Nu, i årets første måneder, bryder solen sjældent frem. Udenfor er et sted, man kun besøger tænderklaprende, nødsaget af de gøremål, der tvinger én gennem mørket. Tågen og gråvejret kryber ind under frakken og fremmaner ensomhed. Den får kulden til at føles som et tyndt lag smerte. Under disse forhold sker uforklarlige hændelser. Der er ikke mange, som lægger mærke til det. Man har jo så travlt med at komme ind i varmen, at man nødig stopper op i det dunkle udendørs univers.
Gør man imidlertid det og ser sig omkring for at føle på verden, vil man mærke, at den er fortættet, at mystikken er intensiveret. Verden ligger næsten helt stille og svinger omkring de 0 grader. Vender man ryggen til den varme dør for i stedet at omfavne tågen, kan man blive helt tom for tanker.
Skúli Sverrison og Anthony Burr mødtes i New York i 1995. Indtil da havde de beskæftiget sig med henholdsvis avantgarde-jazz og moderne klassisk musik. Genrer, der hver for sig krævede virtuos omgang med de respektive instrumenter. Sammen besluttede de at kortlægge en vej ud af disse forsnævrede stilarter og fordybede sig derfor i et projekt der senere blev til albummet Desist.
Dette kunne anses som en slags eksorcisme af kunstnernes musikalske fortid og rummede derfor et markant anderledes udtryk karakteriseret ved feedback-baseret elektronisk minimalisme. På deres videre eventyr i uudforsket computerland indlemmede de lidt efter lidt akustiske elementer og instrumentale anstrøg fra deres fortrængte scener. Og nu produktet af deres nuværende forhold til musikken udkommet: Et album perfekt afstemt mellem deres nyvundne strukturelle minimalisme og en mere afslappet behandling af deres klassiske instrumenter.
Det første af værkets fire, langstrakte meditationer åbner med langsomt skiftende orgeltoner. Disse bliver snart en del af et større organisk lydbillede, der bevæger sig som en drivende sky. Afdæmpet guitarspil dirigerer retningen og gør undertiden nogle smukke udfald mod lyse, dagdrømmende figurer, som tilnærmelsesvis kan kaldes melodi. Skyen omformes konstant på rejsen. Det bliver hurtigt svært at skelne orgelet fra klarinettens langtrukne pust. De overlapper uden ophold hinanden, og den organiske blæselyd bliver snart helt som en talende vind. Man opgiver den tekniske dechifrering. Hvorfor skulle man alligevel skille dét ad, der sammensat tager sig ud som et væsen lige så urokkeligt som naturens?
I kraft af dette tilbyder A Thousand Incidents Arise et rum for meditation og fordybelse, men den gør dette uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med sine kunstneriske ambitioner. Værket bliver i denne forstand aldrig kedeligt at lytte til. Dertil er dens egenartede udtryk for sælsomt og dragende, så selv om der ikke er tale om lineært rytmeorienterede kompositioner, kommer musikken til sin ret som tågede cirkulære installationer. Ligesom numrenes titler antyder, handler musikken om noget underliggende og uforanderligt, noget helligt og lovmæssigt. Man aner et strejf fra en oprindelig og ordløs verden.
Det er, som om musikken stille beretter om hverdagens ubemærkede hændelser. Man befinder sig i et rum, hvor skyer lydløst krydser det grå himmelrum udenfor. På gaden reguleres menneskenes rejser af trafiklys. Alle gør et kort ophold og gør i dette opståede tomrum tanker om alt og intet. Skyggeprocessioner af mennesker på vej. I køkkenet koger vandet, og skyerne driver videre med deres hemmelighedsfulde skønhed som et uadskilleligt akkompagnement til musikken. Der sker ikke så meget i hverdagen, men i dens sprækker og detaljer finder man ekkoer af det virkeligt betydningsfulde.
Havde denne grå vinter haft en iPod, ville den have spillet A Thousand Incidents Arise på repeat. Det kan godt være, det er en kliché, at musik afspejler naturens samtidige væsen, men klichéen er næppe opstået uden grund. Vejr og musik er to umådeligt stemningssættende faktorer, hvis indtryk på mennesket man ikke kan overvurdere. Under gennemlytningen af A Thousand Incidents Arise sker det forunderlige, at nuets væsen og musikken spiller sammen på den mest hypnotiserende måde. Pladen er et smukt og lavmælt instrumentalopus, der kræver en årvågen tilstedeværelse og en total overgivelse til nuets kraft. Gør man dette, bliver man til gengæld indviet i den fortættede virkelighed og dens undere.
