Det engelske enmandsprojekt Yellow6, bestyret af Jon Attwood, har produceret mere end 50 udgivelser i løbet af de seneste syv år. Imidlertid har han holdt pause siden 2003, og nu vender Yellow6 tilbage som et makkerpar. Det er stadig Attwood, der skriver og arrangerer alt, men på Melt Inside tilføjer sangerinden Ally Todd for første gang vokal til Attwoods langstrakte, udflydende guitar-gentagelser.
Det har blandt andet betydet, at numrene er blevet kortere i forhold til tidligere. Ikke desto mindre fremstår de nye numre sine steder lidt for lange, og det skyldes, at den konstante tilstedeværelse af Todds vokal gør, at lytteren i langt højere grad end på andre Yellow6-udgivelser hører hvert enkelt nummer for sig. Ally Todds stemme gør musikken mere nærværende end vanligt, og derfor er det mere oplagt at nærlytte. Desværre er de enkelte numre ikke stærke nok til at bære den øgede fokusering, blandt andet fordi melodierne minder for meget om hinanden.
Pladen starter ellers særdeles stærkt med “Pacific Rough”, hvor Ally Todd med beklemt, nervøs stemme leverer sin halvdel af replikkerne i en samtale. Hendes forsagte forsøg på at få modparten til at lade være med at gøre noget dumt er lettere ildevarslende: »Do you know what you’re doing with that? … I just don’t think you should be messing with fire like that.«
Samtidig presser musikken sig på, da en ulmende basgang halvvejs banker beatet i gang. Trommerne bliver kun en smule mere hektiske, men i et less is more-univers som Attwoods, hvor der udelukkende er forskellige guitarklange og simple beats, gør små ændringer store forskelle.
Ligesom teksten til “Pacific Rough” rummer tomrum, som lytteren selv må fylde ud, er der i Yellow6’s lydverden masser af plads, som lytteren selv må fylde ud med sine egne associationer. Bedst er Melt Inside ikke desto mindre, når Attwood supplerer de rene, rungende guitarer med små, afmålte mængder af flosset støj, som giver musikken en potentielt lumsk farlighed.
Det virkemiddel redder dog ikke “Solone” fra at blive en smule generende. Ally Todd gentager nemlig sine korte linjer 4-5 gange i træk, og det gør ikke udsagn som »I’m shattered« og »I’m broken« mere indtagende, at de bliver gentaget hurtigt efter hinanden. Fænomenet optræder i flere andre numre og løfter ikke just pladen.
I det hele taget er Todds tekster ikke gode nok til at stå helt ubeskyttede midt i lydbilledet, og når hun i “Never Stay Too Long” trygler med ordene »Stay with me tonight, I’ll be your toy / I can make it alright, just be my boy,« står alverdens engelsklærere ikke ligefrem i kø for at inddrage Yellow6 i tekstanalyse-undervisningen.
Afslutningsnummeret “Ten” skiller sig ud fra de fleste andre numre ved ikke bare at være vuggende guitarmelodier. Det starter godt nok sådan, men dumpe, tynde og dog rumklang-fyldte trommer tager over og giver nummeret en bevægelse og dynamik, som man savner på resten af pladen. Det når at vokse sig stort og bliver nærmest et klimaks med hvæsende, men afdæmpede guitarflader.
Yellow6 er som altid garant for skumgummibløde og svævende guitarlandskaber, der giver lytterens tanker lov til at glide ubesværet omkring, og Attwood har en særegen enkelhed over sine varmende, vægtløse guitar-rundgange. Men på Melt Inside er lidt for mange af de støjtilskud, som tidligere gav Attwoods musik kant og uberegnelighed, blevet smeltet om til rene, runde klange.
Idéen med at indlemme en sangerinde er glimrende, men Ally Todds medvirken havde været mere effektfuld, hvis hun kun havde gæstet udvalgte numre og på den måde havde haft noget eksklusivt over sig. Nu får vi så meget af hendes stemme, at den bliver en hæmsko.
