Det er tre spændende personer med forskellig musikalsk tilgang, som samles i Music AM. Så det kan undre, at dét, der ellers burde være et interessant og blidt sammenstød mellem genrer og musikalske tilgange, sjældent fører til meget mere end halv-ophidsende numre på et album, der med sine 45 minutter synes alt for langt.
Der er ellers nok af erfaring og kreativt output hos de tre herrer i Music AM. Volker Bertelmann har senest som Hauschka udgivet et stille og enkelt piano-album. Stefan Schneider kendes fra det stramme og rytmiske udtryk i To Rococo Rot og Mapstation, og Luke Sutherland er sanger i Long Fin Killie og har tidligere udgivet mere rocket musik under navnet Bows.
Unwound From the Woods er Music AM’s andet album. Der er ikke sket nogen epokegørende musikalsk udvikling siden debuten, og generelt må man sige, at Music AM ikke er et band med store armbevægelser. Musikken er beregnet til lyttere, som værdsætter tysk minimalistisk og tilbagelænet elektronika. Lydbilledet er præget af stramme beats og et hav af små lyde og detaljer, som desværre forsvinder i produktionen, når albummet lyttes på stereoanlægget. Så primært består Unwound From the Woods af numre med beats og nogle gange vokal.
På de numre, hvor Luke Sutherland synger, er det vokalen, som dominerer og definerer nummerets retning og melodi. Han har en tilbageholden måde at synge på, hvor han halvt hvisker, halvt synger sine tekster – som f.eks. i den kedelige åbner “Always” eller den langt bedre “Ten Ton Truck”. Her skaber Luke Sutherlands uengagerede vokal og det tyske elektro-beat sammen en slags ballade for det 21. århundrede, og hans hvisken kræver spidsede, engagerede ører fra lytteren. Luke Sutherland kan også være mere funky i sin måde at synge på som på “I Was Born to Make You Happy” – en slags fløjls-r’n’b på en bund af noget, der lyder som slideguitar. Vokalen finder sig dog aldrig rigtig til rette i musikken.
Overordnet er “Unwound From the Woods” en stram plade uden mange løse ender. Men enkelte steder gives der plads til lidt større lydkaskader og følelser med en gruppe horn som på “Don’t Let This Be All”. Det fungerer dog bedst på “NY 75”, som også er albummets højdepunkt. Flere lag af blød og blid guitar understøttes af analoge, jazzede trommer og bliver til en Labradford-lignende postrock med tysk insisteren. Hornene slutter sig til ensemblet til slut, hvor de gentager et simpelt tema igen og igen. Flot uden at være prangende.
Fantastisk overvældende og væltende bliver det aldrig på Unwound From the Woods. Det er, som om de to tyskere bag knapperne har fået en overordentlig stram pottetræning og en fast hånd i opdragelsen. Musik skal ikke være sjovt eller løssluppent. Ordnung muss sein. At det stramme udtryk så kan give fremragende musik hos To Rococo Rot og Tarwater, må skyldes, at de to bands ikke som Music AM forsøger at popularisere udtrykket ved at invitere en midtsøgende skotte med.
