Da det kom frem, at Low skulle arbejde sammen med Dave Fridmann, var reaktionen en smule ambivalent. Både Low og Fridmann har stået bag fantastisk musik, men der er langt fra Lows spartanske, minimalistiske og oftest ufatteligt langsomme sange og så de tredimensionale, episke mesterstykker, som Fridmann har iscenesat hos bl.a. Mercury Rev og Flaming Lips.
Det kunne frygtes, at Fridmanns produktion ville smadre den intime og guddommeligt smukke atmosfære, som Low altid har formået at skabe. Men på den anden side kunne Fridmann muligvis åbne for nye dimensioner i Lows lyd og give dem endnu flere strenge at spille på.
The Great Destroyer begynder med dronende keyboards i den overraskende hurtige, ganske tunge og fuldstændigt fremragende “Monkey”, der lyder som en noget atypisk kærlighedssang med linjer som: »Tonight you will be mine / Tonight the monkey dies.«
Tempoet forbliver ganske højt i “California”, der ikke lyder helt ulig et bedre og langt mere melankolsk The Thrills: »Though it breaks your heart / You had to sell the farm / Back to California / Where it’s warm.«
Endnu bedre og hårdere bliver det i “Everybody’s Song” med metalliske trommer, ruskende guitarer og et næsten uimodståeligt fremadrettet drive.
Efter denne overrumplende, fantastiske og ganske u-Low’ske start på pladen skrues tempoet helt ned i “Silver Rider”, og så er der dømt klassisk Low med det yderst langsomme tempo, den tyste instrumentering og de absolut fremragende vokalharmonier mellem Alan Sparhawk og Mimi Parker.
“Cue the Strings” er bestemt også afdæmpet, men her er vokalen så intim, at det føles, som om ægteparret sidder i lytterens øregang og kælent hvisker ordene, kun understøttet af et elektronisk beat og strygere. I den sørgelige “Death of a Salesman” er Alan Sparhawk helt alene med en akustisk guitar, og han viser, hvordan et liv kan se ud, hvis man dropper musikken.
Low har dog mere i ærmet end blot de smukke og langsomme sange. “Just Stand Back” er en popsang med en nærmest Beach Boys-agtig melodiøsitet. “Broadway” åbner tyst og roligt, men chokerer ved pludselig at blive flænset af støjende guitarer – og mister alligevel aldrig sin skønhed.
Den rugende “Pissing” er et fremragende stilstudie i mådehold. Sangen lægger konstant op til et gigantisk stormvejr af støj, der aldrig kommer, på trods af at overfladen er ved at krakelere af hylende guitarer.
The Great Destroyer føles på trods af sine 13 sange og en spilletid på 53 minutter ikke langtrukken, og albummets eneste fejlskud er den noget mislykkede Neil Young-påvirkede “On the Edge of”, der med sine flossede, ekkofyldte guitarer og slæbende trommer aldrig formår at overbevise.
The Great Destroyer er vel nok Lows umiddelbart mest tilgængelige album, og det lader til, at Dave Fridmanns bidrag har bestået i at få bandet til at løsne op og gå nye veje. Det er klædeligt, at bandet har modet til at ændre på den “formel”, der har resulteret i så meget fremragende materiale gennem karrieren.
Denne nytænkning har resulteret i et fint, men kun pletvist fremragende album, der ikke helt står mål med bagkatalogets højdepunkter. Men mindre kan heldigvis også sagtens gøre det.
