Hvis man sammenligner Lack of You, der er den danske kvartet Amstrongs tredje album, med debutpladen Sprinkler, er der sket flere tydelige udviklinger. Gruppen har i løbet af de to seneste plader gradvist forladt en industriel afart af triphoppen til fordel for et mere og mere sangbaseret rock-udtryk. Samtidig har musikken fået mere varme og organisk fylde.
Denne svulmende, rummelige lyd er tydelig, så snart den ulmende åbner “To Be Kind” glider fremad som en langsom, tyktflydende flodbølge med en truende understrøm af ringende guitarer. Versene er mørke og får fylde af Marie-Louise Muncks smukke stemme, der umærkeligt skifter stemning og bliver lys og let i omkvædet, der holdes svævende af bagvendte samplinger. Desværre trækkes det lidt for langt ud hen mod slutningen af sangen, hvorved det afsløres, at omkvædet er en kende ensformigt.
Samme problem opstår i “Take Me Out Tonight”, hvor linjen »somebody told me I was way out of line« gentages og gentages, så man til sidst bliver træt af at høre Muncks stemme kravle op og ned for at finde nye variationer over linien. Nummeret er ellers herligt med sit ligefremme, rockede udtryk, hvor guitarerne og trommerne får lov at slå sig løs. Samtidig er Jacob Leths bas (som på det meste af pladen) meget langt fremme i lydbilledet.
Rent musikalsk fortsætter Amstrong stærkt med “Love Is the Winner”. Det rytmisk komplekse nummer, hvor trommer og samplinger kører i forskellige taktarter, har en stærk fremdrift, og omkvædet er i en klasse for sig på albummet og sidder hurtigt fast. Til gengæld er teksternes mangler tydelige. Det er, som om tekststroferne ikke passer helt til melodien, så lige inden det første omkvæd må Munck pludselig synge hurtigt.
Mens både “Jonah” og “That’s What I’ve Kept” bliver lige rigeligt pæne i kanten – især sidstnævnte er en noget renskuret sang af en drukvise at være – er der på ny et skønt drive over “Some Day Soon”, og inspirationen fra Velvet Underground er lige præcis til stede via det skramlede klaver. Men endnu en gang er omkvædet helt kort og gentages igen og igen, så man til sidst ender med at blive irriteret. Nummeret tynges også lidt af eviggyldige, men dog lettere banale linier som »unrequited love is unquiet, harsh and wrong.«
Amstrong og produceren Malcolm Burn har et solidt talent for at skabe mættede og dog interessante lydbilleder og stemninger, hvilket eksempelvis demonstreres af “Waiting for a Song”, der trods en spilletid på under to minutter omtrent når at blive tranceskabende med et loopet, lettere syret sample af en form for nordafrikansk blæseinstrument. Desværre er kvartetten svagere, når det gælder melodier. Og når man bevæger sig i retning af traditionelle rockstrukturer, er melodier vigtige. Til enhver tid er det i hvert fald problematisk, hvis man laver omkvæd, der er svagere end versene.
Og derfor er det vanskeligt for alvor at beundre Lack of You. Ambitionerne om at kombinere lydlandskaberne med et rockudtryk er yderst ærværdige, men kræver altså, at man rent faktisk skriver gode sange.
