Der er næppe mange danske 2006-udgivelser, som der blandt det menige musikpublikum forventes lige så meget af som Nephews nye plade, der allerede har været rundt om P3 og deres uundgåligheder. Næsten vanen tro har folket fået drænet hjernecellerne af den Kent-lignende “Igen og igen og”, der har masser af fylde og et bastant trommebeat og peaker med omkvædet: “Mon vi kan plante det flag / forrette den her sag / mon I har tabt os bag en vogn fra USA.”
Og der er mere fra samme skuffe: “First Blood Harddisc” munder også ud i dragende tangenttrylleri, der svæver drømmerisk.
Melodierne på Interkom kom ind bruser frem kombineret med rim og remser af en anden verden, og en form for poesi, der er lige så bastant, som de baslinjer og trommerytmer – med visse referencer til 80’er-poppen – bandet benytter.
Kvamms tekster er kringlede, og det kan være svært at finde sammenhængen i de sære ordspil. Tag blot disse linjer fra den Depeche Mode-inficerede “Cigaret Kid”: “Kammerat, sæt fut på en nat i byen, fuldstændig uden at fatte en brik / Men jeg er så træt, ven – du trækker så fejt i trøjen / Og jeg skifter til bil / Så fat det dog, min ven / Ku’ vi måske låne Yamaha Boy, yeah / Hvad skal der til for at låne Yamaha Boy, yeah.”
Den umiddelbare forståelighed gynger en smule, men sangen om at vokse fra smøger og knallert, vel vidende at man har nået en vis alder, kommer lige så langsomt frem i forståelsen.
Også meningen med “T-kryds”, hvor livets mange valg omhandles, træder langsomt frem i tankerne: “Hov, så kørte man lige ud igen i et t-kryds / bander igen, skanner igen / Bang, så kørte man lige ud igen / stammer igen, flammer igen.”
Til trods for (eller måske netop på grund af) deres lidt spøjse karakter husker man let titlerne og teksterne – måske endda bedre end på de fleste dansksprogede plader. Men til tider er pladen lidt af et oneliner-inferno. Til gengæld er det blevet lettere at følge med i, hvad der bliver sunget, i og med at de engelske/danske fragmenter er blevet tonet ned.
De energiske bas- og guitarudladninger i “Sway” fører til lidt af et 80’er-heavymakværk, og hér dumper Nephew fælt. Bandets styrke ligger godt nok i det bastante beat, men ikke i det overenergiske og heavy-agtige. Rammstein-inspirationen fungerer simpelthen ikke.
Interkom kom ind er kendetegnet ved et modent og søgende islæt. Bandet har turdet rykke ved sine egne formler, der tidligere har haft et lidt større fokus omkring stadion-poprock og sing-along. Denne tredje Nephew-plade forsøger at bygge videre på det gamle fundament, og det går udmærket. Der er ikke fem åbenlyse singler på pladen, men der er til gengæld noget at dykke ned i – over en længere periode.