Tre år efter debutalbummet Beekeeper er danske Rangleklods nu tilbage med den evigt svære toer. Albummet hedder Straitjacket, og selvom pladen har været tre år undervejs, så har de ikke ligget på den lade side. Rangleklods startede som Esben Nørskov Andersens soloprojekt, men siden er sangerinden Pernille Smith-Sivertsen gået fra at være et fast liveindslag til at være en fuldbyrdet del af projektet.
Allerede tilbage i februar fik vi den fremragende single ”Lost U”, en electrorocket hipstertechno-banger af højeste kaliber, der slog fast, at Pernille bidrager med et værdifuldt nyt komponent i Rangleklods lydunivers. Hun formår både at skære klart igennem de massive synthflader og den massive bas, men har samtidig antydningen af en sårbarhed i sin stemmeklang, der klæder stemningen på albummet gevaldigt.
For selvom der er masser af hurtige beats og kølig club-stemning på albummet, så er der ikke tale om et decideret elektronisk festalbum. Straitjacket har langt mere at byde på end blot at agere soundtrack til sommerens fester. Nummeret ”Degeneration” er ét af flere højdepunkter på albummet, der byder på et smukt vokalsamspil mellem Pernilles legende og fine lillepigeagtige-stemme og Esbens dybere baryton. Deres vokaler står i direkte modspil til hinanden, sådan som Esben nærmest sørgmodigt langsommeligt slæber sig igennem teksten, mens Pernilles vokal fløjlsagtigt og ubesværet danser over ordene.
Rangleklods har løsnet den musikalske spændetrøje og favner stilmæssigt bredere end tidligere. Lydmæssigt kan man drage paralleller til den canadiske producer Dan Snaith, der med det elektroniske projekt Caribou ligeledes eksperimenterer med ukonventionelle sangarrangementer. Pernille og Esben udtaler selv, at de blandt andet har fundet inspiration i David Bowies konstante lyst til at udfordre og forny sig selv. Straitjacket emmer af en lyst til at lege med det musikalske udtryk, som for eksempel på singlen ”Schoolgirls” der bindes sammen af den pulserende bas og insisterende slag på en olietønde, som langsomt bygges op, inden det hele et flygtigt øjeblik eksploderer i et nærmest noise-inspireret omkvæd.
Albummet bærer i høj grad præg af at være inspireret af udviklingen fra solo til duo. Det kommer til udtryk, i og med at albummet syder af elementer, der står i modsætning til hinanden, men som samtidig hænger uløseligt sammen. Modsætningerne mellem de to vokaler, mellem de funklende klare synthesizers og bevidst forvrængede uperfekte synthesizers, mellem den indadvendte sørgmodige og udadvendte hyperaktive atmosfære. Alt sammen binder det albummet sammen tematisk så vel som musikalsk.
På enkelte numre kammer det dog en smule over. Titelnummeret hamrer tempoet i vejret med et hæsblæsende højt antal beats-per-minut, der med sine breakbeats pludselig kaster lytteren midt ind i en uventet technofest. Nummeret er det næstsidste på pladen, og muligvis tiltænkt som et klimaks, men opleves i stedet som et lettere usammenhængende element.
Samtidig savner man den dynamik og kant, som Pernille bidrager med, på de numre, hvor hun er fraværende. Hendes fravær mærker man især på sangen ”Forever”, der sammen med det korte mellemspil ”Warrior” udgør en af pladens knap så interessante sekvenser. Man kan samtidig påpege, at lyrikken aldrig rigtigt bliver nærværende eller gribende, men mest figurerer som endnu et element i lydbilledet. Det gør dog ikke det store, da albummet på fin vis formår at sætte en stemning via lydsiden. Det er nogle af de ganske få kritikpunkter, man kan rejse ved denne ellers enormt gennemførte plade.
