Rodekasse, cocktail, det store mix, smagsforvirring… Kært barn har mange navne, og det er svært helt at finde et passende ord for Psapps debut, som er et sammensurium af toner, lyde, vokal og samples.
Hvis man giver maden for mange forskellige krydderier, kommer det ikke til at smage af en skid, men er der mening med smagstilsætningen, pirrer man som regel smagsløgene.
Psapp tilfører sin ret Tiger, My Friend godt med krydderi, og der er mening med galskaben et godt stykke hen ad vejen.
Introen er optagelser af mennesker, der går på gaden. De 30 sekunder med fuglelyde, fodsåler og stille vind danner et meget godt billede af den tematiske vinkel på pladen, der omhandler dagligdagen og afslappede relationer mellem mennesker, beskrevet med mange legesyge og barnlige virkemidler i selve instrumenteringen.
Legeonklen hedder Carim Clasmann, og han har fat i den store musiske udgave af BR. Der spilles på utallige legetøjsinstrumenter, og han gør i det hele taget stor brug af utraditionelle lyde, f.eks. badedyr, en mikrofon i regnvejr, ringeklokker og en hvæsende kat. Disse ufiltrerede lyde blandes sammen med traditionel klaver, klokkespil, guitar, kliklyde og loops, der tilsammen giver et luftigt og originalt elektronisk lydbillede, som fungerer ganske godt i samarbejde med den kvindelige halvdel af Psapp, Galia Durant, der vokalmæssigt har den samme smukke og yndefulde tilgang til tonerne som f.eks. Saint Etiennes Sarah Cracknell.
“Rear Moth” leger sig igennem sit minefelt af lyde, og de finurlige og let drillende effekter skaber en fin kontrast til Galia Durants milde vokal, der samler det let hoppende beat til en kontinuérlig melodi, hvor stemningen er lys og luftig. Strygerne tilsætter nummeret et melodisk holdepunkt, som badeanden klamrer sig til, når det hele er ved at kamme over.
Carim Clasmann holder sig klogt til den traditionelle komposition, og bygger ovenpå med sine kontraster og skæve inputs. Umiddelbart kan det virke forvirrende, men efterhånden som pladen har snurret utallige omgange, giver kompositionerne mening, og lagene i det musiske univers åbner sig, og man hengiver sig til Psapps behagelige varme omslag.
Et af pladens højdepunkter er “Calm Down”, der med klokkespil og behagelige samplinger danner en iørefaldende stemning, og kompositionen trækker et harmonisk spor af lyde med sig, der blander sig med små breaks, hvor Clasmann giver plads til de minimalistiske virkemidler. Nummeret får hele tiden følgeskab af akustisk guitar, som konstant holder sig i baggrunden, men samtidig er med til at holde fast i æstetikken.
Det melodiøse forløb gentager sig i “Velvet Pony”, der med en næsten identisk melodi kun udskiller sig ved at være næsten instrumental. Galia Durants croonede vokal tydeliggøres kun i omkvædet med en messende og støvet stemme, der fremstår mørk og dyster i forhold til resten af pladen. Der varsles næsten uhygge og lange skygger, men chokeffekten udebliver, og alarmen kan afblæses, for pladen indeholder ikke flere mørke sider eller Múm-agtige kompositioner.
Det legende element tydeliggøres i høj grad i “About Fun” og “King Kong”, der med deres varme electronica, strygere og legetøjsinstrumenter mixer sære lyde og leger med lytteren, men duoen slipper ikke taget i seriøsiteten, og lyrikken får ikke lov til at kamme over i barnlig ligegyldighed. Galia Durant overleverer sin sjæl og bittersøde overvejelser over livets barske realiteter med hang til relationer mellem mennesker.
“Curuncula” oser af atmosfære med dets klikkende og bastante beat tilsat en guitardel, der minder en del om The Chemical Brothers’ “Where Do I Begin”. Loops flakker omkring lydcollagen, og Galia Durant puster, dér hvor det gør ondt med sin hviskende og forførende stemme: »We have only ourselves to blame, but I like it that way.« Ærligt og velment.
Pladen indeholder reelt set ingen rigtige dårlige numre, og kombinationen af at holde sig tro mod genren og tilføre en masse gejl og legesyge udløser et frisk pust til den elektroniske musik.
Carim Clasmann er en mand med stort overblik, og alle de skæve tiltag lykkes ganske godt, men for lytteren er det næsten for meget at sluge i en mundfuld.
Et fokus omkring minimalisme og simple programmeringer ville have været interessant set ud fra et vokalmæssigt synspunkt. Galia Durant har en spændende stemme, der spreder velbehag, og hun burde fylde mere.
Tiger, My Friend er en original udgivelse båret af et musikalsk givende makkerpar, der viser en mere åben, udadvendt og opløftende side af electronica-poppen.
