Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam.
Efterklang
Der var rigtig mange folk i Musikhusets Store Sal lørdag eftermiddag, og det lod til at overraske Efterklang at se så mange mennesker. Den smilende guitarist Rasmus Stolberg snublede i hvert fald lidt rundt i ordene, da han ville sige, at bandet håbede at kunne give alle de mange tilskuere en god oplevelse ved at leve op til deres bedste.
 |
| Foto: Emil Eskesen |
Dét lykkedes til fulde for Efterklang, der i overvejende grad spillede nye numre. Og ih, hvor de lovede godt for fremtiden. Det lader nemlig til, at gruppen i stadig mindre grad forlader sig på hektiske, Oval-inspirerede glitch-programmeringer for i stedet at turde at kaste sig ud på dybere vand – eller rettere ud i den kolde, tynde luft – for at gå på jagt efter den rene skønhed.
De nye kompositioner lød til at strække sig endnu længere ud end numrene på Tripper – måske afledt af, at de elektroniske programmeringer ikke længere skaber uro ved at hundse med resten af lydbilledet. Nu var beatet bare ét blandt mange virkemidler og gnistrede og glimtede mellem søgende strygermelodier og melankolsk trombonespil. Samtidig krydrede bandet numrene fra Tripper med ekstra klaverdryp, der reddede Monopolist ud af det Under Byen-inficerede rytmehelvede, som nummeret tidligere har udviklet sig til i live-versioner.
Det var også en fornøjelse at høre Efterklang forsøge sig med tre korvokaler på én gang. Endnu mere overraskende var det, at forsanger Casper Clausen pludselig sang fuldt igennem midt i en tung, nærmest postrock-agtig passage, og denne kraft varslede godt for mulighederne for, at Efterklang kan afsøge større, mere varierede musikalske områder i stedet for at stirre sig sneblinde på alle de mange muligheder inde i en Macintosh.
Allerede i afslutningsnummeret var der antydninger af noget nyt og stort: Decideret hvid støj flød ud af guitaren og viste, at skønhed ikke behøver at være pussenusset. Og tak for det.
(MA)
Mew
Som Spots hovednavn ankom Mew naturligvis fashionably late, og der var ikke engang plads i det pakkede Ridehus til alle de folk, der ville se dem, men dette afholdt bestemt ikke Mew fra at sætte krav til publikum.
 |
Måske har ingen fortalt Mew, at en festival ikke nødvendigvis er stedet, hvor man tager chancer, eller også er Mew bare fuldstændig ligeglade (det er nok det sidste), men ikke desto mindre spillede Mew hele seks nye numre foran et publikum, der nok mest af alt bare ville have nogle hits, før de fortsatte festen.
Hits var der da også et par stykker af: Am I Wry? No, 156, Snowbrigade, She Came Home for Christmas og Comforting Sounds blev alle leveret så medrivende og smukt, som man kunne forvente, men det virkelig interessante ved koncerten var de nye sange. Og generelt kan det siges, at det søde, lille popband Mew er dødt. Mew har tilsyneladende fået hår på brystet, og det er en tungere og mere kontant tone, der præger de nye sange. Guitarerne rusker hårdere, især i det dystre nummer, der åbnede koncerten. Men der er stadig plads til det afdæmpede og smukke, eksemplificeret i koncertens næstsidste nummer, en smuk pianoballade, der fortsatte i det uendelige, og det måtte den egentlig gerne, så smuk som den var. De smukke stemninger blev imponerende flot understøttet af de animationer, der kørte bag bandet. Skiftevis sanseløst smukt eller dybt foruroligende bidrog disse til, at koncerten blev noget af en helhedsoplevelse.
Lad det dog være sagt med det samme: Det skulle være yderst tvivlsomt, hvis dette album giver Mew et internationalt gennembrud, for der var ikke umiddelbart her-og-nu-hitpotentiale at spore i de nye sange, der blev luftet natten til søndag, og medmindre bandet af en eller anden grund gemte et par potentielle monster-hits i baghånden, kunne man godt forestille sig, at bandets internationale eventyr ryger sig en tur.
Det skal dog ikke forplumre det faktum, at bandet gav en smuk og medrivende koncert, der lover godt for både Roskilde-showet og deres turné i oktober.
(MM)
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Efterklang: Tripper
Mew, 01.07.05, Roskilde Festival
