I 2023 rundede Undertoner et skarpt hjørne. I 20 år har det lille, frivillige musikmagasin spyttet et hav af anmeldelser ud – knap 12.000 artikler er det blevet til gennem årene – og i alle 20 år er årets bedste album fra henholdsvis udlandet og Danmark blevet kåret.
Tusindvis af plader er blevet nomineret til årslisten gennem tiderne og ser man tilbage på de respektive vindere, så fortæller de en historie om de sidste tyve års musikudvikling. Fra den brølende indierocks storhedstid i 2003 med The White Stripes-klassikeren Elephant, Sufjan Stevens store gennembrud i 2005 med Illinois, Animals Collectives kalejdoskopiske pop-eksperiment på Merriweather Post Pavillon i 2009.
I 2013 gjorde hiphoppen sin overraskende indmarch med Kanye West-albummet Yeezus, mens de efterfølgende år blev præget af ældre stjerner som David Bowie (i 2016) og Slowdive (i 2017), der vendte tilbage til fordums storhed. De seneste år har i udpræget grad stået i først de kvindelige kunstneres tegn – således vandt Lana Del Rey med Norman Fucking Rockwell! og Fiona Apple med Fetch the Bolt Cutters i henholdsvis 2019 og 2020 – og siden i de fremadstormende, unge briters tegn, da først Squid og siden Black Country, New Road blev kåret som indspillere af årets plader.
I år er i alt 114 forskellige værker blevet nomineret til listen over årets bedste udenlandske plader, og der var særdeles tæt løb om at blive blandt de 20 udvalgte. Vinderen af titlen som årets bedste album var dog ganske suveræn og modtog stemmer fra næsten hele redaktionen.
I morgen udkommer listen over årets bedste danske plader. Indtil da må du hygge dig med redaktionens bud på den bedste musik, som det store udland kunne præsentere i 2023. Og som altid skal du have stor tak for at læse med.
Bidragsyderne til Årets plader 2023 er: Anne Kirstine Knudsen, Daniel Niebuhr, Holger Møller Dybro, Simon Freiesleben, Simon Ørberg, Jacob Hansen, Anton Løkke Laursen, Jens Trapp, Maiwenn Jensen-Guénec og Lean Heuch Hansen.
20. Italia 90 – Living Human Treasure
Kan man lave virkningsfuld og innovativ post-Brexit-wave uden at spille i alskens mærkelige taktarter, outrerede guitar-tunings og helt uden brug af blæser-bombardementer og klezmer-udskejelser? »Ja,« siger briterne i Italia 90. De formår at vride masser af kreativitet, dissonans og politisk pondus ud af minimalismen, og resultatet er et af årets bedste rendyrkede post-punkalbums.
Living Human Treasures røde tråde er indignation og frustration, som sættes til et soundtrack af rablende The Fall’sk rockmusik. Sangene bygger simpelt op; bassen spiller melodiske rundgange, der sætter sig fast i øregangen; guitaren hviner i støjende vredesudbrud; og vokalens messende huskesedler angriber én på den mest stilfærdige, men allermest snakkende facon: Bandet er ét unisont rock-statement. På “Magdalene” viser de uden dikkedarer skiftet fra post-punk-stiløvelse til støjrock-overlegenhed, og på “The Mumsnet Mabo” udtrykker de en smittende lyst til at være det grænseløse band, som godt tør fat i udskældte musiktraditioner og behandle dem i en post-punk-kontekst.
Og når man endelig tager fat i lyrikken, fatter man bandets forståelse af her-og-nu. Aldrig før har jeg hørt post-punk, der har ment så meget med så lidt.
(Holger Møller Dybro)
19. Feeble Little Horse – Girl With Fish
Feeble Little Horse fra Pittsburgh har skabt en charmerende og unik noisepop-lyd fyldt med fuzzy shoegaze-guitar, skæve indfald og luftig slacker-vokal. På opfølgeren til 2021’s Hayday har de perfektioneret formlen med en række sange, der forbinder flabet high-school-attitude med melankolsk selvbevidsthed.
Kontrasten er skåret ind til benet i følgende vers: »Steamroller, you fuck like you’re eating / Your smile’s like lines in the concrete / Threw the towel in I’m tired of faking / I’m the only one who sees me naked«. Det lyder som intime bekendelser, men forsanger Lydia Slocum leverer linjerne med en tilbagelænet, care-free attitude, der tendererer ligegyldighed.
Det er dog ikke kun lyrikken, der byder på bemærkelsesværdige modsætninger. Derimod excellerer bandet i musikalske brud og stemningsskift. “Freak” kickstarter pladen med Animal Collective-værdig støj, men det flettes sammen med en næsten sukkersød melodilinje i verset og en tekst med Avril Lavigne-agtig kæreste-misundelse.
“Pocket”, der er en af albummets mest dynamiske og interessante kompositioner, starter luftigt og afdæmpet, stiger langsomt i intensitet, indtil det hele pludselig sprænges af et intenst mellemstykke med forvrængede guitarer og Slocums fordoblede vokal, der både skriger og synger den barnligt-absurde invitation: »Do you wanna be in my pocket?«. Et forfriskende take på noise-pop anno 2023.
(Lean Heuch Hansen)
18. Julie Byrne – The Greater Wings
Der er en æterisk svævende lethed over amerikanske Julie Byrnes album The Greater Wings, som gled hun netop på disse, ikke bare store, men større vinger ud over verden og sang sine melankolske sange. Albummet er meget smukt instrumenteret med akustisk guitar, klaver, strygere, store brede synthflader og harpe. På et enkelt nummer bidrager en gulvbas diskret til lydbilledet.
Albumtitlens reference indeholder en dobbelt betydning, da den efter sigende også refererer til kilebenet inde i hjernen, der har form som en flagermus eller en sommerfugl. Det repræsenterer dermed udsynet fra de udbredte vinger og et sted i hjernen. Men så er det måske i virkeligheden hjertet, der er ramt, for albummet er lavet efter at Byrne mistede sin ven, producer og bandkammerat.
Det er den sorg albummet kredser om og det er da også en meget melankolsk og sorgfuld stemning, som, hvis det fanger en i et følsomt øjeblik, nok kan kalde en tåre eller to frem i øjenkrogen. I det mindste etablere en kontakt til de sorger, man selv må have skudt til side et sted derinde; måske i nærheden kilebenet i hjernen. Hvem ved, hvor den slags skjuler sig?
(Jens Trapp)
17. Geese – 3D Country
De purunge musikere i Geese kunne godt være New Yorks svar på den bølge af progressive, art-punkede bands, som er vokset frem i England i de sidste par år. Musikalsk virtuost, larmende og med flere idéer end de ved, hvad de skal gøre med.
Åbningsnummeret “2122” indfanger det meget præcist: På under fire minutter introduceres minimum lige så mange forskellige sange, hvor alle spor af den “seje” postpunk fra deres debutalbum er brændt væk af ørkensolen. Her flexer de deres kakofoniske muskler, men får måske også larmen ud af systemet, for på resten af pladen (udover på den 7-minutter lange “Undoer” og et metallisk skrig på “Mysterious Love”) dyrker de i stedet en varm 70’er-inspireret jam-rock, som klæder den karismatiske frontmand Cameron Winter eminent.
Han har udtalt, at albummet er lyden af bandets “newfound twenty-something arrogance”, hvilket nok ikke er helt forkert. Men med spor af The Strokes på et nummer som “Crusades”, Rolling Stones-svingende gospelkor på “Cowboy Nudes” og sing-along yacht-rock på “I See Myself” er det en velbegrundet arrogance. Hos Geese er den amerikanske guitarmusik anno 2023 i særdeles gode hænder.
(Simon Ørberg)
16. Nihiloxica – Source of Denial
Det ugandisk-britiske tour de force af et samarbejde, Nihiloxica, er efterhånden syv år inde i deres karriere og har i 2023 sluppet deres måske mest vellykkede eksempel på et mørkt og medrivende mix af ugandisk traditionelt trommespil og moderne elektronisk musik, Source of Denial. De britiske producere Spooky-J og PQs samarbejde med tromme-ensemblet Nilotika synes i hvert fald at nå sin mest raffinerede, eksperimenterende og samtidig mest dansable from på Source of Denials 11 hypnotiserende numre.
Pladens navn er inspireret af gruppens problemer med at få indrejsevisum i diverse lande, og temaer som kolonisering og migration gennemsyrer hele pladen – uden nogensinde at blive for på næsen. Små telefonsvarerbeskeder og interludes popper op mellem de fængslende trommerytmer og mørke elektroniske lydflader, som små påmindelser om det besvær og den pris, der ligger bag det tværkulturelle samarbejde.
Det er dog en kamp, man bør prise sig lykkelig over at Nihiloxica har valgt at tage. Pladens 40 minutter vugger en ind i en dyb trance, helt ind i de mørkeste afkroge af ens sind. Britisk techno flyder ubesværet sammen med de afrikanske trommerytmer, der giver de elektroniske komponenter en tiltrængt kompleksitet i rytmikken, som genren ofte mangler – om end Nihiloxica lader sig inspirere af 80’er synth house eller metal. Dans er noget alle vi kan dele.
(Anne Kirstine Knudsen)
15. Slowdive – Everything Is Alive
Slowdive-fans skulle heldigvis ikke vente endnu 22 år på at høre nyt fra de britiske shoegaze-giganter. Det selvbetitlede (og uventet succesfulde) comeback-album fra 2017 blev i år fulgt op med otte nye sange, der fortættede deres drømmende og storladne lyd og tilsatte den en elektronisk puls.
»Sometimes the new won’t do« synger Neil Halstead i den underskønne single “Kisses”, og meget er da også stadig ved det samme – atmosfæriske og støjende guitarpassager, hviskende duetter og spinkle melodier, der oplyser nattehimlen – men tro ikke af den grund, at albummet lige så vel kunne være udkommet tilbage i genrens storhedstid. Udover åbnings- og afslutningsnummeret, som larmer lige så meget, som bandet gjorde for 30 år siden (måske endda mere!), så er sangene på Everything Is Alive mere afdæmpede og uden de samme ekstatiske momenter, der tidligere har markeret bandets bedste sange.
Det er nok ikke tilfældigt, at alle de nye sanges titler er præsenteret uden store bogstaver. Den afklarede ro giver mere plads til de melankolske popmelodier, som altid har gemt sig under støjen, men som her står stærkere og renere end nogensinde. Med Slowdives femte album blev den evigt unge shoegaze-genre endeligt voksen.
(Simon Ørberg)
14. Model/Actriz – Dogsbody
Forestil dig, at LCD Soundsystem var en supergruppe bestående – foruden James Murphy – af Trent Reznor, Blixa Bargeld og Kim Gordon. Det ultimative industrial-dance-punkband. Cirka sådan lyder Brooklyn-unikummet Model/Actriz, og deres debutalbum Dogsbody er en helt ny slags plade. Et bindegalt og ubarmhjertigt soundtrack til rocklytternes dansefest. Så godt som samtlige sange pumper derudaf med four-to-the-floor-trommer, imens guitar og bas hviner og skraber, som kom lydene fra et nærliggende torturkammer.
Fra den dansable “Mosquito” over den urovækkende “Donkey Show” til den dystre ballade “Divers” har bandet sin lytter i et jerngreb, og forsanger Cole Hadens skiftevis hviskende, proklamerende og skrigende vokaler gemmer på overraskelser i hvert et øjeblik. Dogsbody er en af de mest intense lytteoplevelser, jeg har lagt øre til, i år, men dens rytmiske og originale karakter gør den til et dragende album, jeg kan lytte til på repeat de næste mange år. Og skulle man være i tvivl om, hvorvidt den intensitet kan oversættes til liveformatet, kan man læse vores anmeldelse fra Le Guess Who? 2023.
(Holger Møller Dybro)
13. Sigur Rós – Átta
Det ville ikke have klædt Sigur Rós at vende tilbage med et brag; selv ikke efter 10 års stilhed på albumfronten. Derfor er Átta også en udpræget stille triumf for kvartetten, der – efter keyboard-altmuligmand Kjartan Sveinssons genindtræden i bandet – lader til at søge endnu længere væk i de astrale og æteriske sfærer.
Det værste, man kan gøre, er i hvert fald at drage for mange sammenligninger med tidligere værker som Ágætis byrjun og ( ), for Átta viser islændingene i en moderne og minimalistisk indpakning, der qua sit sparsomme udvalg af elementer brillerer frem for at føles uforløst.
Det uendeligt smukke lydbillede, der både polstres af 41 strygere m.m. fra London Contemporary Orchestra samt dekonstrueres af et nærmest komplet fravær af trommer, balancerer på den yderligste kant mellem postrocken og rendyrket ambient, og Jónsis vokal føles kun i ganske få momenter til stede i lydbilledet. Resten af tiden flyder han blot sammen med strygere og synths i et nærved overjordisk spektakel blandt nordlys, cumulusskyer og regnbuer, der står i brand.
(Daniel Niebuhr)
12. Sufjan Stevens – Javelin
Helt nøgent, kun akkompagneret af et afdæmpet klaver, indleder Sufjan Stevens sit album Javelin med en luftig og behagelig klang. Pludselig kolliderer et smukt kaos af spande, tamburiner og andre perkussionslyde med ordene »Goodbye Evergreen«. Og kreative og finurlige genveje mod at finde et udtryk, der giver musikken et nøk op i kvalitet, er noget, som utrolig mange singer-songwriter kunstnere falder på. Det bliver simpelthen for hurtigt kedeligt at lytte til. Men efter sidste tone ringer ud med akustisk guitar-fingerspil på Javelin, står jeg tilbage med følelsen af, at Sufjan Stevens har begået et fuldendt singer-songwriter album.
Sufjan Stevens’ karriere har været i udvikling siden 2000 efter sit debutalbum A Sun Came. Men to årtiers musik efter har han ramt toppen af det musikalske isbjerg inden for singer-songwriter kunsten. Ikke for at sige, at det er det absolut bedste af sin slags, men han formår at indkapsle inderlighed i et fint og skrøbeligt univers. Alt imens han blander kreative og finurlige elementer som for eksempel på “Everything That Rises”, hvor orientalske trommer, alternative skalaer og helt ufarligt guitarspil skaber en helt unik stemning. Ideelt til en rejse gennem landskabet, som flydende ændrer form, jo længere ind i albummet vi bevæger os.
(Jacob Hansen)
11. Anna B. Savage – In|FLUX
in|FLUX åbner med det utroligt smukke og ildevarslende, rygradskildrende nummer “The Ghost” med linjerne: »Stop haunting me, please / Just leave me be, please«. Derfra bevæger det sig i flere retninger, netop som albumtitlen også hentyder. For Anna B. Savage er i bevægelse.
Der er elektroniske arrangementer og der er akustisk guitar og klaver, hele tiden med Savages karakteristiske stemme der nogen gange hvisker, andre gange ætser sig ind i lytteren med sine budskaber. I titelnummeret synger Savage med et dæmonisk grin: »Last night I dreamt we were one / We had sex / I didn’t cum / I want to be alone / I’m happy on my own believe me«.
Men tror vi på hende? For der er hele tiden denne tvetydighed. Påstanden om at hun nyder at være alene, men samtidig beskriver hun levende savnet efter den elskede. Eller efter en ny elsker. De malende beskrivelser af den sex, hun hungrer efter. Alt sammen iscenesat på elegant vis af engelske Anna B. Savage og hendes band. Med dette og det forrige, ligeså fremragende album (A Common Turn) på gaden kom det virkelig bag på undertegnede, at hun, da hun besøgte København i sommers, kun lige akkurat kunne fylde Ideal Bar. Men sådan er der jo så meget.
(Jens Trapp)
10. Dina Ögon – Oas
I et gennemdigitaliseret, senmoderne samfund, kan man godt have brug for at blive mindet om, at musik opstår i et rum. Med deres andet album, Oas skaber svenske Dina Ögon et musikalsk alsidigt værk, hvor man kan lukke øjnene og forestille sig bandets kommunikation i studiet: små nik, øjenkontakt, tillid til de andres timing. Det er musik, man kan mærke intuitivt.
Anna Ahlunds vokal er et kapitel for sig. På et nummer som ”Vi smälter” fortæller hun en historie i naturbilleder, der bliver bragt til live af svævende harmonier. Det virker helt frit og eksperimenterende, samtidig med at man ikke er i tvivl om, at det er velovervejet og professionelt.
Bandet skaber et rum, hvor musik i alle former – fra folk, over soul, til hiphoprytmer – eksisterer på lige fod. Udtrykket er varieret ud over alle grænser, men der er en dybsindighed i leveringen, der gør, at man straks ser sammenhængende og samler trådene.
Oas er musikformidling, som kommer rundt om menneskets forhold til naturen, fortiden og til andre mennesker. Man kan sige meget om det, Dina Ögon gør med Oas, men når alt kommer til alt, er det bare vanvittigt veleksekveret.
(Anton Løkke Laursen)
9. Reverend Kristin Michael Hayter – Saved!
Vi skal kun tilbage til 2021 for at finde Kristin Hayters sidste optræden på Undertoners årslister. Dengang var det under Hayters Lingua Ignota-alias med den næsten makabert teatralske og næsten religiøse oplevelse af en plade, “Sinner Get Ready”, hvor Hayter bragte de mørke sider af menneskets magtesløshed og smerte til live i lyset af den religiøse musiks mangeårige kulturhistorie.
Hayter har nu for alvor taget sit plads på prædikestolen, nu under navnet Reverend Kristin Michael Hayter, og der er altså ikke skruet ned for de religiøse undertoner på debutpladen Saved!. Med en online-bevilling som pastor fortsætter Hayter hendes arbejde med at integrere den kristne folkemusik i det moderne menneskes smerte. Arvesynden sættes i et moderne lys mod et lydbillede, der lugter langt væk af fundamentalistisk religiøsitet i Amerikas konservative samfund.
Hymnerne er optaget på blot fire spor og bagefter kørt gennem en kassettebåndsoptager, der giver numrene en herlig knasende lyd – det er næsten som at finde optagelser fra en forskruet kirke fra langt tilbage i 1900-tallet. Hayters stemme er som altid dryppende af smerte og fordømmelse, der kun forstærkes af hendes dissonante brud på salmernes form. Saved! er et semi-psykotisk og medrivende blik ind i menneskets synd, og et testamente til at Hayter er langt fra færdig med at lege med den religiøse musik i moderne rammer.
(Anne Kirstine Knudsen)
8. André 3000 – New Blue Sun
Hvordan lyder den perfekte plade? Sådan en plade, hvor det ikke engang er til diskussion om pladen skal have topkarakter blandt anmelderne? Det er jo ikke sådan, at der er en opskrift, men det er nok snarere noget, man kan mærke. Og New Blue Sun kunne være eksemplet på sådan en plade, man kan mærke.
Kunstneren André 3000 er i sin originale støbning en rapper, som er mest kendt som den ene halvdel af duoen Outkast. I 2007 gik medlemmerne hver til sit, og nogle få år senere blev André 3000 ramt af angst, hvilket førte til, at han trak sig fuldstændigt tilbage fra musikken. Hele sytten år efter kom så pladen New Blue Sun ud af det blå i midten af november. Og udgivelsen er så langt fra et rapalbum, som det kan være.
Det er nemlig et instrumentalt album, hvor du bliver placeret i midten af en musikalsk seance med alverdens fløjte- og ambiencelyde, skabt af musikeren selv. Det er lyden af en person, som har rejst sig efter en lang periode med angst, men som stadig tager det med ro. Han indfanger nemlig den musikalske definition på dybe vejrtrækninger, tranceagtige stemninger, og minder os om, at det ofte går for hurtigt i det samfund, vi lever i. Med André 3000s nye stil, giver han ikke sig selv 3000 gange, men snarere 10.000 gange.
(Jacob Hansen)
7. Godcaster – st.
Det virker nærmest helt perverst at blive trakteret til så mange overlegne og eksperimenterende noise/artrockplader på ét kalenderår, som det var tilfældet i 2023. Intet album føltes imidlertid lige så kontrolleret i sine skizofrene kraftanstrengelser som Godcasters selvbetitlede, anden udgivelse.
I det ene øjeblik skriger forsanger, Judson Kolk, sig gennem den lige dele piercende og slæbende åbner, ”Diamond’s Shining Face”, det næste hvirvler bassists Jan Fontanas vokal så følsomt og glasklart om det akustiske guitartema på ”Pluto Shoots His Gaze into the Sun” – og på lukkeren, ”Gut Sink Moan”, vræler hele ensemblet utiltalende atonalt i kor.
Mest centralt for pladen er dog de to 10+ minutter lange monstrøsiteter ”Didactic Flashing Antidote” og ”Draw Breath, Cry Out”. På førstnævnte flirter bandet hypnotisk på grænsen til det krautede, og på sidstnævnte jangler støjende mariachi/americana-guitarer i ét væk under intro såvel som outro, mens et fem-et-halvt-minut eksperimenterende intermezzo optager nummerets midte.
Læg dertil save, fløjter, jamrende guitarer, saxofoner og jegvedikkehvad – og om 10 år står Godcaster som en af 2020’ernes oversete kultklassikere.
(Daniel Niebuhr)
6. Lankum – False Lankum
Hvem skulle have troet at et album primært bestående af covers ville lande på vores årsliste her på Undertoner? Bevares Nick Cave & the Bad Seeds’ Kicking Against the Pricks fra 1986 er et mesterstykke, og i 2002 hævede Johnny Cash indsatsen med den fjerde udgivelse i American-serien, The Man Comes Around. Men her i 2023 er et af de bedste albums overhovedet altså False Lankum af det irske drone- og doom-folkband Lankum. Gamle travere med flere 100 år på bagen bliver taget op og iklædt mørke, onde klæder. Lankum skyller de lette og lyksalige arrangementer væk og erstatter dem med tunge og depressive fortællinger om døden.
Mørket er til at tage og føle mig på fra de første sparsommelige vokallinjer i den næsten ni minutter lange åbner “Go Dig My Grave”, og da de sidste skrigende droner fra strygere, hamonium og guitar ringer ud til tordenvejrstrommer, føles ondskaben uendelig. Den følelse hjemsøger pladens over en time lange spilletid, og sjældent har et musikalsk humør været så altopslugende og veludført. De tragiske fortællinger synges med et sådant mismod til ualmindeligt dystre lydbilleder, og man kan ikke undgå at få en klump i halsen et par gange undervejs. Det er vist på tide, at Nick Cave and the Bad Seeds’ Murder Ballads forlader tronen – der er en ny ledestjerne for begravelsesfolk, og False Lankum er formentlig årets tungeste plade, selv i et år med mange gode metalplader.
(Holger Møller Dybro)
5. Squid – O Monolith
Hvordan bygger man egentlig videre, når man har udgivet en af de mest overbevisende debutplader gennem de sidste par år? Det kan der være mange svar på, men med O Monolith viser Squid i hvert fald, at de ikke har hvilet på laurbærrene, siden Bright Green Field blev kåret som årets udenlandske plade i 2021. Det er umiskendeligt stadig det samme band, men på »den svære toer« går Squid helt nye veje. Talking Heads-referencerne er mindre tydelige, der er skruet op for de elektroniske eksperimenter, og generelt er der tale om en mere gakket plade.
Når gakkerierne er gode, så er det virkelig vellykket. Den drømmeagtige »Siphon Song« stiller krav til lytterens tålmodighed, men belønner også lytteren med et af de mest iørefaldende crescendoer. På den ubønhørligt funky “Undergrowth” lyder Squid pludselig som den britiske mathrock-bølges infernalske svar på Primus og sangen understreger virkelig bandets evne til på fornem vis at blive ved og ved og ved med at introducere nye elementer, der konstant formår at overraske og fastholde lytterens interesse. »The Blades« er nærmest et studie ud i dynamisk musikkomposition og guitarlir, men på lukkenummeret kammer gakkeriet måske en anelse over.
Det skal dog ikke stå Squid til last, når de med O Monolith har leveret et af årets mest overraskende og mest eklektiske værker, der har gjort mig pokkers nysgerrig på, hvor pokker de dygtige briter mon tager os hen næste gang?
(Simon Freiesleben)
4. Kara Jackson – Why Does The Earth Give Us People To Love?
Den Chicago-baserede folk-singer/songwriter Kara Jackson leverede et forrygende, skævt, afvekslende og ordekvilibristisk debutalbum i 2023, der synes at bestå af lange lyriske passager herligt befriet for omkvæd og traditionel opbygning, fuld af sange, der skifter karakter og instrumentering hen ad vejen.
Titelnummeret handler om kærligheden til en veninde, der døde af cancer som 17-årig, inden de fik startet det band, de sammen drømte om. Sangene på albummet kredser om kærlighed, men er ikke kærlighedssange som sådan, det er mere besværlighederne og smerten i kærligheden, der er ærindet. Som Jackson synger i “No Fun/Party”: »I wanna be as dangerous as a dancing dragon / Or a steam engine, a loaded gun / Being loved for my hazard and a will to destruct / And isn’t that just love, a will to destruct.« Eller i den helt korte “Therapy” der åbner med ordene: »Every man thinks I’m his fucking mother / Good for milk and good for supper / Never asks if I can be his lover / Special someone when he suffers«.
Jackson er i øvrigt én af fem prismodtagere i den amerikanske National Youth Poet Laureate og debuterede med en digtsamling i 2019. I det forgangne år debuterede hun så med dette aldeles fremragende album.
(Jens Trapp)
3. Boygenius – The Record
Debutalbummet The Record er lyden af oprigtige kærlighedsbreve, hvor ærlig sangskrivning og gennemførte harmonier flyder som musikalsk tryllevand i det smukkeste åløb. Bag Boygenius gemmer sig et uforceret venskab mellem Phoebe Bridges, Julien Baker og Lucy Dacus, som særligt udtrykker deres følelser og tanker med hinanden gennem musikken. Og selvom sammenslutningen kun har fem år på bagen, er det gået lynstærkt med sangskrivningen og ikke mindst karrieren. Den selvbetitlede debut-EP i 2018 blev hurtigt opsnappet af fans såvel som anmeldere. Her på Undertoner landede også EP’en på top 10 hos samtlige af skribenternes individuelle lister for årets bedste udgivelser i 2018.
Som anmelder, må jeg indrømme, at jeg ikke plejer at være en popfyr, men det her album er som smeltet smør på enhver indiepop-entusiasts musikhjerte. Særligt står de smukke harmonier, med et twist af country-klang, mellem de tre sangerinder fremme i scenelyset fra start til slut, som går rent ind. Og her kunne jeg tage hvilken som helst sang for at understrege deres farverige vokaler, der isoleret set står utroligt stærke. Og ikke nok med det, så rammer musikken sweet-spottet mellem det simplificerede og det kreative detaljearbejde. The Record har et utrolig højt bundniveau og formår aldrig at miste gnisten.
(Jacob Hansen)
2. Mitski – This Land Is Inhospitable And So Are We
Efter at have trådt kreativt dødvande på den disko-inficerede Laurel Hell er Mitski, efter kun et år, klar med en sprudlende opfølger. På The Land Is Inhospitable and So Are We synger Mitski som en person, der har set og oplevet selvsagt alt. Det er ikke ensbetydende med, at hun har slået sig ned. Hun lyder som et menneske, der er klar til at bygge sig selv op igen.
Med et kor i ryggen er Mitski ikke helt alene på sin rejse ind i det dybeste, inderste mørke. »And the dark awaits us / All around the corner / But here in our place / We havе for the day,« synger hun på ”Heaven”. Der er et ”os” og et fællesskab, men Mitski skal først og fremmest konfronteres med sig selv og sine egne særheder og traumer.
The Land Is Inhospitable and So Are We er, på trods af sin flygtige karakter og korte spilletid, et massivt værk. Den rolige americana-lyd kommer flere gange under pres, hvad enten det er af hektiske trommer på ”The Deal”, eller musical-udskejelser på ”When Memories Snow”. Mitski kommer rundt om alt, hvad der er hendes og alt, hvad hun kan opnå, når tiden er inde.
(Anton Løkke Laursen)
1. Caroline Polacheck – Desire, I Want To Turn Into You
Jeg tør godt erklære, at vi i de første 25 sekunder af Desire, I Want To Turn Into You er vidne til årets mest ikoniske primalskrig. Med hvad der føles som et langstrakt suk, der spænder over flere oktaver end de fleste popmusikere kan tælle til, og en temmeligt inciterende invitation, annoncerer Caroline Polachek sin ankomst: »Welcome to my island / Hope you like me / You ain’t leavin’.«
Polacheks ø er heldigvis et besnærende, nærmest paradisisk miljø. I 45 minutter omsluttes man af hendes særegne kærlighedshistorier om vulkansk begær og romantiske sikkerhedsnet, om forsagelse og sexting. Hendes musikalske vidde spænder lige så bredt som hendes havfrueagtige vokal, idet albummet ubesværet blander elementer som sækkepibe på den mytologisk klingende “Blood and Butter”, et episk børnekor på outroen “Billions”, samt latin-inspireret guitar på den forrygende ballade “Sunset” – alt sammen i en imponerende og strømlinet produktion.
Polachek evner overbevisende at transmittere en ydmyg tro på kærlighedens kraft i alle dens former. På den SOPHIE-dedikerede “I Believe” leverer hun det simple budskab: »No, I don’t know, but I believe.« Måske er det netop det blinde håb, vi har brug for at også den bedste popmusik indgyder i os i en dyster levetid.
(Maiwenn Jensen-Guénec)