Bill Santen sagde i 2003 farvel til sit gamle country/folkband Birddog, der gennem et årti udgav en håndfuld plader med hjælp fra bl.a. Elliott Smith og Paul Oldham fra Palace Brothers. Santen lagde musikken på hylden i et års tid og fokuserede på sin anden kunstneriske passion, nemlig at male. På hans hjemmeside kan man se resultatet og masser af tidligere kreationer.
Lykkelig oven på skilsmissen tager Bill Santen os med ud på en meget personlig rejse, hvor der serveres knap 24 minutters varm og minimalistisk countryfolk, der væver akustisk guitar, mundharmonika og en enkelt stryger sammen med Bill Santens lyse vokal, der tåler sammenligning med norske St. Thomas.
Hustler åbner EP’en, der i sit udtryk med afslappet brug af mundharmonika og guitar hænger uløseligt sammen med de følgende to numre Captain Bleed and St. September og Canyon, som alle musikalsk er bygget op efter samme koncept. Der fortælles små historier om dagligdagsliv, menneskelige relationer og kærlighed. I Captain Bleed and St. September forvandler Bill Santen paradokserne på sin egen sørgende måde: “Settle right in to a very soft Sunday / Spend half our lives worrying about Monday.” Canyon handler om det konforme liv uden de store fremtidsudsigter. “Can’t see tomorrow tonight,” klinger Santens lyse vokal, som tonelejet til trods efterlader et mørkt og melankolsk aftryk som at være faldet ned i en bakkedal uden at kunne komme op igen.
Gold Watch Blues hejser med sine ligefremme blues/folk-akkorder flaget for den hårdtarbejdende mand, der med dagligt oprejst pande tager imod de slag, livet giver, og arbejder i 50 år blot for at få sit guldur, når han træder tilbage. Santen hvæser ironisk: “If you’ve come to work for us this you must agree / If you’re gonna die please do it during tea.”
Den sløve, ballade-agtige Redbud er smuk og opløftende, hvor guitar og harmonika matcher perfekt til Santens vokal. Musikken virker lysere og håbefuld med et fint lille mellemstykke, hvor man lige får lov til at trække vejret, mens Santen tager tilløb til sit tema om mennesket som arbejdsressource: “Let’s work till we’re worthless and settle down.”
Brooklyn handler om alkohol som en tro følgesvend. “The Jameson sure kept you swinging / With alcohol you’re fit for singing.” Måske en form for selvransagelse over for sit publikum, for Santen virker både ærlig og troværdig i sine sange.
De otte numre afsluttes af den næsten pop-agtige Cincinnate Sings, der tilmed assisteres af en lavmælt stryger, som gør nummeret mere luftigt end de øvrige, uden dog at tale det samme lavmælte countrysprog. På mange måder et godt og iørefaldende nummer, men det falder en smule uden for sammenhængen og brænder sig ikke fast på samme måde som de øvrige numre.
Bill Santens lille fine udgivelse, der på sin vis ligger og roder et sted mellem en EP og en fuldlængde, åbner sig efter mange afspilninger. Det mørke og melankolske pakkes fornemt ind i små hverdagshistorier, der med Bill Santens lyse folk/country-vokal blødgør og varmer. På mange måder simpelt og ordinært, men samtidig klassisk og berigende. Årstidens frugt – værsgo’ og spis.
