Ved koncerten i Vega havde de to skotter allieret sig med tre unge mænd på henholdsvis bas, guitar og trommer. Denne opstilling og deres seneste album The Last Romance lagde op til at et rigtigt rockbrag – og det var lige præcis, hvad publikum fik.
Den karismatiske forsanger Moffat stod som sædvanligt i front; enten mumlende eller øldrikkende. Guitarerne fik frie tøjler, og sangene endte ofte i en regn af distortion, der væltede ned over publikum.
 |
Den mere end vanligt rockede og larmende lyd fungerede fortræffeligt live, og som publikum kunne man ikke andet end at hengive sig til Moffats mørke univers. I slutningen af koncerten var det, som om guitarerne fik skruet lidt op for lyden, hvilket medførte, at Moffats stemme druknede lidt i nogle af de larmende passager, og det var ærgerligt, da lyden ellers i størstedelen af koncerten var nær det optimale.
Setlisten var især præget af numre fra The Last Romance, og de gjorde sig godt live. Der blev dog også spillet sange fra stort set alle de tidligere plader, og disse sange var utroligt velvalgte. Bedst var Fucking Little Bastards og New Birds, der begge blev leveret i overbevisende og intense versioner. Ligeledes var det blevet plads til stærke sange som Pyjamas, Packs of Three, Who Named the Days? og Screaming in the Trees. Det må også siges, at Arab Strap – som har 10 års jubilæum i år – har et imponerende bagkatalog at trække på. Mellem numrene råbte publikum ivrigt flere ønsker, men Moffat beklagede: “So many songs, so little time.“
Efter to omgange ekstranumre sluttede Arab Strap noget overraskende af med en coverversion af It’s a Heartache, der er skrevet af Bonnie Tyler. Og selv om Bonnie Tyler musikalsk ligger lysår væk fra Arab Strap, gav det alligevel perfekt mening at se Moffat synge, “it’s a heartache, nothing but a heartache.” En rammende afslutning på en rigtig god aften.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Arab Strap: The Last Romance
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |