‘Hva’ så Roskildøøøøø!’ Jeg husker tydeligt, da When Saints Go Machine åbnede Roskilde Festivals Orange Scene i 2010. Det var sommer, græsset på festivalpladsen var stadig grønt som en nyslået golfbane, og de fire drenge + korpiger fik fødderne til at vippe, fadøllet i plastickruset til at vibrere og hjertet til at dunke i takt med de solide beats, der strømmede fra scenens enorme højtalere. Festivalens musikdage var skudt i gang. Og det samme var karrieren for de mekaniske helgener.
When Saints Go Machine blev dannet i 2007, og to år senere blev debutalbummet Ten Makes a Face varmt modtaget af både lyttere og anmeldere. Opfølgeren Konkylie blev bandets store kunstneriske og kommercielle gennembrud med numre som hitsinglen “Kelly” og den fine, boblende “Parix”.
Nu, to år efter, er de klar med deres tredje plade, Infinity Pool. Og forventer man organiske, sommerlette pop-housenumre a la Konkylie, vil man nok blive overrasket. Infinity Pool er mørkere og mere mekanisk end tidligere. Lyden har flyttet sig fra de bløde reallyde hentet fra en tur i bandets sommerhus imod det mere konstruerede og urbane. Naturen er blevet til kultur.
Dette skift bliver effektivt illustreret på teaser-singlen og åbningsnummeret “Love and Respect”. Her er den amerikanske rapper Killer Mike hentet ind, og som en knytnæve i ansigtet tvinger han vores hoveder til at dreje sig i en anden retning end hidtil. Hans vers er egentlig ikke særligt spændende, og nummeret som helhed bliver også lidt ensformigt. Men manden gør jo sin ting, præcis som han skal, og “Love and Respect” fungerer fint som indgang til det nye univers.
Heldigvis bliver pladen herefter kun mere interessant. When Saints Go Machine har en helt særlig styrke i at kunne forene det lydligt avancerede med det radiovenlige på en cool og elegant måde. Det lyder ikke, som om de sælger ud for at komme i æteren, men snarere som om de tilfældigvis bare befinder sig i øjenhøjde med publikum.
For eksempel fungerer det fantastisk, når kvartetten leger med soulpoppede elementer i “Mental Shopping Spree”, eller når den får på alle de elektroniske tangenter i den ubekymrede og næsten klinisk konstruerede “System of Unlimited Love”, som klart er et af pladens højdepunkter.
Et af den elektroniske musiks største barrierer for at blive vedkommende for manden på gaden er, at den har en tendens til at mangle menneskelighed. Og her må man sige, at forsanger Nikolaj Vonsild gør et godt stykke arbejde med at bløde den ellers meget maskinelle lyd op. For eksempel er det befriende at høre ham gå ud af den distancerede falset i “Yard Heads” og også på enkelte ord næsten bruge talestemme på førstesinglen “Iodine”.
Når pladen trods gode enkeltnumre, gennemtænkt tematisk tilgang og musikalsk menneskelighed ikke når helt op i stjernehimlen for mit vedkommende, er det, fordi der er for mange af pladens numre, der ikke rigtig får deres egen identitet, men snarere fungerer som mellemstykker mellem de store brag. Et nummer som “Degeneration” tog jeg alt for mange gange mig selv i blot at have lyst til at spole over, så jeg kunne komme videre til “Mannequin” – et nummer, som i øvrigt godt kunne gå hen og blive lidt af en festivalbasker, når When Saints Go Machine til sommer besøger bl.a. Northside, Roskilde, Skanderborg og Trailerpark.
Infinity Pool er en modig plade at kaste ud efter Konkylie. Og When Saint Go Machine lykkes på mange måder rigtig godt med projektet. Med denne tilføjelse til diskografien må bandet også efterhånden kunne stykke et ret flot live-set sammen. Jeg kan i hvert fald kun anbefale, at man, hvis man ikke allerede har gjort det, snuser lidt til den danske kvartet. Den er kommet for at blive.
