made of buildings er en trio fra Århus, der ligesom mange andre musikere forsøger at bygge den svære bro mellem passionen og dét at leve af sin hobby. Der er mange, der knækker halsen på deres håb og drømme i den tro, at en gylden demo er det cv, der skal føre dem fremad og opad.
Om det lykkes for made of buildings, kan kun tiden vise, men Looking Like Stars and Falling Like Flames er i hvert fald en seriøs smagsprøve på bandets vilje, kunnen og intentioner.
De seks numre går ikke som sådan hånd i hånd. Der eksperimenteres på forskellig vis, og skal der tegnes en form for linie i udgivelsen, starter det hele meget mere regulært, end det slutter. Den sidste halvdel af demoen leger nemlig meget mere med kompositionerne, hvilket hverken forstærker eller forringer udtrykket, men tværtimod er demoens styrke: Bandet viser, hvilke intentioner de har med deres musik, og hvad der stilmæssigt kan forventes.
“The Metal Giant” er første skud på stammen. Et luftigt udspil, hvor let guitar og trommer, akkompagneret af orgel, danner baggrund for det elektropop-inspirerede nummer. Rasmus Justesens vokal rammer det nasale og let snøvlende, i et leje hvor det ikke er specielt let at høre, hvad han synger. Det melankolske snit, der er over stemmen, gør sig godt sammen med den poppede komposition.
Flere lydeffekter og programmeringer fornemmer man straks på det næste nummer “Point of the Needle”, der igen har godt fat i guitar og trommer, mens glæden fra det første nummer er vasket helt væk. Der synges næsten ikke, men tales i stedet med alvorlig mine, og man kan næsten se panderynkerne samle sig om mikrofonen.
Det knap syv minutter lange nummer er sløvt og trist. Rasmus Justesen synger om ensomhed, livets mange bekymringer og store spørgsmål.
Anderledes støjende og heftig er “rek:tai”, der viser bandets formåen, når der skal støjes. De mange lydeffekter, hvinende guitarer og hårde trommer, bygges op med monotone toner, enkle akkorder og lyde der langsomt bliver højere og højere. Typisk instrumental postrock med en stilhed/støj-komposition. Et meget godt bud på genren, men det bliver knap så interessant, da en af made of buildings styrker helt klart er Rasmus Justesens vokal, der tilfører numrene følelse og melankoli, som hiver det hele op over middelmådigheden.
Et bud på dette er “The Previews at the Movies”, der godt nok bruger trommespillet fra postrocken som baggrund, men forløsningen udebliver, og der spilles kun hurtigt og ikke hårdt. Nummeret er det mest iørefaldende på demoen. Programmeringen er knap så eksperimenterede, og de lydmæssige inputs er enkle og afrundede: ingen knitrende effekter eller pludselige breaks.
Tonerne er lyse og insisterende. De falder godt i hak med den mørke og snøvlende vokal i et nummer, der desværre lukker lidt for hurtigt af.
Demoen sluttes af med det instrumentale “Clearify This!” og den natlige “4.08 a.m.”, der på hver sin måde gør indtryk. Førstnævnte er igen et meget eksperimenterende nummer, med masser af lydeffekter i form af støv, bip-lyde og knas, langt oven på tunge trommer og klaver. Der bygges langsomt op, indtil guitaren tager over og takker af mutters alene. De godt tre minutter er en anelse i underkanten, hvis man skal nå at udtrykke noget, og nummeret bliver for forceret.
Bedre er afslutningsnummeret, som tager afsæt i vokal, piano og snurrende lyde. De ensformige klokkespilslyde i baggrunden udsender sammen med resten af instrumenteringen et klart og messende budskab, der ikke forsøger med nogen form for happiness. Titlen på nummeret giver et meget godt bud på, hvordan det lyder.
Natlig stemning og sløve lyde, der gør sig klar til, at solen står op. Lyden af overgangen mellem nat og dag, blandes fint af det tunge og dystre piano og det fine og lette klokkespil, der lukkes med linjen »when the sun comes up.«
Der er ingen grund til ikke at give made of buildings en regulær chance. De har i hvert fald materialet, for der er gode elementer på Looking Like Flames and Falling Like Stars. Specielt når bandet gør brug af både det eksperimenterende og vokalmæssige.
