Hvis du hører til dem, der mener, at den 14. februar er noget, der bør fejres, kunne denne plade være en god gave på Valentins Dag. Conrad Lambert, som Merz egentlig hedder, kommer nemlig godt rundt om kærligheden på dette album, der bærer det til “højtiden” passende navn Loveheart. Albummet har været hele syv år undervejs, og det kan høres. Det tager tid at få et album til at fremstå så helstøbt som dette, og intet er overladt til tilfældighederne. Teksterne er meget enkle og smukke, og musikken, der akkompagnerer dem, er afslappet i sit tempo uden at blive kedelig. Der indgår så forskellige instrumenter som indianertrommer, ukelele, mandolin og Hammond-orgel, og disse samarbejder med synth samt helt traditionelle instrumenter som guitar, bas og trommer. Da kun et beskedent udpluk af instrumenterne benyttes på hvert enkelt nummer, bevares teksternes minimalistiske udtryk i musikken.
Loveheart bærer tydeligt præg af Merz’ syvårige personlige rejse. Derfor kan Loveheart med lidt god vilje fremkalde associationer om en togrejse, men ikke en af DSB’s regionaltogsture gennem et regnvådt Jylland pakket med højtråbende folkeskoleelever – man skal snarere forestille sig en tur med Den Transsibiriske Jernbane. Tværs over et uendeligt kontinent kører du af sted på kolossale sletter, over bjergkæder og langs majestætiske floder. Over golde og frugtbare egne. I regn, sne og sol.
Således er Loveheart: én lang sammenhængende rejse, der indeholder det hele. Her er dyb melankoli og opløftende kærlighedssange. Den begrænsede instrumentering forfører i første omgang lytteren med sin enkelhed. En enkelhed, der dog bliver mindre og mindre udpræget, jo længere man lytter til albummet. Konstant finder man små finesser at holde af, og på den måde indeholder Loveheart en hel rejse på blot lidt over en halv time.
Den eneste egentlige bølgedal, der er på albummet, er det sært betitlede “At Night I Dream Your Bedroom’s Crammed With Ducks”. Det er et højst unødvendigt mellemstykke, der kun bidrager til, at de øde, ensformige sletter på vores metaforiske rejse kan virke lidt rigeligt monotone. Det er et kritikpunkt, man umiddelbart kan være meget tilbøjelig til at anføre for hele albummet efter første gennemlytning, men albummet udmærker sig ved nærmere bekendtskab. Og det er i længden kun dette mellemstykke, der virker småirriterende. Som bekendt er det dog et problem, der let kan afhjælpes ved et let tryk på fjernbetjeningen.
»Without you all love is gone / Without you all luck is gone.« Så enkelt og smukt synger Merz på den lige så enkelt instrumenterede “Verily”. Den er meget melankolsk og efterlader lytteren med en følelse af tomhed og mørke, som kun de bedste, triste kærlighedssange kan gøre. Til slut synger Merz »without you I’m like a setting sun« på vej ud i nattemørket.
På vej over højsletterne i høj sol og ved godt mod kan man passende lytte til “Butterfly”. Det er en sang, der både i sin melodi, sit inciterende kor og i teksten emmer af forår. Den lyder, som man føler det, når vinterens mørke letter, og man endelig er på vej mod sommer, lys og varme. Følelsen, vi alle kender fra en begyndende forårsforelskelse, genskabes her af en lys og frejdig vokal.
Når rejsen nærmer sig sin ende, og man nærmer sig Stillehavet, passer titelnummeret aldeles udmærket. Sangen virker på samme tid meget frisk og afslappet. Den lægger ud med lydeffekter i form af kvidrende fugle og havets brusen langs stranden. Dertil lægges en fremtrædende akustisk guitar samt en dyb og rolig vokal.
Nummeret afslutter vores rejse perfekt. Man sidder med en udpræget følelse af at være kommet ud på den anden side – af at have gennemført en rejse. Nu er den overstået, og man har dannet sig et indtryk af oplevelserne: »Love can’t be found / Love, it’s got heart / Loveheart.« Merz er efter sin syv år lange rejse nået til en erkendelse af sig selv og hviler nu i sig selv.
Ved nærmere eftertanke: Når Valentins Dag oprinder, så hold dig til blomster, og køb Loveheart til dig selv.
