Diefenbach er endegyldigt kommet ud af postrock-puppen, og søndag aften viste de sig frem på Voxhall: Popmelodierne og især vokalharmonierne flakser sommerfuglefrit, mens guitarerne stadig støjer løs. Efter Pluto-frontmanden Thomas Thomsens forsagte opvarmningstjans vækkede Diefenbach virkelig de knap 100 fremmødte på Voxhall til live. Stefan Gejsings trommespil var tungt og millimeterpræcist, og allerede fra det første nummer, “Mechanical”, demonstrerede kvintetten, at de spiller flere kort ad gangen: Støjflader og finurlige melodilinier smeltede sammen, og det virkede overdrevent pessimistisk, da Kenneth Sarup sang, at »someone is falling down the stairs.«
Diefenbachs melodiøsitet peger snarere opad. Dels mod de stjerner, som “Camouflage” anråber med sine stift hoppende 80’er-trommer og perlende harmonier – dels mod resten af verdensrummet, der bliver advaret om de fem herrers ankomst af det iørefaldende omkvæd i “The Rocket”, hvor melodiens opadgående toner mimer tekstens ønsker om at stige op.
Men trods referencerne til himmellegemerne over os er det sfæriske ikke et kendetegn for Diefenbachs live-lyd. Nok flettede Sarup og Nicolaj Strøyer Christophersens guitarer støj og melodiforløb sammen med et til tider svævende udtryk, men f.eks. de to nye numre “Skyline” og “Favourite Friend” pegede mod en helt anderledes kontant og ligefrem rock-lyd, hvor Gejsings trommer banker hårdt igennem, mens Allan Mattsons bas forlader de snirklede melodier til fordel for mere traditionelt og tungt basspil. “Favourite Friend” har immervæk radio- og hit-potentiale, men omvendt blev der til gengæld for tilnærmelserne til popskabelonen givet køb på de fine, sirlige detaljer, som Diefenbach ellers har forfinet over de seneste år.
Dem fik vi til gengæld i rigelige mængder, når Kenneth Sarup og Allan Mattson lod deres særdeles yndige vokalharmonier få plads. I “Street Lights” kvalte de bankende trommer lige lovligt meget, men det blev betalt tifold tilbage via vokalpræstationerne i “Glorious” og “Make Your Mind”. Sidstnævnte havde fået noget mere støj end på Run, Trip, Fall, men netop på grund af de elskelige harmonier gav det nummeret så meget desto større skønhed i kontrasten mellem støj og ynde.
Selv om det sine steder var overraskende, hvor ligefremme og umiddelbart tilgængelige Diefenbachs nye numre var, levnede hverken Do as You Please med sine Billy Mahonie-agtige guitarriffs eller den altid forfriskende coverudgave af “Stayin’ Alive” tvivl om, at Diefenbach har sine rødder i den støjende postrock.
Det er sjældent, at Bee Gees kan relateres direkte til Mogwai – men det er lige netop hér, Diefenbach har arbejdet sig frem til deres eksistensberettigelse: Koncerten på Voxhall mere end antydede, at kvintetten efter den ikke fuldt gennemførte forvandling på Run, Trip, Fall nu har haft held til at fuldende foreningen og forædlingen af guitar-huggende postrock og popmelodier, der sætter sig fast.
