Plader

Peter Dahlin and Sleeping Beauty: Out in the Snow EP

Skrevet af Camilla Grausen

Peter Dahlins ensomme svenske tristesse fra 2003 slog ikke an. Derfor valgte han at lægge sorgerne på hylden, og lade glade popsange og hjælp fra Sleeping Beauty finde vej til den nye EP. Guitardrengen byder nu både på klagesang og popglæde, alt sammen med en stor hilsen til “kära mamma”.

Anmelderne sagde, at Peter Dahlins debut-EP var for typisk: “Ung sørgmodig mand med guitar – det har vi hørt før”. Så Dahlin bestemte sig for at “blive glad” (som han selv udtrykker det i pressemeddelelsen), skaffe medmusikere og prøve igen. Allerede på coveret ses det. Hvor debuten False Directions EP har et tungt sort/hvidt billede af en kvinderyg på coveret, har den nyligt udgivne EP Out in the Snow en tegning af en smilende snemand.

Den melankolske guitar-klagesang er Peter Dahlin dog ikke gået bort fra. EP’ens fire numre består af lige dele hjertesuk og danseglæde. Til første kategori hører den udmærkede False Directions, som Dahlin har taget med fra debuten, samt den country-inspirerede og lettere vrælende Poor Lisa.
Dahlins nyvundne livs- og spilleglæde høres på popnumrene Out in the Snow og Can I Go Back to Find Out What Went Wrong. Titelnummeret lyder noget som Håkan Hellström, og det er ikke helt uforståeligt. Hvis man som Peter Dahlin er 22 år, musiker og fra Hellströms hjemby, Göteborg, kan man vel næsten ikke undgå at blive påvirket af ham.

Peter Dahlins medkumpaner på denne EP er Petter Seander og Fredrik Liberg, der til sammen udgør Sleeping Beauty. I forhold til debut-EP’en, er der ikke tvivl om, at duoen er med til at gøre Dahlins musik mere levende og facetteret. Af og til bliver det endda rigtig fornøjeligt for Peter Dahlin og hans nye musikalske venner. For eksempel udvikler Can I Go Back to Find Out What Went Wrong sig til en munter sag med kor, klap og saxofon.

Desværre er Out in the Snow EP alt i alt ikke nogen særlig interessant EP. Selv om Dahlin til dels har forladt den guitarsørgende stereotyp, er det ikke ensbetydende med, at hans nye lyd er vejen frem. Stadig halter melodierne lidt, og teksten er enten intetsigende eller pinlig. På Can I Go Back to Find Out What Went Wrong synger han “I walk beside her / She is the mighty princess of my brain“, og det lyder ærligt talt ganske tåbeligt.

Peter Dahlin har dog bevist, at han har mod på at lægge sin lyd om og inddrage mange nye elementer i sin musik. Han skriver selv, at han er inspireret af så ulige kunstnere som The White Stripes, Björn Afzalius, Michael Jackson og Millencolin. Det kunne være interessant (dog med fare for at blive en anelse skizofrent) at høre nogle af disse så forskellige influenser i Dahlins musik.

Hen over sommeren håber han på at færdiggøre sin første fuldlængdeudgivelse, som gerne skulle udgives til oktober. Hvis det hér lykkes den unge svensker og hans medmusikere at udvikle musikken yderligere, måske ved at inddrage ny, mere spændende inspiration, kan det være, at oktoberudgivelsen igen viser en ny Peter Dahlin og er værd at bruge tid på. Indtil da kan jeg imidlertid ikke give Dahlin store stjerner.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply