Forvent det uforventede. Det må være den altoverskyggende læresætning forud for lytningen til The Sound of Animals Fighting. Man spørger sig selv: Er det en jamsession uden sikkerhedssele eller et planlagt kaos? Lover, the Lord Has Left Us er i alle tilfælde et stilmæssigt og strukturelt rod, der lugter af ubeskeden progressiv musik. Og fy for pokker, den kan have sine grimme sider.
TSoAF vil forfærdelig meget på én og samme gang. Lover, the Lord Has Left Us er fyldt til randen med vidtspændende instrumenteringer og forløb, der vil i hver sin retning. De store intentioner er på plads, men noget væsentligt mangler.
Når Lover, the Lord Has Left Us tumler af sted, er der nemlig ikke mange antydninger af struktur og sammenhæng. En rød tråd leder man forgæves efter; et bevidst valg fra bandets side, måske? Rejsen er i alt fald rigeligt udfordrende med sine lettere kaotiske numre, der ikke tillader åndehuller; når ét nummer drager mod sin afslutning, står det næste velvilligt klar i kulissen til at tage over.
Og der er vitterligt mange uforudsigelige ting på spil. Mange lag med rockanstrøg blandes med loopede beats, synth og cello, mens syv sangere på tur lægger vokal til virvaret med alt fra opera til sanskrit-messen.
Der er næsten lige så mange tilgange til musikken, som der er numre på Lover, the Lord Has Left Us. Den otte minutter lange “Stockhausen, es ist ihr Gehirn, das ich suche” modstiller besynderlige samples med melodiske vokallinjer, mens “Un’aria” byder på a capella kastralsang, og “St. Broadrick Is in Antartica” graver sig ned i aflagt Warp-materiale, momentant afbrudt af oplæsning.
TSoAF dyrker det besynderlige, og man undgår ikke at tænke, at det mærkelige bliver en æstetik i sig selv for bandet. Det hjælper typisk på omtalen, hvis man skaber lidt mystik omkring sit projekt. Vi husker vel alle de første omtaler af Slipknot: metalbandet der bærer grumme masker. TSoAF prøver sig med noget tilsvarende: De er et kollektiv, der gemmer sig bag dyrearter (og -masker) og ellers fremstår navnløse. Medlemmerne stammer reelt fra emo/punkbands som Chiodos, Circa Survive, Finch og RX Bandits.
Punk-elementer dukker også gerne op i tide og utide. Tag f.eks. nummeret “Horses in the Sky”, som primært er bygget op omkring kold drum’n’bass-rytmik tilsat tyske samples. Intensiteten tager til, når den fortættede elektronik får selskab af 80’er-orienteret emorock a la Coheed and Cambria med hvinende guitarriffs og højtragende vokaler.
Mod enden støder man på pladens eneste ’normale’ – og ærgerligvis temmelig banale – nummer, “The Heretic”, som er en rigeligt sukkersød ballade i indietronica-klæder.
TSoAF udfordrer ørerne og det konventionelle. Gruppen viser dog på intet tidspunkt, hvor de vil hen med dette udspil, ud over væk fra det gængse. Noget sådant må aldrig blive et kvalitetsstempel i sig selv.
