Bag på det sparsomme cover til Manic Expressive står der med små, men tydelige bogstaver: “Have you ever fallen in love with a machine, no“.
Jeg er kommet frem til, at det er ment som et spørgsmål, for ellers havde det afsluttende “no” været meget malplaceret. Mark Bianchi, der stort set er identisk med Her Space Holiday, lyder på Manic Expressive præsis som én, der er forelsket i en maskine. Ikke bare fascineret af beats, elektroniske dingenoter og mærkelige synthlyde, men inderligt forelsket i computeren og dens spændende og næsten uendelige muligheder.
Mark Bianchi formår på sin egen charmerende måde at skrue et dejligt poppet og ligetil album sammen, der samtidig er dybt og udfordrende. Han får det bedste fra både almindelig indierock og electronica til at gå hånd i hånd og lyder ikke som så meget andet end sig selv. Men som al anden musik, der kommer ud for tiden, skal Her Space Holiday også sammenlignes med Radiohead. En sammenligning der i dette tilfælde ikke er alt for langt ved siden af. All Music Guide kalder Manic Expressive for Kid As lillebror, og i mine øjne er lighederne også nemme at få øje på, da både begge plader blander elektronisk og akustisk musik. Men en af de store forskellige er måden det er udført på. Hvor Kid A var indadvendt og dyster, er Manic Expressive lysere, samtidig med at den indeholder en charme og naivitet, der ikke ligger langt fra den man finder hos skotske Belle & Sebastian.
“Welcome to Her Space Holiday, Manic Expressive” åbner en robotstemme pladen. Åbningsnummeret Manic Expressive (Enter) er et flot og iørefaldende instrumentalnummer uden de helt store armbevægelser. Nummeret er heldigvis ikke overdynget med detaljer – i modsætning til mange andre stemningsfulde instrumentalnumre. Det er dejligt let og varsler ikke, hvad der er i vente i de efterfølgende numre.
Det meste af albummet er nemlig eftertænksomt uden at være sørgeligt. Det er rart at høre, at man ikke behøver at være ekstremt selvmedlidende for at være dybsindig – en tendens, en del andre kunstnere ynder at dyrke,. Det musikalske univers, der indhyller Manic Expressive, er svært at beskrive, og det er svært at fremhæve enkelte numre frem for andre. Dog er jeg særligt begejstret den iørefaldende Lydia – der med sit “I used to think the world was round / until I filled my head with sound” får mig til at synge med, hver gang jeg hører den – og den smukke Hassle Free Harmony.
Nogle af sangerne kører lidt for meget ud i repeterende beats og melodistykker, hvilket til tider kan gøre Manic Expressive en anelse langtrukken og enerverende at høre på. Det er albummets største “fejl”, men kan man leve med det – og det har jeg ingen problemer med – så er Manic Expressive en lille perle, man ikke bør snyde sig selv for.