Vive la fête – leve festen. Ingen bekymringer. Sex. En blondine slænget over en bil. Glatte overflader. Man burde kunne spejle sig. Mekanismen. Det mekaniske. Mangel på det menneskelige. Glatte overflader. Musikkens syntetiske facade. Mangler noget man kan tage at føle på. Intet spejler sig. Bare fødder, som ikke rører jorden. En kvindestemme. Man kan høre, hun er velklædt. Androgyn arrogance. Et one night stand med en tom barbiedukke. Men i løbet af natten bliver man træt af at danse.
Alene ud fra coveret opstår de første betænkeligheder, og disse bekræftes stort set med det samme. Førstesinglen “Hot Shot” skyder albummet i gang med keyboardflader, der spiller pingpong med Els Pynoos krukkede vokal. Et sted i den lydmæssige horisont høres en guitar, og man får lyst til at danse. Men det syntetiske lydbillede og Pynoos distancerende sang gør, at man i dansen ikke hengiver sig fuldkommen til musikken. Skridtene er mekaniske, kontrollerede, smilet skyldes kun stiv coolness, og man føler sig på afstand fra det meste.
Ren ubekymrethed. Men man hengiver sig aldrig. Nok mest fordi, at Vive La Fête heller ikke gør det. I “La vérité” vises dog en løbende mascara. Der er altså svaghedspunkter bag den stilede facade, og selv om følelserne er svære at få øje på for bare synthflader, vidner Pynoos vokal hér om ensomhed. Et tegn på, at det rent faktisk er sårbare mennesker med noget på spil, som står bag. I “Exactement” finder et klaver endda vej i det syntetiske lydbillede og skaber en ømhed, der får én til at tro på, at der er mere under den polerede kølerhjelm. Et par minutter senere er vi dog i gang med de kølige dansetrin igen.
“Folie” starter med guitarer og er nærmest Interpolsk i sit udtryk, og i et kort sekund aner man en dybde i sangen. Guitarerne ekkoer mod keyboardets glatte overflade og giver lidt mere igen end de tomme kalorier, Grand Prix ellers byder på.
“Tu connais la derniére” er en klar hyldest til landsmanden Plastic Bertrand og hans enlige new wave-hit, “Ca plane pour moi”, men trods den tydelige inspiration skiller sangen sig ikke rigtigt ud, da den spiller på nøjagtigt samme virkemidler som majoriteten af sangene på Grand Prix. Brugen af enkle melodilinier, der går direkte efter danse-muskulaturen, er underholdende i små doser, men den meget strikse formel gør også, at hovedparten af sangene flyder sammen.
Albummet slutter med “Miracle”, det nummer, som uden tvivl mest falder udenfor. Her er der endeligt skåret helt ind til benet, og det rent klaverbårne nummer giver frit udsyn til sangerinden, der nu står barfodet på jorden – afsløret med en stemme, som ikke rigtigt kan bære den direkte blottelse.
Skal man så acceptere, at Vive La Fêtes musik skøjter på overfladerne, og at udspillet står og samler støv i hverdagene, når nu deres forsøg på at vise lidt mere af sig selv falder så tydeligt igennem? Dedikerede fans vil formentlig omfavne albummet, for hvad det er: en række dansable festsange. Denne anmelder ville gerne have lidt mere igen end blot forpustelse.
Ud af albummets 15 numre er der kun en håndfuld, som man rent faktisk tager med sig fra dansegulvet. Resten bliver bogstavelig talt svedt ud. Grand Prix er arketypisk electroclash: tyk keyboardmur og en kvindelig stemme totalt uden nærvær.
Der er sex og forførende, fængende melodier, så Vive La Fête er udmærkede, når man vil danse. Problemet er bare, at det ikke er nok, når man vil danse tæt.
