Bemærk ham en gang. Det ene øjeblik spurter han frem og tilbage på scenen med mikrofonen helt tæt til munden, og det næste er han oppe i ansigterne på sit publikum, mens han synger, skriger og spytter. Ind imellem bevæger han sig over i et roligere mode, mens bandet slår over i et tilsvarende.
Dette er rock; eller nærmere betegnet en blanding af indie-rock-finesser og hårdhændet post-hardcore. En sådan blanding er uhyre populær i dagens indie-landskab, men ærgerligvis skiller kun få bands sig mærkbart ud.
På Terrorhawk blander Bear vs. Shark mængder af post-hardcore- og punk-stiliseringer sammen til en excentrisk og forskelligartet samling sange. De røde tråde, der løber gennem pladen, er ikke altid nemme at spotte, så kravet er gentagne lytninger. Dem foretager man da også gerne.
Lad os springe direkte til styrken hos Bear vs. Shark. Den findes nemlig i genreblandingen. Deres tunge øjeblikke har ikke behov for at pumpe sig op med pubertære forsøg på metal-testosteron, og de afdæmpede momenter holder sig langt på afstand af klynkende ballader skrevet i træge vers og højtsvungne omkvæd om pigen, der skred.
Sammensmeltningens ene side tager os derimod med tilbage til dengang, post-hardcore og emo havde en positiv klang. Aggressiviteten har grobund i en melankoli, som kanaliseres gennem denne rockede katarsis. Jovist, nok kan musikken være blid, men den træder også i karakter, ligesom vreden konstant sidder i selvbevidste hjørner.
Den gamle opskrift lyder på ingen måde forældet. Den har altid fungeret. Men som et nutidens band er man nødt til at gøre andet og gøre mere, så man ikke ender med at lyde som en bleg kopi af datidens helte. Dette forsøger Bear vs. Shark at gøre ved at hælde atypiske instrumentale elementer og idéer i numrene. Når blandingen lykkes, lyder det ualmindeligt forfriskende.
“Got your bones spreaded out on the dance floor,” lyder det indledningsvis i åbneren Catamaran fra en tilbagelænet Marc Paffi, før han giver smagsprøver på sine mere aggressive vokale udfald. Der skydes fremad med fuld fart; nerverne er flossede, og udtrykket er melodisk.
5, 6 Kids er også interessant med sit vridende guitarriff, som akkompagneres ind i bølgende og dynamiske teksturer. Bear vs. Shark ved godt, hvor de vil hen, og kursen virker selvbevidst og sikker.
I modsatte grøft finder man et nummer som Baraga Embankment, der lægger ud med afdæmpede pianostilladser, mens Paffi breder sin vokal ud over diverse hornsektioner. Diversiteten til trods fungerer det – så langt, så godt.
Men undervejs forekommer udtrykket rodet og ubestemt. Hvad der ét øjeblik forekommer stærkt nærværende med energiske udladninger, fremstår det næste som distancerede forsøg på at agere legesyge og allestedsnærværende.
En sang som Seven Stop Hold Restart lyder først som en blanding af Les Savy Fav og Sparta, men så overtager en sær og undværlig blanding af poppunk og nu-metal. Nogle gange vil Bear vs. Shark for meget, og det sætter sit aftryk på Terrorhawk.
Selv Marc Paffi ønsker man fra tid til anden bliver lagt i seler: Han har en vokal med stor spændvidde, men lidt for ofte sætter han lighedstegn mellem intensitet og det at skrige sine lunger ud. Effekten er bestemt god, men når der overdrives som i den stærkt overflødige Heard Iron Bug, “They’re Coming to Town”, bliver det forceret i overdreven grad.
Bear vs. Shark er blevet stærkere med denne deres anden plade. Men for at rykke op i den bedste liga, skal der mere til end interessante genreblandinger; håndværket i sig selv skal matche ambitionerne. Det gør det ikke endnu.
