“Tag en hammer, og knald dig selv én over nallerne, mens du prøver at klappe i takt, spring af eller hop på…”
Sådan får man efter sigende det meste ud af debutudspillet fra danske Wild Evil Entertainment Dept. At ovenstående samtidig lyder som måden, indspilningerne af albummet er foregået på, er knap så fedt. Dette er muligvis i visse ører – heriblandt bandets og pladeselskabets egne, må man gå ud fra – den lille hidsigprop af en rockskive, som den forsøges at sælges som. For alle os andre er dette dog mere rod, end det er rock, og mere skrald, end det er skramlende.
At Danmark ikke er stedet, hvor de nyeste musikalske trends altid rammer først, er næppe nogen overraskelse. Da The Magic Bullet Theory udgav deres debut-ep i 2002, nåede den internationale rock’n’roll-bølge til Danmark med to års forsinkelse. Bad Afro-labelet havde selvfølgelig været i gang længe, men de har været og er det samme lille, svedige label, uanset hvilken stilart der er fremme internationalt. Wild Evil Entertainment Dept. er nu yderligere to år senere på den, og når niveauet ikke er højere, end tilfældet er, på dette udspil, er dette dømt til at være et dødfødt forsøg på succes.
Sangene på dette album synes mere som en række skitser til sange end som et endeligt produkt. Både energi, drive, hooks og melodier mangler i overvældende grad. De fleste sange er (bevidst!?) bygget op om to autistiske guitarer, hvis bidrag til musikken består af umotiverede, pludselige støjudbrud og ellers bare en konstant baggrundsstøj. Vokalen er flad og så utrænet, at man undrer sig over, hvordan det er muligt at synge så fantasiforladt og uden noget, der i det mindste kunne minde om intensitet.
Den eneste undtagelse for al den elendighed, der præger denne debut, er “Kill the Radio”, der faktisk er udholdelig at høre på. Denne sang varer så til gengæld blot 22 sekunder, hvilket er mindre, end hvad man kan finde af gratis lydbidder med bedre bands på internettet.
Den aggressive opskrift på at nyde dette album virker helt hen i skoven. Men at der er brug for et eller andet helt specielt for at nyde udspillet… så langt er det fuldt forståeligt. Sandheden om dette udspil er dog, at denne anmelder hellere vil have hamret alle sine fingre i stykker og derefter tvinges til at spille “Für Elise” igennem 100 gange, end at skulle tvinges til at lytte til Wild Evil Entertainment Dept.
Dette er ikke den ægte vare og på ingen måde konkurrencedygtigt. Er man til dansk, svedig garagerock og fedtet hår, er det stadig kun bandene omkring Bad Afro-labelet og The Magic Bullet Theory, som er værd at beskæftige sig med. Spar pengene på denne udgivelse, og brug dem i stedet på noget fra Bad Afros rige bagkatalog.
