Asobi Seksus selvbetitlede debut så med nyt artwork og i et langt større oplag på Friendly Fire Recordings. Oversat fra japansk til engelsk betyder Asobi Seksu ’play sex’, men der er ikke meget sex over nærværende udgivelse. Asobi Seksu spiller stueren, synth-dreven pop med tekster om hjertesorg sunget primært på engelsk, men også i nogle tilfælde på japansk – og med en god portion støj smidt oven i hist og her.

Singlen “I’m Happy But You Don’t Like Me” åbner albummet med god energi og en udmærket blanding af både poppet ørehængerkvalitet og småstøjende guitarfræs. Pladen igennem spilles der nogle gange skiftevis, nogle gange samtidig på hhv. de poppede og de støjende elementer. Af og til skruer Asobi Seksu helt op for støjen og lader deres ekstremt tydelige My Bloody Valentine-inspiration skinne utilsløret igennem – særligt i numrene “Sooner” og “Let Them Wait”.

Andre gange lægges der som sagt mere vægt på det melodiøse, og “Taiyo” har en næsten gammel-Cardigan’sk poplyd. Det er charmerende, men Yuki Chikudate er ingen Nina Persson. Man kan fristes til at sige, at hun ikke er så meget andet heller. Det er ikke til at komme uden om, at hun simpelthen synger falskt – slet og ret falskt. I Walk on the Moon” fralægger hun sig den lyse lillepige-stil og får brugt sin stemme ganske fornuftigt, men på stort set resten af pladen får hun lytterens tæer til at krumme og nakkehår til at rejse sig. I nogle numre står James Hanna for sangen, og her går det bedre, men han kommer imidlertid let til at lyde som en kedelig Tim Wheeler (Ash), og numrene med Hanna-vokal er i det hele taget noget intetsigende.

Asobi Seksus styrkepunkter ligger de steder, hvor de lader guitarerne tale med fine melodistemmer i dialog med massive støjbølger, som f.eks. i “It’s Too Late” – efter Chikudate er holdt op med at synge vel at mærke. De stærkt My Bloody Valentine-prægede numre er ganske gode, men Asobi Seksu tager munden for fuld, når de i deres pressemeddelelse omtaler deres støj som »deeply textured guitar noise that would make Kevin Shields blush.« Det er helt sikkert, at Kevin Shields ikke ville blive så meget som svagt lyserød i kinderne af Asobi Seksus støjrock, for selv om den visse steder fungerer godt, er den hverken mere rå, mere sexet, mere følsom eller mere nyskabende, end hvad man tidligere har hørt i Sonic Youths og My Bloody Valentines kølvand gennem de sidste 15 år.

Asobi Seksu er ikke uden musikalsk talent, og deres formel er udmærket. Men bandet mangler at beherske såvel deres poppede som støjende sider bedre, så deres musik måske kan blive oprigtigt vedkommende. Asobi Seksus særpræg, de charmerende poplinjer sunget på japansk med støjen lige i nærheden, virker godt. Ved at holde fast i det japanske og derudover skabe en lyd, der er mere deres egen og mindre My Bloody Valentines, kan Asobi Seksu med en god portion opfindsomhed godt have potentiale, skønt der er langt igen. Debuten kunne med en bedre sangerinde muligvis have opnået en højere karakter herfra, men Yuki Chikudates vokal er så mange steder så ringe, at det ville være noget nær en forbrydelse at give dem mere end to U’er.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply