Plader

Sweatmaster: Tom Tom Bullet

Skrevet af Mathias Askholm

Solbriller og lidt for stramme bukser. Rockrødder og 60’er-fascination. Sweatmasters Tom Tom Bullet præsterer garagerock som alle de andre. Det er stilsikkert, skarpt og klichéfyldt. Kedsomheden forjages heldigvis for det meste af danselysten.

“Larm!”, “Sikke det støjer”, “Er det dét, du kalder musik?”. Cirka sådan var min fars reaktion, da Sweatmaster kom på anlægget. Umiddelbart var min overraskelse over, at han tog det sådan ikke nævneværdig. Og så alligevel. For Sweatmaster er nemlig ikke fornyende og specielt new-millenium i deres lyd. Tværtimod lyder det på Tom Tom Bullet, som om de tre finner lever i en tidslomme opstået i 60’erne, da min far var ung.

Pladens åbner, den overgearede “Maggots”, er en sprængfarlig sag. De kantede guitarer i indledningen dækker kun sparsomt en geyser af indestængt energi. Det sitrer og dirrer både i ørerne og kroppen. Med ét danser man som Dan Ackroyd i Blues Brothers. Det her er musik, der virker!
Det er dog ikke noget mirakelmiddel. Sweatmaster og Tom Tom Bullet er ikke svaret på alle dine bønner, men soundtracket til en vellykket slankekur – dét er det: ustyrligt, løssluppent og til tider kaotisk og festligt.

“Good Looks, Big Deal” er i starten ved at rive sig selv midt over af ivrige guitar-riffs i kø for at spurte derudaf. På dette udspil er alt stramt, skarpt og staccato, men samtidig svinger det ustyrligt meget. Man skråler med. Man hopper med. Man ter sig ganske simpelt uforskammet tosset, men man har det godt.

Dette er feel-good rock for fulde hammer. På “The Kid” bliver der dog for et kort øjeblik lettet lidt på gassen for at give plads til en Queens of the Stone Age-vibe. Tempoet er lavere, men Sasu Mykkanens røst og de fremadstræbende beats får sangen til at rykke igennem på sin egen aparte måde.

Det er uden tvivl Sweatmasters skarpeste udgivelse, vi her har at gøre med. Deres nyfundne less-is-more stil klæder dem og bringer minder om både The Hives og The Flaming Sideburns, når de er mest farlige. “Kick This Town”, “Good Looks, Big Deal” og “Maggots” er åbenlyse dansesucceser.

Sweatmaster har sin styrke, når de bevæger sig med foden plantet på speederen, vinden i håret, pigen i skødet og underlivet dansende i takt til motorens taktfaste hakken. Denne musik er djævelsk at køre til. Man tramper uundgåeligt takten med begge fødder, og så går det som oftest galt.

De tre finner er stilsikre og standhaftige i deres stramme og pænt producerede garagerock, men også de oplever den stilstand, der altid lurer, når man boltrer sig i en afdød genre. Sweatmaster bøjer ingen grænser og bryder ikke barrierer, og det er skam heller ikke meningen. Sved, blues, attitude og energi skal være de bærende elementer, men når tolv sange skal skæres over samme læst, bliver de enten lidt for ens eller en meget ujævn samling.

Der er med andre ord også deciderede svipsere og fejlskud blandt. Klichéerne er aldrig rigtigt langt væk i f.eks. “Song With No Words”. Sangen bliver en anelse for forudsigelig, og det virker, som om autopiloten har været slået til. Genrekravene sætter sine begrænsninger, og det er da også dét, der gør, at denne plade trods alt ikke er helt oppe at ringe karaktermæssigt.

Sweatmaster er skideunderholdende, når det lykkes for dem. De får for det meste sveden til at pible frem og benene til at spasse; og er dette nok for dig, er denne anmeldelse en anbefaling. Dette er glæde og danselyst – dybsindighed og livets sandheder må du finde et andet sted.

★★★★☆☆

Leave a Reply