Anbefalet

Regnvejrsplader

Så blev det september, og vinden har fået mere kulde og bid. Pigernes ærmeløse toppe forvandler sig snart til regnjakker, og gummistøvlerne får inden længe kronede dage. Jeps, det trækker op derude i horisonten. Der er umiskendelige tegn, der tyder på, at det bliver regnvejr. Rigtig meget regnvejr.

Nu er det snart slut med at have de hvide sko, når man cykler gennem byen, for de bliver bare sølet til af det grumsede regnvand på asfalten. Sommerens lyde fra legende børn i gården og muntre grillfester drukner i den monotone tappende lyd af god gammeldags vedholdende heldagsregn.

Ergo bliver Beach Boys-pladerne ikke ved med at være en helt så oplagt bekræftelse af vejrets og humørets tilstand. Vi må over i den ende af pladereolen, der har stået uberørt de seneste måneder; derover, hvor regnvejrspladerne står og venter – enten på at stryge os med hårene og give os ret i, at det sandelig er trist, at sommeren forsvandt, eller på at give os modstand og opildne os til trodsig kamp mod uvejrets uvæsen.
Undertoners redaktion har taget sweater på og fundet ni skiver, der på den ene eller anden måde hænger rigtig fint sammen med regnvejrsdage.

Jan Overgaard Mogensen

Steve Reich: It’s Gonna Rain (på Early Works (1990))
Uanset om det vil stå ned i stænger eller ej, kan man lige så godt forberede sig på det værste, og her er Steve Reichs mesterlige todelte båndkomposition fra 1965 en perfekt følgesvend. Korte tekststykker fra en ekstatisk sort prædikant, der bereder os på syndfloden, loopes og afspilles synkront på flere båndoptagere. De minimale tempoforskydninger mellem maskinerne skaber en uheldssvanger stemning, der i dén grad er soundtracket til sammentrækkende skyer.

Soul Center: Soul Center II (2000)
Minimaltechnokreatøren Thomas Brinkmans tre cd’er under aliaset Soul Center (2’eren er min favorit) er som skabt til den monotone lyd af regn, der pisker ind på ruderne. Med afsæt i gamle Motown og Stax-plader skaber han en svedig og funky techno, der nok skal holde trit med elementernes rasen uden for vinduet, hvad angår monotoni og fugtighed – og samtidig holde en bagdør åben til sommeren; den er jo kun lige slut.

Aphex Twin: Ventolin (1995)
Når sensommeren således er danset væk, kunne man sætte sig ned og påbegynde efterårshyggen. Men de næste måneder bliver jo meget værre: Regnen og stormene vil tage til, mørket vil brede sig og uhyggen komme krybende. Der er mere ræson i at grave sig ned og opbygge et panser – Aphex Twins EP er fremragende til en sådan manøvre. Éns følelser og sanser bombarderes, og man hærdes. Nu kan efteråret bare komme an!

Mikkel Mortensen

Beck: Sea Change (2002)
Hvis regnvejrsdagene ligeledes tynges af hjertekvaler er Becks mest afdæmpede, og vel nok fineste, album et must. Det overvejende akustiske album og dets sørgmodige ballader, hvorpå hr. Hansen med sin mørke røst besynger kærligheden og alle de problemer, den medfører, er et perfekt akkompagnement til en dag, der bare slæber sig af sted.

Beth Gibbons & Rustin’ Man: Out of Season (2002)
Regnvejrsdagene kan naturligvis også bruges til (forgæves?) at vente på nyt fra Portishead. Dette kan med fordel gøres til tonerne af Beth Gibbons’ fornemme og tidløse solodebut, der med sin gulnede, melankolske stemning er som skabt til denne årstid. Balladerne er også her i overtal, og Gibbons leverer den ene fremragende vokalpræstation efter den anden.

Interpol: Turn On the Bright Lights (2002)
Bare fordi det regner, skal det jo ikke være afdæmpet tristesse hele tiden. Derfor bør der også bruges tid på newyorker-bandets debutalbum, der stadig er en fornem affære. Hypnotiske guitarriffs, atmosfærisk vokal, og fremragende, fremadrettede sange, der alle som én besynger storbyensomheden, hvor regnvejret er en konstant følgesvend.

Jakob Lisbjerg

Gnac: Sevens (2000)
Dette album kan bedst beskrives som eftertænksomhed i destilleret form. Mark Tranmer alias Gnac skaber med sine simple og nærmest skitseagtige retro-elektroniske numre en stemming som ingen anden. Albummet er til trods for sin status som opsamling forbløffende helstøbt og passer perfekt til melankolsk efterårshumør og en grå, grå himmel.

Spearmint: A Week Away (1999)
I stedet for at blive negativt deprimeret af efteråret kan man blive deprimeret på en festlig måde sammen med engelske Spearmint. Fantastiske popnumre om eks-kærester, ruskindssko (der bliver ødelagt af saltvand) og dage i sengen med pladespilleren ved siden af gør selv den værste efterårsdepression til en god oplevelse.

Amp: Perception (1997)
Careful how far you let yourself drift – we have encountered difficulties ‘returning’ from this one. Med denne advarsel i indercoveret serverer amerikanske Amp over 80 minutters ambient guitarfeedback blandet med lyden af silende regn. Perfekt til at lade tankerne forlade denne verdens årstider for en stund.

Leave a Reply