Plader

The Helio Sequence: Love and Distance

De to medlemmer i The Helio Sequence skaber luftig popmusik. Men uden de gode melodier bliver det blot en træg affære.

At lytte til The Helio Sequence er ikke helt ulig at gnaske sig gennem tyggegummi med en eksotisk smagsvariant. Indledningsvis er smagen meget spændende, men efterhånden som man får tygget løs, forsvinder den efter relativt kort tid. Bobler er umulige at blæse, og tyggegummiet bliver til sidst underligt mørt, så man er nødt til at spytte det ud.

På samme måde er The Helio Sequences indpakning også umiddelbart spændende. De to gutter i bandet, Brandon Summers og Benjamin Weikel, vil gerne lave drømmende poplandskaber, men resultatet viser sig at være noget anderledes i form af træg og træt musik fra sengekanten. Hvad der først fremstår som spændende arrangementer og interessante setups viser sig blot at være et skalkeskjul i form af en lækker produktion. The Helio Sequence er lige vågnet op, og søvnen klæber stadig omkring øjenvipperne.

Men det er ikke uden grund, at man indledningsvist bliver indfanget af duoens musik. De skaber nemlig et potpourri af laptop-beats og loops, folkagtig harmonika, psykedelisk popguitarer og keyboards samt et akustisk, dynamisk trommespil. Nej, det lyder ikke så dårligt, vel? Det er dog en facade, som duoen ikke kan opretholde længe.

Det er i den grad oppe i tiden at sammenblande indierock og electronica, en disciplin som The Helio Sequence også giver sig i kast med på Love and Distance, deres tredje udspil. Der er masser af synths og blippende lyde, men de elektroniske elementer bliver ikke benyttet særlig effektivt. Casio-lyden er måske fin i en enkelt sang eller to. Duoen synes heller ikke rigtig at komme ud af det mellemtraske-tempo, der er gennemgående i næsten samtlige sange. Og så er der melodierne, der simpelthen ikke er stærke nok. Åbningsnummeret “Harmonica Song” er nogenlunde lovende med sit gennemgående brug af – ja, ikke overraskende – harmonika og et spidsvinklet omkvæd. Men der er altså ni sange mere, man skal igennem.

De elektroniske toner i “Repeater” sætter yderligere fut i pladen, men Brandon Summers Ian Brown-agtige (Stone Roses) vokal smadrer enhver fatning, som nummeret forsøger at opretholde. På The Helio Sequences tidligere udspil har Summers vokal været pakket inde bagved en knasende guitarlyd, men på Love and Distance er den skubbet klart og tydeligt i front. Dette udstiller hans ellers udmærkede tekster, som i samspil med musikken dog forekommer kliniske og harmløse.

“Don’t Look Away” domineres af blippende keyboard som dansende mariehøns. »It’s just a distraction / Did you catch what we said before?« spørger Summers og tigger efterfølgende: »Don’t look away.« Det er dog, hvad man mest af alt har lyst til, for selv om lyduniverset er som et finurligt fabeldyr, har dets melodiske krop dårligt ben at gå på. “Let It Fall Apart” er blot endnu et nummer, der lokker med sit landskab af produktion og arrangement, men taber på mangel af melodi.

“Everyone Knows Everyone” er lyksalig på en stofpåvirket, glad måde som i Flaming Lips’ univers med drejninger omkring luftige toner og snurrende akustiske guitarer i et par bedøvende, lallende minutter. Det er en sang, der mest af alt fremhæver pladens gode produktion, som man op til mange gange kan dykke ned i og stadig finde nye lyde.

I et nummer som “S.O.S.” går det væsentlig bedre. Sangen gynger melodisk af sted, mens teksten oplyser en stille desperation og sindsforvirring, der bør få alarmklokker til at ringe, for den ballade, der breder sig, er formentlig meget tættere på, end man oprindelig skulle tro: »Drinking coffee from my cup / I was feeling down now I’m looking up / Now cars will crash and babies cry / But when you look up we’re seeing the same sky.« Sæt hænderne for ørerne og afvent det uundgåelige.

Allerbedst på pladen er lukkenummeret “Looks Good (But You Looked Away)”, der afgiver et løfte om Love and Distance, som pladen på dette sene tidspunkt umuligt kan holde. Et blødgørende og flygtigt doo doo-kor sammenflettes med klavertoner som pustet ud fra en metalkonkylie. En akustisk guitar træder ind sammen med en underlødig stortromme, mens duoen glider forbi diverse ørkenlandskaber i deres diskrete vævning af ro og nærvær. Det er en luftig, minimalistisk kvalitet, som de øvrige sange kunne have nydt godt af.

The Helio Sequence spiller musik, der ikke skriger på din fulde opmærksom, og noget siger mig, at det også var hensigten, da den blev skrevet. Mådehold er ikke nødvendigvis negativt, men når en plade generelt er så anonym og har så få steder, hvor man kan gribe fat, resulterer det i en udspil, man bliver ført igennem og umiddelbart bagefter slet ikke kan huske. Et sådant tidsfordriv kan næppe være et mål.

★★★☆☆☆

Lyt til “Everyone Knows Everyone”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2432.mp3]

Lyt til “Blood Bleeds”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2431.mp3]

Leave a Reply