På trods af sommerens tilsyneladende endeløse lys kan nattens mørke ikke undgås. Heldigvis da. For selv om natten farver alle katte grå, er det ofte i disse stille timer, at visse plader viser sine stærkeste nuancer. Undertoners redaktion har fundet ni udgivelser, som alle lyser op, når solen slukkes.
Peter Hansen
Justin Rutledge: No Never Alone (2004)
Natten er et godt tidspunkt at være melankolsk på. Man kan tænke over den tabte, den svære, den ulykkelige og den lykkelige kærlighed, og Justin Rutledges debutplade er en god følgesvend i den tankerække. En ægte og stemningsfuld countryplade og en dejlig natplade, der lader sindet og hjertet vandre.
Sam Cooke: Night Beat (1963)
Det er ikke kun på grund af titlen, at Sam Cookes mesterstykke er yderst anbefalelsesværdig som natplade. Fra det fantastiske åbningsnummer Nobody Knows the Trouble I’ve Seen synger Sam Cooke om op- og nedture, og når morgenen er ved at komme, slutter pladen med den optimistiske Shake, Rattle and Roll.
Bonnie ‘Prince’ Billy: I See A Darkness (1999)
Også her giver titlen en vis idé om, at pladen hører til ud på de mørke timer. Hr. Oldham tager sine lyttere med på en afdæmpet rutschebanetur i sindets og livets dystre sider, og han efterlader dem som regel målløse af begejstring. En smuk, smuk plade, der kræver fuldstændig nattero at lytte til.
Kasper Würtz
Araki: Ikara (2001)
Rasmus Kellermans præ-Tiger Lou-karriere nåede kun at byde på et enkelt album, der udgivet under navnet Araki er langt mere eksperimenterende og dystert end Tiger Lou-udgivelserne. Instrumentalnumrene er ubarmhjertigt ensomme og lyder som tonerne fra et klaver i en konkylie. Midt i ensomheden er der også plads til mere fyldige popsange, der dog stadigvæk emmer af smertende klar melankoli.
Puressence: s.t. (1996)
Mørket i Manchester må være helt specielt. Ud af dets industriskygger trådte Joy Division, og det er netop i dette bands skyggeland, at Puressence befinder sig. Musikalsk er der her ikke den samme dekadence som hos Interpol, men i James Mudriczkis androgyne stemme gemmer der sig derimod en oprigtig desperation, som ikke findes hos de cool newyorkere.
Billy Mackenzie: Beyond the Sun (1997)
Sådan lyder verdens smukkeste stemme i sin reneste form. Et skitse-agtigt præg dominerer denne posthume udgivelse. Og netop dét, at man hører skeletterne til flere fremragende popballader, nærmest kun beklædt med Mackenzies guddommelige vokal, gør albummet til en så intim oplevelse, at den næsten kun kan bæres om natten. En engels sidste ekko.
Mathias Askholm
The Soundtrack of Our Lives – Extended Revelation for the Psychic Weaklings of Western Civilization (1998)
Nattens mulm kan være en skræmmende oplevelse. Extended Revelation”¦ er en forførerisk, ensom popplade. Gennem hele albummet ekkoer lyden af øde svenske granskove, og det er fyldt med en underlig længsel. Om det er en længsel efter kærlighed, liv, eller noget helt tredje, er ikke til at vide, men sikkert er det, at dette er en af 90’ernes bedste psykedeliske popplader.
Nearly God (Tricky) – s.t. (1996)
Nearly God er musikkens pendant til et sort hul. Sangene er surreelle mareridtsdrømme, og med hjælp fra blandt andet Björk bevæger Tricky sig ud i et formørket og ensomt univers. Der er ikke langt til depression, der er ikke langt til desperation, og der er ikke langt til, at dette går over i historien som et sært dragende mesterværk.
Mercury Rev – Deserter’s Songs (1998)
Når naturen vågner i morgengryet, og man selv er på vej i seng, finder Deserter’s Songs sin tidslomme. Pladen er fanget i en ubestemmelig blanding af opgivelse og en ny begyndelse, og derfor er det svært ikke at holde af den. Langsomt synger den dagens komme ind, og når den når enden, har man overlevet endnu en nat i sit liv.
