En positiv ting, man kan sige om American Analog Set, er, at de har en særegen lyd. Karakteristiske elementer er forsigtige og slæbende trommer, varme Rhodes-anstrøg, ringende vibrafon-svingninger, sløve baslinjer og en dovent hviskende vokal. Alt sammen i en afdæmpet, men selvsikker struktur og i et underspillet og minimalistisk lydbillede.
En negativ ting, man kan sige om American Analog Set, er, at de trods ovenstående særpræg har haft vanskeligt ved at forny sig selv. De har skabt et univers og lukket sig selv inde i det.
Fra onde tunger kunne det lyde, at AmAnSet med Set Free har lavet den samme plade for sjette gang. Der er grader af sandhed i udsagnet, men hvis man ser så snævert på det, vælger man også at ignorere den gradvise fokusering, som bandet har fundet.
For lidt er der trods alt sket. Hvor AmAnSet på de tidlige plader trak monotont repetitive kompositioner i langdrag, har de på senere plader skåret mere ind til benet, givet orkestreringen mere gejst og generelt tænkt mere i sangstruktur end lydlige forløb.
I dette lys er Set Free ingen undtagelse. De 12 sange pakker sin lytter ind i en blød dyne af vellyd, der med sagte toner og diskrete peaks er popmusik til den stille pige i klassen.
Åbneren “Born on the Cusp” er et simpelt og effektivt nummer, der især vinder på at stå med åbne, indbydende arme fremfor at glane ind i sig selv.
Også “She’s Half” er bemærkelsesværdig med sine yndige og svajende korarrangementer. Sangen bygger sig op med en stille intensitet. I denne sammenhæng er ’stille’ et væsentligt nøgleord: Akustiske guitarakkorder bærer sangen langsomt fremad, og halvvejs inde toner en tamburin ind, der nærmest virker bombastisk. »She used to hold my hand,« lyder det fra sanger Andrew Kenny – et følt øjeblik på en plade, der ellers primært er præget af følelsesforladt musik.
Og når vi nu er ved de stille peaks: Afslutningsnummeret med den herlige titel “Fuck This… I’m Leaving” tyder de indledende tre minutter på at være et sløvt nummer til at runde Set Free af med. Men hernæst slår det over i, hvad der må være blandt musikhistoriens blideste rockudladninger, hvor en søvndrukken elektrisk guitar vipper frem og tilbage indtil den endelige udtoning.
AmAnSet når ingen nye steder hen på en ny plade, hvis titel ellers sagtens kunne love et bands frigørelse fra egne begrænsende rammer. Og som tendensen over flere plader mere end rigeligt viser, kommer dette næppe til at ske. Tilstrækkeligt for nogen, beklageligt for andre.
