Koncerter

Massive Attack, 07.02.16, Tap1, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Briterne balancerede – for det meste – på knivsæggen mellem det inkluderende og det overrumplende i søndagens mastodontiske lyd- og lysopsætning.

 

Det er godt og vel et halvt årti siden, at Massive Attack sidst var pladeaktuelle, men efter længere tids dvale rører triphop-veteranerne nu på sig igen. Den 5. februar udgav de ep’en Ritual Spirit, der er et spændende mix af gruppens karakteristiske 90’er-lyd og en færd på nye græsgange – og som vistnok varsler et nyt album fra gruppen? Det er også godt og vel et halvt årti siden, at gruppen sidst gæstede Danmark, men den længere pause betyder ikke, at de er gået i glemmebogen. Selv ikke massivt byggerod og en nært forestående nedrivning af Tap1 kunne holde publikum fra at tage en sidste svingom i den rå industrihal, og der var for længst udsolgt til aftenens koncert.

Decideret muntert eller festligt blev det dog kun flygtigt. Dertil var den politiske indignation for stor. Man må som publikum til en Massive Attack-koncert indstille sig på præmissen – det her er måske en koncert, men det er så sandelig også et udtryksmiddel for gruppens aktivistiske budskaber. Det der med at blive tvangsfodret med politiske budskaber til en koncert vil altid være noget, der deler vandene. Enten accepterer man det som en del af præmissen, eller også tænder man af på det. Et af aftenens første indslag var det danske flag flettet ind i en kavalkade af flag fra fascistiske regimer og logoer fra multinationale firmaer, der i hastig procession flashede udover den massive bagvæg. Så var tonen ligesom sat.

Massive Attack har aldrig været kendt for at holde igen, og det samme gjorde sig gældende ved aftenens koncert. Hvorfor have ét trommesæt, når man kan have to? Det mastodontiske scene-setup skal dog have ros for at levere en lige så mastodontisk lyd. Det kan ikke være helt nemt at genskabe gruppens gennemproducerede og klaustrofobiske lyd live, men det lykkedes i imponerende grad. Bassen ramte som et buldrende godstog i mellemgulvet, uden at det dog tog overhånd og fik det samlede lydbillede til at mudre totalt. Det var faktisk en fornøjelse at være til en stadionkoncert med så fine lydforhold, som det var tilfældet denne aften. Bandet håndterede stilskiftet fra den tungt slæbende og søvnige “Risingson” til den forførende “Paradise Circus” og fik overgangen fra gammelt til nyt til at glide ganske problemfrit.

Robert ‘3D’ Del Naja og Grant ‘Daddy G’ Marshall har været centrale elementer i Massive Attack siden den spæde begyndelse, men til aftenens koncert var det især de medbragte gæstevokalister, der imponerede. Der var både velkendte ansigter som sangerinden Martina Topley-Bird, der medvirkede på Heligoland fra 2010, samt Massive Attack-institutionen i den jamaicanske Horace Andy, men der var også nye ansigter til stede. Den britiske r’n’b-sanger Azekiel og det skotske band Young Fathers medvirker begge på gruppens nye ep og leverede med deres friske pust nogle af koncertens højdepunkter. Førstnævnte på den meditative “Ritual Spirit”, mens sidstnævnte fik lov til at dominere gruppens ekstranumre.

Aftenens koncert var uden tvivl en totaloplevelse, hvor lysshow og lyd smeltede sammen i ét stort frontalangreb på publikums sanseapparat. Gruppens bagtæppe bestod af en række LED-skærme, der roterede og konstant antog et hav af forskellige former, men som konstant påkaldte sig publikums opmærksomhed. Massive Attack tog ingen chancer for, at publikum skulle tage fejl af deres politiske budskab, og lod flere gange tekster på dansk flashe henover de mange skærme til jubel fra publikum. Andre gange flashede sort-hvide billeder af syriske flygtninge, pigtrådsoptrukne grænseovergange og bevæbnede soldater henover skærmene og efterlod mentale billeder af fortidens udryddelseslejre på nethinden.

Det stort anlagte lysshow fungerede som sådan glimrende som supplement til Massive Attacks musik, der altid har været præget af hashrygerens paranoia og dystopiske forestillinger. Når det fungerede bedst, så kunne man give sig hen, svaje i takt til musikken og lade totaloplevelsen opsluge én. Men det har også sine omkostninger at stable et så altdominerende show på benene. Det kræver en grad af professionalisme, der ikke levner megen plads til svinkeærinder eller menneskelig kontakt. Daddy G vadede lidt ind og ud fra scenen efter behov og virkede indimellem til mest af alt at kede sig. Til tider var det svært ikke at tænke over, om man overhovedet ville bemærke det, hvis de to bagmænd rent faktisk forlod scenen. Var showet blevet så altdominerende, at det overskyggede de menneskelige optrædende? Der kom dog nogle ridser i den ellers så perfekte lak, da bandet, efter en smuk udgave af radiohittet “Teardrop” og en noget gumpetungt rockende levering af “Angel”, ramte ukarakteristisk forkert af hinanden på den snøvlede “Inertia Creeps”, og 3D måtte bede bandet om at tage den forfra. Måske blev de distraheret af eget lysshow? Hvem ved – men der var noget betryggende ved at få bekræftet, at de trods alt blot er menneskelige inde bag det pompøst anlagte show.

Den altid træfsikre “Safe From Harm” var sidste nummer inden aftenens ekstranumre, hvor Massive Attack ganske kompromisløst lagde ud med at spille tre spritnye numre. “Take It There” fra den nye ep er gruppens første kollaboration med den enigmatiske triphopper Tricky siden pladen Protection fra 1995, men den faldt dog lidt til jorden live, da Daddy G skulle levere Trickys vokal og ikke virkede videre komfortabel i den rolle. Langt bedre gik det, da de tre vokalister fra skotske Young Fathers kom på scenen og leverede en fandenivoldsk udgave af “Voodoo in My Blood”. Som aftenens sidste nummer fik vi selvfølgelig megahittet “Unfinished Sympathy” – og kunne det være anderledes? Det lugter måske lidt af billig fanservice, hvis altså ikke det var, fordi gæstevokalisten Deborah Miller brillerede med sin pragtfulde vokal. Hun præsterede at ramme tonen lige akkurat så længe, at det fik de små hår til at rejse sig. Den sang holder bare stadig her et kvart århundrede senere.

Og så var det pludseligt forbi. En time og tre kvarters intensivt bombardement af lys, lyd og propaganda var ovre, og vi var frie til at forlade den aflange industrihal og gå videre ud i den københavnske nat med en vis ambivalens. På den ene side var det en imponerende kompromisløs iscenesættelse af gruppens musik såvel som politiske overbevisninger, men på den anden side havde den totale iscenesættelse også skabt en nærmest uigennemtrængelig barriere mellem publikum og de optrædende. De introverte demagoger i Massive Attack prædiker floskler om, at vi ved at stå sammen kan klare alverdens problemer og udfordre korrupte magthavere, men samtidig balancerer de på en knivskarp kant mellem at være inkluderende og ekskluderende i deres sceneoptræden. Heldigvis for publikum faldt det meste af aftenens koncert ud til den positive side.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply