Plader

Lo:muêso: next:matêria

Hedebølgen har lagt sig i Spanien, men ikke i spaniernes blod. Lo:muêso tordner af sted med en ambitiøs langfart udi progressiv og pågående rock. En dynamisk, stærk og eksotisk rejse under støjens varme himmelstrøg.

Siden Lo:muêso for godt fire år siden blev dannet i Barcelona, har de arbejdet hårdt for at skabe et særegent, stærkt og dynamisk udtryk. Som landsmændene i gruppen Migala, der sidste år på ny demonstrerede storladen instrumentel rock med filmiske kvaliteter, har også Lo:muêso et specielt talent for soniske landskabsmalerier. Et talent, der betones af voldsomt tempo og drabelig håndtering af diverse strengeinstrumenter. Lyden er så overbevisende, at bandet må krediteres for deres unisone sammenspil og afstemning. En koncert med Lo:muêso på den spanske prærie vil uden tvivl være en mageløs fest. Jeg forestiller mig bandet overstrø publikum med elektricitet og energi, mens orange sandstorme blæser dem i ryggen. Stormen bliver ét med det omfattende og konstant foranderlige væv af rytmer og toner, der pulserer i hvert eneste sandkorn. Ikke meget siesta hér…

Gruppen har, som oldtidsdigteren Homer, samlet eventyr nok til en stor Odyssé. Denne er blot en moderne Odyssé fortalt i guitarkaskaders facetterede tungetale – med lige mængder blod, længsel, kaos og skønhed.
Desværre er Lo:muêsos egen Odyssé i længden en kende for forudsigelig og ensartet. Melodierne ligner hinanden til forveksling, og man ærgrer sig over manglen på kompositorisk variation. Alligevel bliver man overbevist om, at dette ubøjelige udtryk netop består i kraft af dets udechifrerbare kompleksitet.

next:matêria åbnes af ulmende og foruroligende dissonans fra talrige strenge, mens en voice-over indlemmer lytteren i de første af 12 uafbrudte crescendoer. Bandet viger sjældent fra den form og genbruger derfor den skarpe dynamik igen og igen. Under albummets anden skæring, “OJ Da Jazen”, detoneres infernoet præcis, da det første minut rundes, hvorefter der smadres løs med power-akkorder og tromme-fills, indtil næste komposition kan fortsætte jagten ud af støjens super-highway, hvor man forbavses over det endnu stigende tempo. Da vokalen påbegynder sit aggressive manifest, tager nummeret næsten form af hardcore punk, men stadig med tiltalende melodiøse understrømme.

Den tredelte “Narcolepter” er albummets svendestykke. Sangen begynder med et roligt harmonikatema, der efter ét minut overtages af opstigende toner og vildtløbende trommespil. Dette fungerer som en bro til “Bambi Motorhêad”, der udfolder sig som en vidunderligt opløftende eskapade. Trommer, guitarer og bas spiller som et medrivende og ekstatisk bagtæppe for den inderlige hyldestsang. Især dette nummer lyder som en europæisk fætter til både …Trail of Dead og Sonic Youth, men man overraskes så igen, da tredje akt indledes som et vellydende karthasis. Bedst som man troede på en stille outro, åbenbarer nummeret sig. En altdominerende trompet udøver sin solo hen over smukke rytmebunde, som en tanke der flyver af sted i et endeløst himmelrum.

Man skal helt frem til den elvte skæring, før Lo:muêso mister pusten og desværre også originaliteten. “Trist & Sad” er et alt for åbenlys plagiat af Slints “Breadcrumb Trail”. Tempoet, trommespillet og tonerne afslører tyveriet fra første takt, ja selv vokalen antager fuldstændig Slints karakteristiske taleform. En virkelig ærgerlig plet blandt så mange stærke og smukke øjeblikke.

Det bemærkelsesværdige ved Lo:muêso er tempoet og detaljerigdommen, der utroligt nok indgår en nærmest perfekt symbiose. Men dybest set udviser det blot en ukuelig viljestyrke, der flyder gennem hele albummet. Man kan sige, at disse spaniere kun har én retning i sinde. Deres musik stormer fremad uden at dvæle ved sine egne undere. Et kendetegn, der kunne have været gruppens akilleshæl, men derimod i kraft af deres overvældende energi og spilleglæde er en besættende charme. Den upåagtede himmelflugt hiver og flår i lytterens lemmer. Mellem ørene slår ildkugler gnister og skyder, som døende stjerner, over sindets indre lærred. Stjernestorm, sandstorm eller storm af atomiseret åndfuld rockability. Stilheden derefter indfinder sig først ved udgangen af “Dancin’ Like Robots”, da et forunderligt klaverstykke alene får lov at tone bort.

På mange måder fremstår next:matêria som en tvilling til Source Tags & Codes af …Trail of Dead. Her findes den samme uregerlige nerve og den samme storslåede epik. Dermed kun sagt, at Lo:muêso har fundet den samme strømning og stemning, men med deres helt egen evidente personlighed.

★★★★½☆

Leave a Reply