Da discoen i slutningen af 1970’erne blev lagt for had af punken og de nye tider, trak dens sande elskere og skaberne af musikken bare på skuldrene og tog den tilbage til, hvor den kom fra – nemlig til undergrunden. Her fortsatte den sin evige udvikling, blev raffineret, udforsket og voldtaget. Fanen blev i New York holdt højt af legendariske dj’s og producere som Larry Levan og Nicky Siano, der var konger af de lige så legendariske dansesteder The Paradise Garage og The Gallery. Stortrommen pumpede af sted i timelange, ubrudte forløb, indtil ekstasen indfandt sig, og alle kunne glemme de grumme 80’ere med kold krig, økonomisk stagnation og almindelig desillusion.
Hvis denne anmeldelse var en tegneserie, ville der nu stå: “Samtidig, et andet sted i byen.” For New York var i årene 1978-83 også rammen om den revolution, der af medierne dengang blev kaldt ‘no wave’. En bølge af unge multikunstere dannede grupper på kryds og tværs og skabte en musik, der forholdt sig frit til tidligere tiders skabeloner og lod sig inspirere af punkens DIY-æstetik. Kodeordene var dissonans, abrupte rytmer og usædvanlige sangstrukturer, og scenen inkluderede grupper som Talking Heads, Sonic Youth og Bill Laswells Material.
På evig pendlen mellem disse to musikalske undergrundsstationer befandt multikunstneren Arthur Russell sig. Han var oprindelig uddannet cellist, men pga. sin søgende sjæl studerede han både indisk musik, spillede cellokoncerter skrevet direkte til ham af moderne komponister som Phillip Glass, optrådte ved siden af beatpoeten Allen Ginsberg og dannede sit eget rockband med bl.a. David Byrne.
Han var således en skattet og benyttet musiker på New Yorks avantgarde-scene, da han en aften i slutningen af 70’erne fik forvildet sig ind på The Gallery, hvor netop Nicky Siano var dj. Det var en mindre åbenbaring for Russell, og han kastede sig straks ud i at lave musik til og inspireret af dette hedonistiske tempel.
Kompositorisk benyttede han sig af timelange jamsessions over en løs idé, et hook eller en tekstbid med vennerne fra avantgarde-scenen, som derefter blev klippet til og redigeret og ganske ofte remixet af tidens hotte dj-navne som Walter Gibbons, Francois Kevorkian og maestroen Larry Levan. Disse enkle, skitseagtige og – på trods af de timelange jamsessions – også ofte temmelig minimalistiske disconumre blev udgivet under talrige pseudonymer i en lind strøm fra ca. 1980 til Russells død af AIDS i 1992. Soul Jazz Records har for nylig udgivet en fremragende kompilering af disse svært opdrivelige post-disco-klassikere.
Her finder man klassikeren over dem alle, “Is It All over My Face” fra 1980 o,g den lige så fremragende “Pop Your Funk”, begge oprindeligt udgivet på West End Records. To numre der faktisk stammer fra den samme jamsession. Et pumpende, klassisk discobeat, en melodisk funky bas, et lækkert, perlende Fender Rhodes og en ekstatisk kvindelig vokal i forgrunden kendetegner førstnævnte nummer, hvorimod det andet drives frem af en primitiv orgellyd og et basostinat, imens vokalen befinder sig længere nede i mixet. En hviskende mandestemme messer: »Pop your funk« – og en gang imellem bliver vi spurgt: »Can you feel it?« Og ja, det kan vi godt, skulle jeg hilse og sige! Det er virkningsfuldt, det er enkelt, det er medrivende.
Numrene udgivet under pseudonymet Dinosaur L er de numre, der tydeligst bærer præg af de lange improvisationer, samtidig med at de også tydeligst bærer vidnesbyrd om Russells tilknytning til no wave-scenen. En lysten kvinde opfordrer os alle til lidt uforpligtende, hård sex i “Go Bang”, og et syret orgel, en vild trombone og en larmende guitar sørger for den rette svedige stemning. Som en kommentar til al denne vellystighed – eller som et akkompagnement til samme – tager et Fender Rhodes på saftige improvisatoriske vildveje.
Opskriften er den samme i “In the Cornbelt”>, hvor den kvindelige vokal er afløst af Arthur Russells egen. Nummeret igennem repeteres ordene »In the cornbelt,« og de synges som en svulstig omgang pseudo-opera. Der er tilsyneladende intet system i, hvordan ordene synges, andet end at de er en parodi på operaens melismer og operakomponisternes hang til at lade deres personer synge den samme tekststump igen og igen og igen. Denne operaleg kunne være en kommentar til Arthurs hjemegn, den majsdyrkende midtvest-stat Iowa, som temmelig sikkert ikke hører specielt megen opera – og sikkert heller ikke særlig meget new yorker post-disco… På trods af at det på skrift mere ligner en sjov idé end et fremragende nummer, er det dog det sidste, der er mest sandt.
The World of Arthur Russell rummer masser af den slags små kommentarer og er tillige et kompendium over de seneste 30 års musikhistorie. Russell lod sig inspirere af alt fra dub, musicals, singer-songwriting, afro-beat, samba, free-jazz og til moderne kompositionsmusik. Ikke alle numre på cd’en kan således beskrives som disco-numre.
Faktisk tjener det Soul Jazz Records til ære, at vi kommer hele vejen rundt om den eksperimenterende kunstner. Ud over den korte og meget alternative udgave af “Treehouse” præsenteres vi også for et nummer som den drone-agtige og enkle “Keeping Up”, der bare består af Russells stemme, hans cello og et hav af effektpedaler og -maskiner, der får klangfarverne til at skifte og changere. Fælles for alle numre er dog, at de alle søger efter det ekstatiske øjeblik, hvor verden står stille, og lytteren (og Russell selv) er i ét med alt og alle.
Denne cd er en åbenbaring for alle, der har bare den mindste interesse i musikhistoriens hastigt skiftende scener. Den giver et godt indblik i, hvad der rørte sig på New Yorks avantgarde-scener i årene 1979-1982/83, og den er et fint vidnesbyrd om, hvor discoen var henne, inden den i slutningen af 80’erne vendte tilbage som et eksprestog med 700 km/t i form af house-genren. Cd’en kan dog også være en åbenbaring for den, der bare har lyst til en omgang trance-dans for viderekomne – dertil findes vist ikke bedre musik.
