Allerede da jeg første gang stod med Elektronavns tredje album i hånden, fornemmede jeg, at der ikke var tale om det lettest fordøjelige musikalske værk. A l’inexistant centre d’un espace sans forme / Audelà l’inconnu ankom nemlig ikke i en almindelig jewelcase. Derimod var de to cd’er pakket ind i en hjemmelavet bog med påklistrede billeder af noget, der ligner en religiøs statue og nogle togskinner printet på gennemsigtigt papir.
Umiddelbart var det svært at kæde de lidt mystiske billeder sammen med den sparsomme coverinformation og de franske sangtitler, og det blev ikke nemmere, da jeg satte den første cd på. Det var først hér, det for alvor gik op for mig, hvor svært et værk det egentlig var, jeg havde at gøre med her.
Nok har jeg gennem tiden fået banket afsindigt krævende minimalistisk techno, obskur udflippet psych og vanvittige støjeksperimenter ind i hovedet, men det er kun sket virkelig få gange, at jeg er stødt på et så uigennemtrængeligt værk som dette. Som en labyrint uden ende kan man vandre rundt i Elektronavns musik i noget nær uendeligheder. Lige så snart man tror, man har fundet en vej ud, ændres alt omkring én, og man er fortabt igen.
Det er uhyre svært at beskrive Majmons lydunivers, som tigger om at blive oplevet af den enkelte lytter. Inden der er gået bare et minut af det første nummer, har et væld af lyde passeret én: et næsten glitchhop-dansabelt beat, en underlig, totalt uforståelig manipuleret menneskestemme, et forvrænget skrig og en skinger klokkelyd – samt utallige (ja, man fristes næsten til at sige obligatoriske) udefinerlige lydbidder. Alle elementer stiger og falder i volumen næsten uafhængigt af hinanden og lyder ved de første gennemlytninger som totalt kaos.
Der er da også noget anarkistisk over A l’inexistant…, og nogle gange er det næsten, som om lydene har modarbejdet Majmons tankegang i deres kamp for at komme op i forreste række.
Hver gang man hører pladen, er det, som om det er en ny plade. Dette gør naturligvis A l’inexistant… til et spændende bekendtskab.
Men i sidste ende er det også Elektronavns svaghed. Det er spændende at udforske Majmons eksperimenter, men ligesom det må siges at være noget uforløsende at være fanget i en labyrint for evigt, føler man sig hjælpeløs i musikken. Afhængigt af omgivelserne og de udefrakommende lyde kan man være offer for en ualmindeligt spændende oplevelse – som da jeg kørte i tog med Elektronavn i ørerne og oplevede, at medpassagernes mobiltelefoni nærmest blev ædt af musikken – men er disse forhold ikke i orden, kan det være svært at finde nogen løsning på det problem, man bliver stillet over for.
Det er udfordrende musik, hvis man er i humør til det. I midten af den tynde coverbog står der: “i det ikke eksisterende centrum af et formløst område”, pladens titel på dansk. Det insinueres altså af Majmon selv, at der måske slet ikke er tale om musik – i den gængse forstand, altså.
Derimod er man som lytter til A l’inexistant… på jagt efter det centrum, der ikke findes i absolut forstand. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være heldig at støde på det ved et tilfælde. Det er altså noget af et sats, man tager, hver gang man sætter pladen på, og det gør det unægtelig svært at give denne plade en vurdering på en karakterskala.
Jeg skal blankt erkende, at jeg mange gange har kedet mig bravt, mens jeg har lyttet til Elektronavn. På den anden side har jeg også flere gange nydt at blive udfordret. Pladen skal komplimenteres for sit vovemod, men de sidste U’er må være det være op til den enkelte lytter at udfylde under egen lytning.