 |
dameUlove er et relativt nyt fænomen i den københavnske undergrund. Der er tale om fem kvinder med forskellig baggrund, der er gået sammen med det erklærede mål at omdanne Stengade 30, hvor arrangementerne foregår den anden onsdag hver måned, til en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.”
“Damerne,” Nanna de Hemmer Widding, Karin Jønch-Clausen, Ursula Cecilie F. Søndergaard, Ida Bjørn Jensen og Camilla Blicher, beskæftiger sig til daglig med alt fra kunsthistorie til punk og har derudover formået at få Djuna Barnes fast tilknyttet som stedets DJ. Og da en ren og skær kvindeklub trods alt er halvvejs avantgarde, er her en lille reportage fra arrangementet den 18. august, der foregik i et samarbejde med Clubbinhagen.
Denne dag var således en smule atypisk, og det mest bemærkelsesværdige kunstneriske bidrag var dansevideoen En rigtig røvtur, der, som navnet antyder, mestendels omhandlede vrikkende bagdele på en storskærm. Videoen var produceret af Ingen Frygt, der under navnet DJ Husmor også vendte plader. Sædvanligvis vil et arrangement også inkludere livemusik, men altså ikke denne gang. Hyggeligt var det dog alligevel, om end 70’er-stolene i plastic, der var en del af interiøret, ikke ligefrem er det mest behagelige koncept i verden.
Mere væsentligt end dette er dog en kritisk diskussion af den i øjeblikket meget hypede bølge af feministisk musik og kunst, som dameUlove er en del af. En diskussion, der ikke bare er interessant, men også ualmindeligt nødvendig.
Banebrydende, kvindeligt udtryk
Formålet, ifølge arrangørerne, som jeg tidligere har mødt til et interview, består i det primære formål at skabe et forum for kvindelige kunstnere, hvor de under professionelle rammer kan fremvise deres kunst og spille deres musik. At være kvinde er dog ikke helt nok, idet der også skal være tale om underrepræsenterede kunstnere inden for alle genrer – så længe udtrykket er skævt eller banebrydende.
 |
Eftersom omtrent samtlige udøvende kunstnere har en tendens til at klistre prædikatet ’banebrydende’ på deres værker, lyder det lidt som noget, man efterhånden har hørt ad nauseam, men det er jo så heldigvis også kun en formålsparagraf. Som mand får man dog lyst at spørge: hvorfor?
Det er ifølge dameUlove nødvendigt, fordi kvinder har brug for et rum, der er deres eget. Dvs. et sted hvor de kan udveksle meninger og danne netværk på deres egen måde, fordi kvinder tilsyneladende undervurderer egne evner og ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at sælge sig selv.
Det er jo alt andet lige en sympatisk tanke, men det rejser immervæk spørgsmålet omkring positiv særbehandlings eventuelle effekt. Og det uagtet at den moderne feminisme tager afstand fra den mere militante og aggressive 70’er-variant, hvorfor dameUlove bl.a. ser mænd som en potentiel målgruppe, der er meget velkommen til de forskellige arrangementer.
Køn eller kvalitet?
Men ikke desto mindre: Er det en god idé, både anskuet fra en ren kunstnerisk synsvinkel og i et større samfundsmæssigt perspektiv, at fremme én gruppes interesser via udelukkelsen af en anden? Eller: Får man god kunst ud af på forhånd at ekskludere 50% af dette lands befolkning, uanset eventuelle mandlige kunstneres kvaliteter? Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg langt fra er overbevist om, at det er den rigtige indgangsvinkel, eftersom det under ingen omstændigheder kan betegnes som demokratisk, samtidig med at det kunne have den meget negative bivirkning, at kvinders kunst rent faktisk ville blive devalueret, netop fordi kunsten ikke udvælges ud fra dens kvalitet, men i stedet kunstnerens køn.
Og som en lille afsluttende bemærkning kan jeg i hvert fald godt gætte mig til ramaskriget, i fald (in a different world) Ny Carlsberg Fondet meddelte, at fra nu af ville de sgu’ ikke længere ville spilde tiden på kvindelige kunstneres værker, fordi “mænd havde brug for et rum for dem selv.”
Mand eller kvinde, neutral eller meningsbetonet – du kan læse mere dameUlove og deres arrangementer på www.dameulove.webbyen.dk og www.stengade30.dk
