Plader

Black Mountain: s.t.

Skrevet af Mathias Askholm

Stille revolutioner. Dæmpede lys i mørket. Modsætninger og rockhistorie parret på nye psykedeliske måder. Jerk With a Bomb er genopstået med en personlig genindspilning af 40 års rockhistorie.

Alle de elementer, der normalt skal til at skabe en rigtig god rockplade, er til stede hos Black Mountain – men de hænger ikke sammen, som de plejer at gøre. Der er en ironisk distance i musikken. En fornemmelse af at det hele er en karikatur, men alligevel falder elementerne på plads. Der skabes en musikalsk orden. Ordenen er en anden end i den musik, der ironiseres over, men der er orden, og det er lytteværdig musik.

»One, two, three, another pop explosion / One, two, three, another hit recording,« lyder starten i “Modern Music”. Hvor man så ville forvente frådende guitar og en energispættet vokal, får man i stedet en døsig og distræt saxofon og forsanger Stephen McBean, der lyder, som om han er på svampe og på vej i seng.

Black Mountain er i virkeligheden ikke helt så debuterende, som man sædvanligvis er med et debutalbum. Bagmanden, og manden med den stenede stemme i åbneren, er nemlig Stephen McBean. I 2003 blev de to bands, McBean spillede med i, Jerk with a Bomb og One Easy Skag, omdøbt til Black Mountain og modstykket The Pink Mountaintops. The Pink Mountaintops er stenet lofi-country med ekstremt perverse overtoner, og Black Mountain er så blevet til det intellektuelle modstykke.

Med afsæt i rockens klassiske bands som Rolling Stones, Velvet Underground, David Bowie og Love danner Black Mountain på deres selvbetitlede debut en psykedelisk, blues’et og skæv rock. En del protestsang, en del syrlige kommentarer om popkultur og en del groovy rock udgør denne gryderet af klassisk rock brudt ned til de enkelte bestanddele og sat sammen igen.

At vi her har at gøre med et band, der tør være politiske og tør have holdninger, kan der ikke være nogen tvivl om. Det erklærede mål for bandet er intet mindre end at gøre verden bedre: sætte mennesket fri. Starten på denne proces kunne meget vel være at ændre synet på sindssyge. Sindssyge er noget, der er i os alle, en forudsætning for at leve, måske endda en del af livets kerne?
Black Mountain får denne sindssyge frit løb, men det betyder ikke ilter og skrigende polka-rock. Black Mountains revolution er af den afdæmpede eftertænksomme slags uden brand i gaderne eller orange armbånd.

Med alle midler, fra de dybe basgange i “Druganaut” til kulden i “Heart of Snow”, kæmper bandet deres stille kamp. Med sikker hånd hiver de lytteren igennem simple kompositioner med få velvalgte og desto mere effektfulde, elementer. Med “Set Us Free”, en himmelstræbende klagesang der ubetvivlsomt er hæftet på George W. Bush, fuldendes bandets udtryk for lytteren. Efter den bølge af sjælfuld inderlighed falder brikkerne på plads.

Dette er et opkog af de sidste 40 års rockhistorie. Der stjæles med arme og ben, men der stjæles ikke ukritisk. Højdepunkterne fra en lang og sindrig rockhistorie er brudt ned i små dele og sat sammen på ny. Eftertænksomhed er kodeordet, både når det handler om musikken, og når det gælder teksterne.

Black Mountain har efterhånden fået mig overbevist. Kærligheden og sindssygen, der blandes i denne snigende revolution, er uimodståelig. Med deres selvbevidste omrokering af musikkens grundlag, er Black Mountain ikke et coverband – tværtimod er de værd at plagiere.

★★★★★☆

Lyt til “Druganaut”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/druganaut.mp3]

Leave a Reply