Med guitarer som alarmerende sirener starter dette album med en lyttervenlig advarsel: »Right, this is not right.« Og med en kliché: Dette album er noget helt specielt. Er dette lyden af en ny bølge af rock’n’roll, der slår ind, allerede før den forrige har fortaget sig, eller er dette blot et nyt band, der vil score billige point på en hypet bølge?
Der er blevet bladret flittigt i rockens historie hos de herrer T. Glitter, Tricky Powers, Leadfoot ‘Breakadawn’ Powers, Easy Powers, Sweet Willie Powers og Bloody Powers. Men hvem tror The Dirty Faces egentlig, at de er? The Stooges? Ikke blot bærer sangen “1974” både af navn og tekst præg af den store arv til de gamle garagerockere; attituden og teksterne, der spyttes ud med lede, er i dén grad også til stede.
En gevaldig arrogance præger dette udspil. Blot fem minutter inde i albummet, midtvejs i Nosedive, kaster bandet sig ud i en skødesløs gang guitarstøj og -feedback som ved afslutningen af en hver respektabel koncert. Connie/Commie begynder med anslagene til en kærlighedserklæring, men ender som en lummer date med slåskamp og bodega-druk. I det hele taget er de fine fornemmelser og selvhøjtideligheden sparket langt væk.
Indholdsløst er albummet ikke. Men hvem tror The Dirty Faces, at de er? Green Day? Med et album dedikeret til de amerikanske tropper i Irak, et amerikansk flag i bookletten og en titel, der siger alt, er der endda en del sammenfald mellem Green Days American Idiot og Superamerican.
Musikalsk befinder vi os med Dirty Faces et helt andet, ikke-nosseløst sted end Green Day. Tekstmæssigt er der også et stykke fra Dirty Faces’ løse og søgende tekster om sex og stoffer til Green Days politisk korrekte budskaber. Men politik er der på Superamerican. Dette er lyden af en flok gadedrenge, der ikke længere er tilfredse med udviklingen og er parate til at vælte verden. I titelsangen må denne trang til revolution kæmpe en brav kamp mod trangen til et hurtigt knald, men viljen og nødvendigheden af handling stritter i denne sang, som på resten af albummet, frem som sylespidse nåle.
Dirty Faces er ikke som dine andre kedelige og gennemsnitlige venner. Superamerican er spækket med sløsede arrangementer, tumultagtige tekster og tekster spyttet ud over larmende guitarer med noget, der nemt kan forveksles med afsky. De larmer, de råber, de bader garanteret sjældent, og din mormor vil helt sikkert ikke synes om dem, men Dirty Faces er værd at spilde sine penge på, hvis man kan overhøre de gange, hvor skødesløsheden tager overhånd og får det sjove til at forsvinde. Det sker i den kedelige “High Holy Days” med en ubegribeligt malplaceret duet og i den rodede og uendelige “Amplify (Like a Prayer)”.
Om det er Ramones, Green Day, The Stooges eller et helt fjerde band, der er den største inspiration bag denne tour de force, er i bund og grund lige meget. Når guitarerne vræler, trommerne tæskes og hovedet hopper i takt, er der kun glæden ved gensynet med veteranerne tilbage. Musikken er netop så beskidt og så anarkistisk som rocken ved sin fødsel. Dette er attitude og fandenivoldskhed, mere end det er musikalsk talent, men det rykker! Som suset fra stoffer eller som en røvfuld på den lokale bar – vælg selv, hvad du synes … jeg synes, at det er herligt!
Lyt til “New Wicked Stepson”:
[audio:http://scjag.com/mp3/jag/wickedstepson.mp3]
Lyt til “1974”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/1974.mp3]
