Amazing er en optimistisk titel, og dette udspil er da også forbløffende, men nu ikke fantastisk. Sidste år formåede disse tre gutter med hjembase i italienske Padova at teame op med kritikerroste The Paper Chase. Resultatet blev en lækker ep. Deres halvhjertede emorock gik fint i spænd med The Paper Chases forskruede univers, og det er her, Red Worms’ Farms tredje album starter.
Uden andet mål end at forvirre og forlyste kaster italienerne sig ud i 10 nye sange, og deres univers er netop så forrykt og eksperimenterende, som man kunne have håbet på. Med afsæt i en parodi af den totale rockkliché i “Yeah, Yeah Everything” løftes albummet op på et distræt plan. Hovedløs rock med ligegyldige slogans spyttes ud til musik, der ufrivilligt rykker i lytteren.
I virkeligheden er det lidt en tilsnigelse at hævde, at Red Worms’ Farms nye album starter, hvor sidste års split-ep sluttede. Vel er universet det samme, og vel er der en enkelt af sangene, der går igen i et nyt mix, men udviklingen er alligevel tydelig. Der er på det nye album mere attitude at skære sig på og flere kanter at blive provokeret af. Pladen er søbet ind i en ’fuck’ eller ’fuck af’-attitude. Sangene er spillet en anelse off-beat, og vokalen rammer altid lidt ved siden af tonerne, men de tre gutter lader ikke til at tage sig af det.
Om dette udspil er “kunstnerisk grænseafsøgende” eller bare kaos, og om vi her har at gøre med en ny eksperimenterende tendens i rocken eller bare nogle nogenlunde okay musikere, afhænger selvfølgelig af ens tilgang til albummet. Det musikalske fundament bygger på Fugazi-rock tilsat dele af den eksperimenterende amerikanske rockscene. Bands som Oneida, Les Savy Fav og Ex Models ville også kunne begå plader som denne, men på et eller andet tidspunkt vil markedet vel også være mættet af bands, der ofte eksperimenterer for eksperimentets egens skyld?
Amazing er indhyldet i en tilbagelænet, næsten ligegyldig stemning. Man har lidt på fornemmelsen, at det endelige resultat betyder mindre for bandet end den proces, der gennemleves, og at den drivende rock kun er et spildprodukt af et forsøg på at have det skægt. Men man har det skægt – også som lytter.
Bandet er efterhånden nået langt, og fortsætter de udviklingen, bliver det næste album rigtigt godt. Indtil da er der ikke andet end at sætte en frysepizza i ovnen, Red Worms’ Farm på anlægget – og så drømme sig til Italien, hvor der helt sikkert foregår nogle helt forrykte koncerter med Red Worms’ Farm.
