i>Trails & Errors er egentlig en gammel sag, som først nu udgives på plade. Liveoptagelsen fra Bruxelles i 2003 er Jason Molinas spæde forsøg på at slippe taget i sit gamle jeg, Songs: Ohia, der nu er sendt i arkivet til fordel for kollektivet Magnolia Electric Co.
Albummet betoner da også den kollektive spirit, og selv om Molina har ført pennen, så gives der rigeligt plads til de øvrige tre medlemmer.
Jason Molina er velsagtens kendt for at skrive melankolske og afdæmpede sange, der har et dogme-agtigt præg med en skrabet produktion. Det er langt fra det kogeblus, sangene på Trails & Errors serveres fra. Der er dømt bluesrock og Neil Young light med de samme bastante tromme og guitarrifs – noget der leder tankerne hen mod Route 66, ildelugtende truckers med deres buds og gedigen røvballerock.
Det skal så tilføjes, at Jason Molina ikke kaster sig ud i den ene guitareksplosion efter den anden, og det er da stadigvæk den triste og mørke sangskrivning, der giver sangene liv. For Molina er en mand, der lyrisk kan brænde sig fast med sine oprigtige fortvivlser, men ind i mellem har sangene en tendens til at blive mere bodega end besnærende uden at efterlade et tilstrækkeligt kraftigt aftryk.
Nummeret, der åbner svingdøren, er Dark Don’t Hide It, som holder highway-rocken i højt gear med sit Creedence-bluesriff – noget der dog overtrumfes af Molinas lidt pauvre, men melankolske stemme, som kredser om smerte og dødelige menneskelige relationer. “You found the kind you knew would only kill you / So you surrounded yourself with them.” Mørke, mørke, mørke… Intet håb eller råb om hjælp, men til gengæld en fortvivlet mand med fuld klarhed over tingenes tilstand, der bærer smerten i sjælen. Så absolut et klassisk Molina-aftryk.
Don’t This Look Like the Dark følger åbneren med samme rytmesektion og bluesakkompagnement og sætter sig på samme stol ved siden af Molinas vokal, der toner nummeret ud med at gentage den depressive sangtitel, så man ikke er i tvivl om budskabet og den frustration, der ligger bag.
Such Pretty Eyes for a Snake er en insisterende klagesang. Den bombarderer med det ene guitarrif efter det andet. Nummeret sovses dog lidt til i musikalske opvisninger og farmerfiduser frem for at tilpasse sig et samspil, der underbygger desperationen.
Almost Was Good Enough, som også findes på Songs: Ohias sidste udgivelse, er en ni minutter lang udladning, der viser potentialet i gruppen med improviserede og intense sekvenser. Molina bæres frem af de øvrige bandmedlemmer, og det forholdsvis afdæmpede nummer fremstår nærværende og vellykket som en årgangsvin, der har fået lov til at udvikle sig.
Det afdæmpede udtryk klæder sangene, men uden af forklejne de første numre på Trails & Errors er anden halvdel af liveoptagelserne mest interessant og givende. Magnolia Electric Co. har dog ind imellem behov for at rase ud og sende korte kaskader af energi ud blandt publikum, som i øvrigt er ufattelig stille.
The Last 3 Human Words spyr ild med sine mexicanske trompeter, men det gøres med respekt for de sekvenser, hvor Molina presser melankolicitronen og væver sorte mønstre om fortabt kærlighed: “I know how you feel like your soul could use the rest, but you are not my girl anymore / You are my ghost in the west, and tonight you are going to make it down the Black Road alone.”
Om Trails & Errors er en titel, man bør tage bogstaveligt, er svært at sige. Men det vil virke en tand for søgt at røre for meget rundt i det. Udgivelsen lander ikke tungt i skødet på sin lytter, men skal den ses som en appetitvækker til en fuld studieudgivelse i 2005, er det en ganske velsmagende pindemad.