Sent sidste år stødte jeg på Max Richters udgivelse The Blue Notebooks, som jeg straks forelskede mig i. Selv om man måske ikke holdt af hans Kafka-oplæsnings-samples og elektroniske effekter, var det imponerende, som han formåede at smelte de rene strygerarrangementer og de tågede, digitale elementer sammen til ét stort, tidløst værk. Siden har jeg forgæves ledt efter en efterfølger til denne fremragende plade, der åbnede mine øjne for moderne klassisk musik.
Det første nummer på Stick Music kunne sagtens have været et outtake fra The Blue Notebooks og da undertegnede første gang hørte pladen, fik jeg da også i dén grad spidset ørerne. Da de blev mødt af pladens følgende numre, var det dog en helt anden oplevelse end forventet, der udspillede sig.
På sin vis er australsk/amerikanske Clogs langt mere diskrete end Max Richter. Målet for improvisationerne har ikke været at frembringe stor og overvældende filmisk lyd, men derimod at udforske mulighederne med primært strygerinstrumenter. Om ikke andet er resultatet endt som en langt mere krævende og svær affære end The Blue Notebooks. Førnævnte åbningsnummer, den traditionelle Ananda Lahari, er med sin ensomme violin let at fordøje. Som et bittersødt forord fungerer den nærmest som en påmindelse om, hvad vi sædvanligvis forbinder lyden af en violin med. Men så begynder hovedmanden Padma Newsome og hans tro følgesvende ellers at udforske, hvad de kan med deres instrumenter.
Primært er det celloerne, violaerne og violinerne, man lægger mest mærke til, men der er også plads til guitar, percussion og på et enkelt nummer vokal. I stedet for at forfalde til elektroniske effekter og field recordings er Stick Music udelukkende skabt af de lyde, instrumenterne har frembragt: I Pencil Stick hører man sagte slag på en guitar, der sammen med huggende strygere hele nummeret igennem danner den overflade, en mere løssluppen og blød violinlinje får lov at udfolde sig på. Ofte er disse kontraster med til at give musikken spænding og nerve. Når det fungerer, har Clogs en flot og imponerende lyd, men det koster samtidig i den anden ende. De første seks minutter af den otte minutter lange Sticks & Nails består hovedsageligt af ekkoer af violiner, der bliver banket på, og metallisk tappen, og man mister en smule af helhedens vitalitet.
Beating Stick minder om Pencil Stick med slag mod guitarer og strygere. Femte nummer på pladen, Lady Go, er uden tvivl dét, der virker mest malplaceret i den forstand, at det næsten er så straight, som det overhovedet kan blive, med simpelt fingerspil på en guitar, et diskret strygerarrangement og Newsomes stemme, der proklamerer “I know the reason why it stays alive, it stays together.”
Lady Go er det pusterum på lidt under to minutter næsten præcis midt på pladen, man har brug for, før man igen kaster sig ud i lydeksperimenter med fingerspillede strenge, der lyder som tusindvis af regndråber mod de mere bløde strygerpassager, der stille hjælper forårsblomsterne med at trykke sig op gennem den kolde jord i den smukke My Mister “Never Ending Bliss”.
Afsluttende får vi igen serveret mere traditionel musik, og Pitasi runder flot pladen af med en markering af, at eksperimenterne er ovre, og vi er tilbage i den velkendte verden, hvor en guitar lyder som en guitar og en violin som en violin. Denne konceptuelle tilgang til musikken er spændende, men i sidste ende også egentlig det eneste, man kan sætte en finger på. Den indhyller pladen i en troligt naturlig atmosfære, men til gengæld bliver Stick Music aldrig helt så vedkommende som The Blue Notebooks, der greb fat om lytteren, som stormen griber fat i mennesket.
Stick Music er derimod en hyldest til de træer og grene, der bukkede under for stormen, men som der senere blev pustet liv i igen, da de blev lavet til violiner, celloer og violaer og spillet på af et lille australsk/amerikansk orkester.
