Der ligger én gave tilbage under træet. En blød djævel, i krummelurebefængt indpakning, der bærer dit navn. Du ved, hvad det er, før du åbner den. En behagelig vamset sweater, der ligner den, du fik sidste år. Du forbander afsenderens mangel på opfindsomhed, men tager den alligevel på, den næste gang du er alene, hvor ingen kan se dig. Den er ikke prangende – temmelig almindelig, hvis ikke endda kedelig – men så dejlig blød, behagelig og lun.
Entakts seneste udspil, K.e.e.s.f.e.n.d.s.h.f.s., er den sweater.
Entakt viste allerede med Da havet skyllede ind over byen en nat, at bandet befinder sig i en meget eksklusiv klike af bands, der med succes synger på dansk. Lyrikken er bjergtagende, sprød og finurlig, krydret med en metaforik, der er misundelsesværdig, men samtidig forståelig og gennemskuelig
Den trænger ind under huden uden at bevæge sig ud i periferien af sanseapparatet og formår med en fascinerende brug af simple ord at skabe storslåede stemningsbilleder. Den er altomfavnende, storslået og smuk uden at skyde ud i atmosfæren. Som for eksempel i nummeret “Polaroid”: »En aften at skyde til måls med / en flaske at slå sig til skåls med / skænk mig en tanke og endnu et glas / Søvnløse nætter i stimer / Vi nærmer os sandhedens timer / Som et polaroidfoto af den opslidende, søde ventetid.«
Bravo.
Men … musikken når aldrig rigtig op på de samme højder. De små charmerende, lyriske krumspring bæres på skrøbelige vinger i et pop-rocket univers med lange underliggende, underspillede guitarpassager, rent klingende synthesizerstykker og et habilt, men ikke særlig teknisk trommespil. Det burde man vel egentlig være tilfreds med – men musikken i sig selv mangler karakter i dansen med lyrikken og den karakteristiske, smukke vokal. Man sidder med en ubehagelig følelse af, at der mangler noget, og at der sagtens kunne bruges mere flid og ihærdighed på musikken, når nu lyrikken rammer så perfekt og så dybt.
Det er musikken alene, der gør denne udgivelse til en blød mellemvare. Når man er omtrent halvvejs gennem pladen, holder man op med at lytte efter, for selv om forsanger Jonas Villumsen stadig messer sig gennem smukke tekster, er det døve øre vendt mod højttaleren, og lydbilledet får, til skam og ærgrelse, karakter af baggrundsstøj.
Musikken mangler samtidig en udefinerbar sjæl, der gør numrene adskillelige – dét, der gør, at man husker numrene, ét for ét, i stedet for som en forplumret, mudret masse. Kun få numre skiller sig ud i en grad, så man efterfølgende stadig har melankolien og eftertænksomheden siddende i kroppen – og det er reelt et skridt tilbage i forhold til, hvad Entakt tidligere har præsteret af enestående, storslåede ballader. Da havet skyllede ind over byen en nat evnede netop at få hvert evig eneste nummer til at blive siddende, gnavende i rygraden, lang tid efter at det var sust gennem øregangen.
Entakt er på mange måder et fantastisk band, men de har desværre ikke flyttet sig ud af stedet de sidste seks år. Nu har de vist, at de kan, men kunne de ikke vise, at de kan mere? Jeg langer en flot sekser ud til lyrikken, men højst en toer for musikken, og ifører mig min gamle sweater – den var på mange måder bedre, lunere og rarere.