Just som canadiske Broken Social Scene er blevet færdige med at benytte Loppens scene, kan Undertoner berette, at en af de kommende koncerter på spillestedet er blevet aflyst.
Amerikanske My Morning Jacket skulle nemlig have betrådt scenegulvet d. 4. februar, men det bliver der altså ikke noget af.
Forsangeren Jim James har raget en alvorlig omgang lungebetændelse til sig, og i stedet for at overbelaste sig selv har han tænkt sig at komme af helt og aldeles af med sygdommen, mens han ligger på langs på sofaen og løser sudokuer eller spiller Nintendo eller hvad man nu laver, når man gerne vil flygte fra lungebetændelse. I hvert fald betyder hans sygdom, at i alt 16 europæiske koncerter nu er blevet aflyst.
Vi ønsker god bedring – og håber, at James og co. kommer tilbage, når kroppen er ved at være klar igen.