Forestil dig en berusende, lykkepille-agtig skæv verden med regnbuer og udhulede træstammer med godter i. Her danser træerne med blomsterne, og alle er glade. Man får det umiddelbare indtryk, at det er sådan en fantasiverden, det københavnske indiepopband Neon Machine gerne vil lade flimre for vores øjne, mens deres musik spiller. Coveret med tre nuttede balletblomster giver i hvert fald et fint billede herpå.
Men lad os springe fra den ideelle verden med gyldent blomsterstøv til den reelle, hvor frøene dårligt er sået. Uden blomsternes blændende skær befinder man sig i en virkelighed uden stofpåvirkninger, og den viser sig at være lettere grel, i hvert fald i lyset af Neon Machines musik. Man kan med andre ord fornemme, hvor Neon Machine vil hen, men med resultatet i øregangene må man konstatere, at de end ikke er halvvejs.
Nærværende udspil er en single, nærmest i traditionel hierarkisk forstand hvor det ikke er svært at skelne a- og b-side fra hinanden. Åbningsnummeret, Suzie (Where Are You?), som også lægger navn til singlen, er bandets åbenlyse forsøg på at blive spillet i radioen. Måske kan det hjælpe dem lidt på vej at have et navn som Alex Puddu stående som producer. Hvis ikke navnet i sig selv kan sælge bandet, så står Neon Machine i en uheldig situation, for Puddus produktion er ikke en fremhævelse værd. Sigtet har været en “tør og punchy lyd” – og ’tør,’ det er den, men den anden lige så vigtige del, ’punchy’, udebliver.
Desværre kan bandet heller ikke leve på sangskrivningen alene. Udtrykket lægger sig et sted mellem det lystige, det vemodige og det drønkedelige. Effekterne hertil er rullende basgange, ringende guitarer, sukkende keyboardlinjer og uinteressante melodier. Intet skærer igennem eller skriger på opmærksomhed.
End ikke forsanger Lars Vangen Christensen gør de store ydelser for at få os til at lytte efter. Hans fraseringer lyder som en blanding af Klaus Mandal Hansen (Learning from Las Vegas) samt vokalisterne i de mindre kendte amerikanske bands Dealership og Morning Spy – blot med en ligbleg klang. Sidstnævnte to navne spiller en samtidig lystig og halvt vemodig indiepop, præcis den sammenblanding som Neon Machine ikke formår at ramme.
Hvad angår tekstuniverset, må bandet satse på, at vi ikke lytter efter indholdet, for det appellerer direkte til ligegyldighedens fællesnævner. Tag blot følgende linjer (som er ganske repræsentative for stilen): “All of the coolness / It leaves me clueless / I’ve got my mind set / And it’s set on you / But I can’t see you / ’Cause you’re so far away / If you could hear me now / you could hear me say / Suzie, where are you today?” Jeg ved ikke med læseren, men jeg forlanger et tekstindhold, der ligger niveauer højere, end tilfældet er her.
Når alt kommer til alt, spiller Neon Machine popmusik, der med produktionen forsøger at ramme en lyd, der skal gøre bandet mere spændende, end faktum er. Men hvor produktionen ikke formår at sætte sig igennem, og sangene slet ikke indeholder det sprudlende liv, som Neon Machine gerne så, er her ikke meget at komme efter.
