Det mest geniale ved ensemblet Tilly and the Wall er dets rytmesektion: en kvindelig stepdanser. Hvis ikke resten af albummet havde været noget værd med henblik på sangenes kvalitet, så havde Tilly and the Wall fået mange points fra min side ved at hyre en stepdanser. Det er originalt og passer godt sammen med den high school-mentalitet, som gruppen udtrykker.
Der er en gennemgående naivitet, der vækker minder om første kærester, drukture, drilleri, og hvad der nu ellers hører sig til en almindelig skolegang. Sunget med ultra-amerikansk high-school-dialekt af to piger og to drenge. Og så er pladen produceret af Conor Oberst, den tænksomme indieknægt, som mange elsker, og som lige så mange har lyst til at smide i en af Omahas floder. Pladen er da også udkommet på Saddle Creek-afkommet, Team Love. Målet med Team Love er at levere følsom og fængslende popmusik. Det er også lykkedes til fulde på Wild Like Children.
Selv om man ikke kan lide Bright Eyes eller nogen af de 16 millioner andre projekter, der er udsprunget af Bright Eyes-musikere, bør man stadig give Tilly and the Wall en chance.
Det er indiepop, men det kommer hverken op eller ned på twee-niveau – alt efter hvordan man ser på det. Det gennemgående i musikken er en kærlighed til 60’er-vokalharmonier og en smule west coast-pop. Men samtidig er der også numre, der trækker på det elektroniske, og andre er dybere rockende, så pladen varierer oftere, end man umiddelbart skulle tro.
Men pladen begynder noget så indiepoppet, som man kan forestille sig det i nummeret Fell Down the Stairs: Der er glockenspiel, stepdans og vokalharmonier, der synger om, at man aldrig skulle have ladet en eller anden person forsvinde – og det hele er fyldt med uskyldighed. Det er en dejlig sang, og den kunne skabe den umiddelbare konklusion, at resten af albummet følger denne stil.
Så kommer den fantastiske Nights of the Living Dead, der bevarer det poppede, men samtidig tilfører gruppen en mere skramlet lyd, og det lyder som The Jesus and Mary Chain med mindre støj, flere piger og måske også et par blomster i hånden. Sangen handler om “The high school kids are all fucked up / Touching each other oh my god” – og så videre om den første pakke smøger. Et klart højdepunkt!
Et andet højdepunkt er den sødmefulde ballade Let It Rain, der med americana-pop og violiner bevidner om en fortabt kærlighed, og den tager med skarp ironisk sans udgangspunkt i de to første linjer af Madonnas Into the Groove. Smukt, smukt. Og der er ingen skår i vokalharmonien.
Og dette er en plade fyldt med højdepunkter: Den steptastiske (undskyld!) Reckless, den helt igennem forelskede Shake It out og blandt de særligt vidunderlige numre er den udpræget elektroniske og på mange måder meget Bright Eyes-agtige Perfect Fit.
Hvis man er til indiepop, er der ingen tvivl om, at man skal eje Wild Like Children. Det samme kan siges, hvis man er til Bright Eyes. Man bliver varm indeni af dette stads. Og lægges genredefinitionerne til siden, har vi her simpelthen et helt igennem vellykket og skønt album, der egentlig burde tiltrække de fleste musikelskere. Eller bare dem der husker smagen af den første bajer.
