Koncerter

Melk, Rumpistol, Autofant, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

Tre danske electronica-navne, hver især med én udgivelse bag sig, demonstrerede, at elektronikken ofte først bliver rigtig interessant, når den smelter sammen med andre stilarter – i dette tilfælde primært med gyngende dub.

Melk
Producerduoen Melk (Rasmus Møbius og Anders Christophersen) havde proppet fire spillere mere på holdkortet op til deres Spot-optræden. Og rapperen Gisli bekendtgjorde fra starten – med reference til duoens debutalbum, Sports – at dette ville blive årets sports-event.

Gisli lå helt fremme – som en klassisk angriber-type; glad for opmærksomhed og leveringsdygtig i god underholdning til publikum. Hans omgang med ordene var ganske upåklagelig, men han kunne godt have set lidt mere op og gjort plads; dels til Ane Trolle, hvis lyse stemme sagtens kunne have tålt flere afleveringer ude på fløjen, dels til de to regissører på midtbanen, Møbius og Christophersen selv.

De to leverede en gennem-funky omgang dubbet hiphop spækket med fine detaljer – som da introen til et nummer lånte en stump af beatet fra Blackstreets “No Diggity” og sluttede af med et glimt fra originalnummeret. Lidt færre ord fra Gisli ville have givet mere tid til at nyde, at den rullende dub og de hoppende beats konstant var under forandring.
Men Melk-drengene var fast besluttede på at spille publikumsvenligt, og det var en helt rigtig taktisk disposition: Tilskuerne tog imod med kyshånd – ikke mindst når Tav Klitgaards trompet blæste et skær af eftertænksomhed ind over grønsværen.

Rumpistol
I modsætning til Melks fuldvoksne, funky udtryk er det stadig, som om Rumpistol (alias Jens Christiansen) mangler det sidste for at nå et særegent udtryk. Imidlertid varslede hans optræden på Voxhall, at afstanden fra anonym til bemærkelsesværdig er blevet mindre siden hans debutalbum fra 2003.

Rumpistol spillede udelukkende nye numre, og de var i højere grad end debutpladen bygget om svulmende dub-basgange, der bølgede og gyngede under sprødt klikkende click-hop-programmeringer.

Rumpistol valgte en mere subtil strategi end Melk og satte sin lid til gnistrende beat-detaljer og kølige melodier. Det resulterede da også i, at folk sad ned under hele koncerten. I gulvhøjde kunne man lade blå melodica-toner nedsænke tankerne i eftertænksomhed, og i nummeret “GT” sendte en melodilinie, der lød som et asiatisk blæseinstrument, lytteren på langfart.
Rumpistol var et bundsympatisk indslag, og de par gange han legede med tempoet og rytmikken, fik musikken en kant og frem for nogle overraskelsesmomenter, der skabte håb om, at Rumpistols oktober-udgivelse senere i år bliver interessant. Indtil videre er Christiansens lydlandskaber mestendels rare og velbehagelige – og det kan også være fint nok i ny og næ.

Autofant
Den københavnske trio startede mere eller mindre i samme hjørne som Rumpistol: Melodier boblede sig vej frem fra Henrik Sundhs analoge synthesizer, og med knitrende mikroprogrammeringer som bund havde åbningsnummeret noget af den samme selvfølgelige lethed over sig som Skyphone. Først nogle numre senere fik vi mere af den susende ambient-enkelhed, der overlod fortolkningen til lytteren og lod knasende antydninger af beats være de eneste pejlemærker.
I de resterende numre adskilte Autofant sig fra Melk og Rumpistol ved at hente inspiration fra trioens oprindelige udgangspunkt, jazzen. Kresten Osgoods trommer bundede i al fald i jazzens mest upbeat afarter, mens Johan Segerbergs bas-grooves snarere havde rod i funkmusikken. Dermed lød Autofant glimtvis som Tortoise i en mere krops-aktiverende udgave, men Henrik Sundhs legende og sære sci-fi-orgel trak snart orkesteret i andre og mere særprægede retninger.
Numrene, hvor Osgood slog igennem på trommerne, endte i et lidt uheldigt mellemområde: for jazzede til for alvor at sætte gang i kroppen og for anmassende til at aktivere tankerne.
Autofants blandingsprodukt krævede en vis koncentration fra publikum, der da også langsomt sivede ud af lokalet. Men inde i de mest udsvævende passager ventede en stille ynde, der desværre var lidt svær at komme ind til.

Leave a Reply