Den canadiske bølge raser videre, og sidste sprøjt er kvartetten Faunts. De har allerede delt scenegulv med bands som Do Make Say Think, Stars og Broken Social Scene, og med denne debut står de så på egne ben.
Ambitionerne for dette album er høje, og målet er at nå intet mindre end det perfekte. Dette er musik indspillet i skumringen. Og den kommer først for alvor til sin ret, når den spilles i grænselandet mellem nat og dag, lige før man falder i søvn, eller lige efter at de første solstråler igen er begyndt at slikke på verden. Der er drømmende stemning som i Sigur Rós’ tidlige numre og samtidig en fornemmelse for popmelodier som hos The Cure.
Musikken bygges op af lag på lag med æteriske guitarer, tynde keyboardtoner og spredte blæsere. Det hele er sammenflettet uden at blive sammenfiltret. Vokalen er blevet skubbet tilbage i musikken og indgår som et tyst instrument på linje med de andre.
Fra den støjende “Instantly Loved” til den forsvindende stille “Gone With the Day” er musikken er produceret med stor omhu. Lyden er krystalklar, og den momentvise støj fremstår som tætmasket regn i stedet for tungt pløre. Først med høretelefoner over ørerne kommer musikken til sin ret. Dette er musik skabt til at omslutte og overvælde lytteren med landskaber af lyd.
High Expectations/Low Results er et svært gennemtrængeligt album. Der skal mange gennemlytninger til, før sangene begynder at åbne op. Omringede af hvid støj giver sangene kun langsomt slip på deres melodier, og netop derfor kan man fristes til at give op og give slip på albummet.
I de lange støjende passager, der er indbygget i flertallet af sange, mister man nemt orienteringen. Faunts er bedst, når støjen visner væk, og der bliver plads til tynde klare toner, som det er tilfældet på godnatsangen “Memories of Places We’ve Never Been”. Dette er en regulær sang med tekst og vokal. Faunts’ største problem er ikke at smede finurlige og underspillede melodier sammen, men derimod at de, hver gang de nærmer sig et melodistykke, kaster musikken ud i et hav af støj og instrumentel tomgang.
Spydige sjæle kan mene, at dette udspils titel er velvalgt, da bandet på trods af store forventninger, rammer under målet. På trods af egne ambitioner bliver Faunts til endnu et band fra Canada og formår ikke at spille sig fri af den scene, der har født dem. I de kortere sange, hvor støjen ikke får lov til at dominere, men bruges som krydderi, lurer talentet lige under overfladen. Men når støjen overtager og drukner sangene, bliver resultatet kedeligt og poleret. Desværre er det det sidste indtryk, der dominerer udspillet.
