I sig selv er der noget iøjnefaldende over en Roskilde-koncert, hvor scenen udelukkende er befolket af en spinkel kvinde og hendes harpe. Når kvinden tilmed indleder med at stille sig ud mod scenekanten og afsynge en folkesang a capella og uden mikrofon – ja, så er det stensikkert, at der kommer til at ske noget spektakulært.
Når Joanna Newsom kan slippe af sted med den slags, skyldes det hendes helt enestående stemme. Hendes oprigtigt overraskede “thank you”-kvidren mellem numrene var ret så lillepiget, men når hun først slog harpestrengene an, fik hendes lyse stemme al den dramatik og alle de krogede, men aldrig skingre nuancer, som præger hendes debutplade The Milk-Eyed Mender.
 |
Ja, med Bridges and Balloons fik hun en om muligt endnu mere perlende, gnistrende lethed over sit udtryk end på pladen. I den første håndfuld sange formåede hun på imponerende vis at få sine neofolk-sange til at klinge af noget, der er større end os. Det lød i f.eks. Sprout and the Bean (selv om det sikkert er en kliché), som om Newsom var i nær kontakt med naturen som et hele; og den dramatik, der gennemløb hendes hurtige opstigen til de allerhøjeste toner, var i virkeligheden blot en afspejling af det potentiale, som naturen omkring os indeholder.
I al fald er Newsoms sange alt andet end storby-farvede, hvilket blev understreget af en (ligesom resten af koncerten) sympatisk og alt andet end strømlinet duet med ørkenhippien Devendra Banhart.
Imidlertid gik koncerten lidt i tomgang derfra – bedst bevist af det omkring et kvarter lange nye nummer, som Newsom holdt premiere på til allersidst. For godt nok har Newsom en stor evne til at få snart sagt enhver komposition til at lyde inderligt indlysende, men hér blev det lige lovligt krævende at finde hoved og hale i Newsoms kringlede opbygning.
(MA)
Konono no. 1, Ballroom, 15.15
Når man tænker på, hvor stivbenede Duran Duran lød, da de citerede Sly and The Family Stone midt i Notorious lørdag nat, burde de tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos Kinshasa-bandet Konono no. 1.
Hvor 80’er-levnene var i stiveste puds og med dyre instrumenter, stillede congoleserne op i genbrugstøj og tre el-forstærkede, temmelig sikkert hjemmelavede, kalimba’er (også kaldet tommelpiano), to congas, en lilletromme, hihat, et sæt koklokker, to tamburiner og en dommerfløjte.
 |
| Foto: jint.dk |
Men hvad de otte personer kunne få ud af det? Herre Jemini! Den centralafrikanske rumba vuggede og groovede derudaf fra første taktslag – kalimbaerne tog sig både af basgange og de oppiskende og cirklende tone-guirlander, der hos lidt bedre udrustede rumbabands klares af guitarer; dommerfløjten opildnede, når de enkle call/response-sange holdt pause; og koklokkerne smygede sig polyrytmisk rundt om det hele.
Konono No. 1 spiller normalt på gaden i Kinshasa, og er der vant til at skulle kæmpe imod gadelarm, biler og sikkert også andre bands om publikums gunst. Stopper du med at spille, går dit publikum. Denne “skoling” betød, at når et nummer endte, gik der ikke mere end højst to sekunder, så rullede vi igen – og det er sådan set også det eneste kritikpunkt, der kan rejses mod Kononos optræden. Som koncert betragtet var det næsten for råt, for enkelt og ensformigt – intet spændende vokalarbejde, intet sceneshow, bare rytme, rytme, rytme. Havde koncerten løbet af stabelen fredag eller lørdag nat, havde det været perfekt – søndag eftermiddag blev det desværre for meget af det gode.
(JOM)
Patton/Rahzel, Odeon, lørdag 23.00 & Rahzel/DJ JS-1, Pavilion, søndag 18.00
Er det ikke fantastisk, at vores verden er skruet sådan sammen, at bare du er dygtig nok til det, du laver, er der temmelig sikkert også nogen, der vil betale dig for det? Tag nu Rahzel – han er god til at lave lyde. Slet og ret. Til daglig er han medlem af The Roots, men på årets festival optrådte han to gange – med hhv. Mike Patton og DJ JS-1.
Fredag nat optrådte Patton med den japanske støjmester Merzbow, og den koncert måtte jeg forlade efter 20 minutter. Det var sent, men dæleme også ekstremt!
Til koncerten med Rahzel medbragte Patton det samme lydbord (der indeholdt en sampler og op til flere manipulationsmuligheder), og Rahzel medbragte sig selv og sin mikrofon. Rahzel tog naturligt nok udgangspunkt i hiphoppen, hvor Patton åbnede til andre genrer. Hele settet virkede improviseret, og det stiller selvfølgelig store krav til de udøvendes inspiration.
 |
Patton virkede en anelse uoplagt i begyndelsen, men med hjælp fra Rahzel (eller måske det talstærke og meget feststemte publikum?) kom han i gang.
Koncerten løb et hav af genrer igennem – fra hiphop, over techno, reggae, rock (med citat fra Queens We Will Rock You), opera og jazz-croon. Men de bedste passager var næsten dem, hvor Rahzel ramte en basgang og et beat, der var holdbart, og Patton fandt frem til en melodisk figur (oftest i falset), han kunne brodere videre på. Hen imod slutningen tog de støjende elementer til, publikum blev sat til at sige som hunde og katte, og legesygen havde i det hele taget gode kår.
Koncerten var et fint eksempel på, at publikum kan være lige så ansvarligt for en koncert som kunsterne. Ikke nok med at publikums sang og tilråb blev brugt af de to herrer på scenen – det virkede også som, at den energi publikum havde, smittede af på performerne.
Søndag var Rahzel flyttet til Pavilion, og måske var rygtet om lørdagens koncert løbet, for nu var endnu flere mennesker mødt op til en regulær omgang human beatboxing. Det foregående band på Pavilion var desværre forsinket, med det resultat at Rahzel og partner kom senere i gang, og derfor nåede jeg slet ikke nåede at høre DJ JS-1 i aktion, inden jeg måtte haste til Orange Scene for at få en plads til Brian Wilson.
Rahzel solo var endnu mere hiphop end sammen med Patton. Han var så pædagogisk at indvie os i beatboxingens historie med fyldige “lydklip” fra sin egen mund. Det var ganske enkelt imponerende, som han var i stand til både at køre et beat, klare en basgang og synge en evt. sang på en og samme tid. Pludselig råbte han “remix” – og så remixede han sig selv, komplet med scratch, backspin osv.
Sande virtuoser er det altid en fornøjelse at opleve, men jeg blev nu lidt træt af al den ekvilibrisme for ekvilibrismens egen skyld. Begge koncerter var underholdende, men det er svært at sige, om man fik noget decideret musikalsk udbytte af d’herrers anstrengelser. Det var en glimrende opvisning i, hvad stemmen kan, og som sådan var det fornøjeligt, mens det stod på. Men, tja – det er måske også ok?
(JOM)
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender
