Magnus Olsen Majmon kalder sit dagsværk for ‘experimental hybrid electronic music’, og man må give ham ret i sin proklamation – med den ene undtagelse, at adjektiverne kommer til at mangle et subjekt, for Rationale Mystique er virkelig ikke musik i ordets bredeste forstand. Her er tale om en oplevelse et sted mellem sansemedierne narkotikum, film og lydcollage – en oplevelse, der forlader lytteren i dyb spekulation, fuldstændig paralyseret af sessionens aparte karakter.
Ved siden af denne højst besynderlige beskæftigelse i kunstens verden er Olsen Majmon den tredje bestanddel i Trio Trash, en gruppe af Københavns vilde, unge jazzkunstnere, der dyrker det improviserede og musisk dissekerende. I denne gruppesammenhæng søger Majmon også ekspansionen af musikkens ydre territorier, om end mere højtråbende end Elektronavns flydende og flygtige stemninger.
Det første af de fem titelløse numre indledes med lyden af et flys hale over himlen. Den forsvinder snart i nogle skrattende og metalliske stemmesamples, hvorefter en fjern og rungende klokke overtager skæringen. Hele scenariet ville have været enormt ubehageligt, havde det ikke været for lyden af fuglefløjt og shamanistisk munkesang, der afviger fra al sammenhængende melodi. Flyet trækker igen sine spor, og lyden af trin indleder en flerstemmig passage med samme munkesang.
Denne halvt hverdagsagtige, halvt surrealistiske lydcollage varsler den ubeskriveligt sælsomme fornemmelse, Rationale Mystique indvirker på skyggezonerne i lytterens nervesystem.
Det andet nummer indledes af en optagelse fra Hovedbanegården. Mellem mørkt og dissonant strengespil optræder stedvis flere lyde fra toge og banegårde, mens lyden af et bornholmerurs slag forklædes som ondsindet noise.
Disse urovækkende og mareridtsagtige klange erstattes i tredje nummer af tibetanske klokker og nysgerrigt fløjtespil og bagved: lyden af rindende vand. Stemningen er lysere, men ikke mindre uforklarlig og fragmenteret. Pustelydene, der blander sig med fløjtetoner og en nynnende kvindestemme piber og flakker om hinanden. Denne lidt barnlige komposition minder om åndsfællen Kristian Vesters (alias Goodiepal) eksperimentalmusik.
Albummets æstetiske højdedrag indfinder sig ufrivilligt i fjerde nummer, der blander næsten religiøs fantomopera med click’n’cut-elementer, men stadig aldrig lader en sand melodi eller melodiøse forløb få teten.
Det afsluttende nummer er et remix af en jamsession med blandt andre Stephan Sieben fra Trio Trash. Kun her hersker der følelsen af at lytte til egentlig musik, da jazzede whiskers understøtter hele forløbet. Hen over rytmikken lyder også en trompets spartanske trutten, der er lettere melankolsk i den forvirrende kontekst af krolatter, kirkeorgel og dagplejepladder.
Det kan godt være, at Elektronavn forsøger at kortlægge fornuftens mystik, men arbejdets resultat er ikke desto mindre en gåde i sig selv. Udefra set er musikken nok surrealistisk. De pitchede fuglefløjt, som bryder frem i femte nummer symboliserer næsten Magnus Olsen Majmons fremmedgørelse af naturen; det, der omgiver os. Alligevel er musikken ideel til kontemplation og stirren ud af vinduet. Ja, man næsten fanges af den forunderlige og fremmede hypnose, de fem numre udfører. På dette album er det dog mere meningsfuldt at opfatte numrene som lytterum, der passerer én som omgivelser uden om et tog. Tempoet er sagte, men omverdenen aldrig kedelig, aldrig den samme.
Rationale Mystique er en udfordring til fordybelse, en undersøgelse af antimusikkens væsen og struktur samt en udforskning af de menneskelige sansers dybde. Desuden er det et spøgelse, der passerer foran lytterens øjne, hud og ører, efterladende denne med blanke sanser. Vedkommende er overladt til selv at samle sig igen og dernæst undre sig over, hvor det spøgelse kom fra, hvad det ville, og hvorfor der overhovedet findes spøgelser. Overnaturen er hér.
