Der er gået et par år, siden Antony Ryan og Robin Saville udsendte deres seneste plade under navnet ISAN. I mellemtiden har de to efter sigende på klassisk engelsk manér drukket masser af te – og Saville har også haft tid til at drive selskabet Arable, som sidste år udgav Psapps anmelderroste Tiger, My Friend.
Men nu varsler duoens musikalske base, Morr Music, at d’herrer er i fuld gang med at færdiggøre en opfølger til Meet Next Life. Morr vurderer, at albummet når at udkomme i løbet af 2006.
Men da det jo immervæk kan betyde, at der går op mod 11 måneder, før pladen er klar, iler Undertoner med hjælp til de ISAN-trængende. Hvis du trods trangen kan vente et par måneder endnu, udsender Ryan og Saville til marts en 7″-single på det Morr-relaterede label Anost.
Er du derimod bare nødt til at høre nyt fra ISAN lige nu og her, så bare rolig: Duoen er med på Myspace-trenden og har lagt to nye numre ud lige hér.